Christoffer Iversen, før 1583-efter 1641, øverste renteskriver, skibsreder. 1617 sendtes han til England for at forhandle om de dansk-engelske stridigheder angående hvalfangsten ved Spitzbergen og om erstatning for Muscovy companys overgreb. Fra 1620erne er der vidnesbyrd om at han selv havde interesser i hvalfangst, bl.a. udskibede han hvaltran fra Kbh. I 1630erne drev han selv hvalfangst i kompagniskab med svigersønnen Johan Ettersen og i konkurrence med både Islandske kompagni og brødrene G. og J. Braem. 1635 drev han som den første hvalfangst fra åbent hav uden faste stationer i land hvad der førte til beskyldninger fra Johan Braem om at have krænket dennes eneret nord for 71. breddegrad. Braem fik også udvirket at J.s ladninger arresteredes i Amsterdam. Et forsøg på at ramme det braemske monopol var oprettelsen af det såkaldte "grønlandske" kompagni (Grønland-Spitzbergen) hvor både Islandske kompagni og familieforetagendet Iversen-Ettersen deltog.

I. er et fremtrædende eksempel på den kombination af erhvervsvirksomhed og statstjeneste der er så karakteristisk for 1600-årene. På grund af uorden i sine regnskaber afskedigedes han 1640, og en revision viste at der manglede ikke mindre end 80 000 dir. Da han forbløffende nok var i stand til at godtgøre kongen de 80 000 dir. undgik han imidlertid straf. I.s sammenbrud 1640 var det første vidnesbyrd om den omfattende korruption inden for finansforvaltningen der prægede adelsvældens sidste decennier.

Familie

Forældre: Iver Bertelsen (død 1583) og Else Mule (død 1605). Svigerfar til Johan Ettersen.

Ikonografi

Stik af Simon de Pas, 1633.

Bibliografi

A. Thiset i Pers. hist. t. 6 V, 1909 10. Johan Jørgensen: Det kbh.ske patriciat og staten ved det 17. årh.s midte, 1957. Sune Dalgård: Dansk-norsk hvalfangst, 1962. Jens Engberg: Dansk finanshist., 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig