Christoffer Quist, 29.3.1757-20.5.1815, købmand. Født i Grenå, død i Ålborg, begravet sst. Q. kom efter sin konfirmation på amtstuen i Odense og blev senere fuldmægtig der, kom derefter som amtstuefuldmægtig til Ålborg og var dec. 1786 – april 1787 konst. amtsforvalter her samt kort efter i Århus. Under henvisning til denne virksomhed søgte og fik han 1790 titel af agent for derved bedre at kunne få sit ægteskab i stand, og med hustruen fik han et ret betydeligt sæbesyderi på Vestergade i Ålborg og kom efterhånden ind i stor handels- og industrivirksomhed. 1792 var han medstifter af en arbejdsanstalt i Ålborg, 1794 anlagde han en oliemølle, nedlagt før 1820; 1797 fik han og et par medinteressenter privilegium på en papirfabrik som 1799 anlagdes i Øster Hornum sogn og kaldtes Godthaab (nedlagt 1852). Fra 1803 var han meddirektør for interessentskabet Aalborg Sukkerraffinaderi (nedlagt ca. 1820), og 1812 anlagde han sammen med J. G. Galster en klædefabrik (nedlagt 1816). 1814 var Q. endvidere medstifter af et fond til oprettelsen af et sygehus i Ålborg, men på grund af de indtrædende pengeforhold blev de indkomne midler 1826 konverteret til De 8 købmænds legat. Q. var ejer af Scheelsminde ved Ålborg og 1803-07 medejer af hovedgården Vesløsgård i Han hrd. 1807 udrustede han kaperen Den lille Røver og 1810 den større kaper Hævneren af Harme samt to mindre. 1797 var han medstifter af Det Bernstorffske mindelegat i Ålborg og endvidere virkede han for lystanlæggene ved denne by. – Agent 1790. Etatsråd 1813.

Familie

Forældre: toldbetjent og byskriverfuldmægtig Christen Jensen Q. (1717-95) og Magdalene Catrine Randlef (1718-99). Gift 8.12.1790 i Ålborg med Ingeborg Jelstrup, født 13.8.1760 i Gudum ved Lemvig, død 10.7.1825 i Ålborg (gift 1. gang 1786 med købmand Jens Jacob Overwad, 1761-90), d. af sognepræst, ejer af Gudumkloster, sidst af Kokkedal i Han hrd., konsistorial- og justitsråd Lars Johan J. (1720-92, gift 1. gang 1749 med Gertrud Marie Madsdatter Petersen el. Lemvig, 1717-56 (gift 1. gang 1736 med sognepræst i Gudum Poul Mortensen Borreby, 1690-1748 (gift 1. gang 1732 med Dorothea Borreby, død 1733, gift 2. gang 1733 med Mette Marie Joensdatter, 1711-34 (gift 1. gang med Simon Christensen til Store Hebo, ca. 1645-1732 (gift 1. gang med Anna Enevoldsdatter, ca. 1647-1729))), gift 3. gang 1764 med Christiane Birgitte Obelitz, 1746-1803 (gift 2. gang 1793 med kammerråd Christen Hviid til Ågård, 1747-1812)) og Maren Henriksdatter de Leth (1740-64).

Udnævnelser

R. 1808.

Bibliografi

J. Vahl: Stamtvl. over slægten Jelstrup, 1892 (optr. 1916) 28. C. Klitgaard: Ålborg købmænd gennem 500 år, 1931.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig