Christopher Schneider, d. senest 5.10.1701, medaljør. Christopher Schneider var rimeligvis tysk af herkomst. Han fik bestalling som stempelskærer okt. 1674 og nævnes fra nytårstid 1675 til dec. 1697 jævnligt i de kgl. kammerregnskaber som Christopher stempelsnider eller stempelstikker.

Der foreligger henved 20 af ham signerede medaljer, de ældste over de danske sejre i den skånske krig (Gotlands, Vänersborgs, Helsingborgs og Rügens erobring). Hans ypperste arbejde er den store medalje over slaget i Køge bugt (1.10.1 677) der endnu den dag i dag er et særsyn i teknisk henseende. Hertil slutter sig en udmærket portrætmedalje af Niels Juel. Endvidere kan nævnes medaljer over freden i Lund og Ulrika Eleonoras bryllup samt de store medaljer over Christiansøs befæstning (1684). Hans sidste arbejde er nogle beskedne kastepenge til prins Christians begravelse 1698.

Familie

1. gang med N. N., begr. 20.8.1676 i Kbh. (Petri). Gift 2. gang 29.8.1677 i Stege med Kirsten Knag, begr. 19.1.1680 i Kbh. (Petri), d. af rådmand Rasmus Hansen K. og Mette Thøgersdatter. Gift 3. gang formentlig med Else Nielsdatter, død tidligst 5.10.1701

Bibliografi

Kgl. kammerregnskaber fra Fr. IIIs og Chr. Vs tid, udg. E. Marquard, 1918. – C. A. Ossbahr: Mynt och medaljer slagna för främmande makter i anledn. av krig mot Sverige, Upps. 1927. Georg Galster: Danske og norske medailler og jetons, 1936.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig