D.A. Meyer

D.A. Meyer, David Amsel Meyer, 19.9.1755-30.8.1813, grosserer, finansrådgiver. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Mos. kgd., Møllegade). M. havde fået en meget mangelfuld opdragelse, og virkningerne heraf fulgte ham hele livet igennem; men han havde lyse evner for købmandsvirksomhed, og disse kom allerede frem i hans tidligste ungdom. Takket være en betydelig kredit fra nære slægtninge i Altona og Amsterdam var han hurtigt i stand til at skabe en stor, levedygtig virksomhed, og de glimrende handelskonjunkturer i 90erne hjalp ham yderligere fremad. Det var oversøisk handel og vekselforretninger der især var hans speciale, og 1780 erhvervede han som den første jøde, ikke uden megen modstand, borgerskab som grosserer i Kbh. 1793 dannede han sammen med sin nevø det store handelshus M. & Trier. Med stor lethed overvandt han tabene ved Kbh.s brand 1795, og efter en del vanskeligheder klarede man ligeledes den store handelskrise 1799 der fra England over Hamburg også nåede Kbh. M. fik kort efter den udmærkede idé at få dannet en komité der skulle have ret til at udstede rentebærende sedler der kunne udlånes til købmænd der var kommet i vanskeligheder mod sikkerhed i deres varelagre. Komitésedlerne vandt hurtigt indpas, og M. blev selv indvalgt i komiteen.

M.s omfattende forretninger gjorde ham hurtigt til en meget velstående mand, og ligesom andre af Kbh.s matadorer indrettede han sig komfortabelt i sin købmandsgård (Frederiksholms Kanal 6) mens han om sommeren boede i Gentofte hvor han ejede den såkaldte la Fontaines gård. M. var dog i mange henseender en påholdende mand der med mistro og uvilje betragtede tidens store luksus, og trods hans vitterligt store godgørenhed blev han anset for at være meget gerrig. Hans mangel på dannelse gjorde ham heller ikke velset i byens finere kredse, men på dette punkt indtraf med årene en bedring. Med den finansielle position som M. havde skabt sig måtte han før eller senere få interesse for de danske statsfinanser, og ved krigens udbrud blev forholdene snart sådanne at staten havde brug for M.s finansielle forretningsdygtighed. Han havde allerede tidligere haft forbindelse med finansminister E. Schimmelmann, men fra 1806 påbegyndtes et nærmere samarbejde. M. havde tidligt kritiseret den uafbrudte udstedelse af ufunderede sedler, ligesom han skarpt angreb den herskende luksus. Det var nu hans plan at skaffe et fast grundlag for den store cirkulerende seddelmasse ved en 5 pet. skat på alt sølvtøj. Ville man undgå denne skat kunne man indlevere alt det sølvtøj man kunne undvære, og i stedet for modtog man 4 pet. obligationer der langsomt amortiseredes. Planen blev dog henlagt som upraktisk og alt for odiøs.

Snart kaldtes M. direkte til kongen for ved nye forslag at modarbejde den truende déroute og skaffe statskassen realiteter i hænde i stedet for dækningsløse papirer. Han tilrådede staten at opkøbe varer hvormed man kunne spekulere og at gennemføre love der skærpede udførselsforbudene. Nye formueskatter blev indført, man skred ind mod tidens luksus, og man forsøgte at hæmme kursspekulationer. I stedet for at medføre en bedring i situationen øgede disse foranstaltninger med årene usikkerheden, og der skabtes en forvirring i alle penge- og omsætningsforhold der fremkaldte en ikke ringe uvilje. Hidtil havde M. blot fungeret som en art uofficiel rådgiver, men fra 1811 optrådte han som regeringens betalte agent. Seddelkursen var nu steget til ca. 800 (papirkurs 125), hovedsagelig på grund af det voldsomme seddeludbud. Da udlandet skulle betales med sølv eller bankoveksler på Hamburg, og man intet sølv fik ind da udførslen var gået i stå steg kurserne yderligere. Situationen forværredes dernæst ved omfattende spekulationer. Spekulanterne opkøbte banko-vekslerne, og når trangen til disse var steget, og kursen gået yderligere op kastede man dem ud på markedet og begyndte forfra. Ved nye omsætnings- og veksellove søgte man at dæmme op for dette uvæsen, og fra 1811 stillede man betydelige beløb til M.s rådighed for at han skulle "styre" kursen. Det lykkedes ham også at opsamle en betydelig bankomængde, og det var derefter meningen at købmændene skulle henvende sig til ham og godtgøre at deres ønske om at erhverve banko ikke var dikteret af spekulationstrang, men udsprunget af et reelt formål. I længden ville købmændene ikke finde sig i dette diktat, og man opsamlede private forråd af Hamburg-veksler. Hele aktionen faldt derpå sammen, og ved udgangen af 1812 stod kursen i over 1400. 1811 havde M. trukket sig ud af huset M. & Trier men huset fortsatte med bankforretningerne under ledelse af Trier og M. L. Nathanson der var blevet optaget i firmaet. Det fik stadig tilskud fra staten, og alle transaktionerne foregik med kongens billigelse. Først i sept. 1812 ophørte de, og Frederik VI sendte huset en varm takkeskrivelse for dets virksomhed som det havde udført "efter vor Ønske og Vilje med lige saa overordentlig Anstrængelse som umiskjendelig Opofrelse". Samtidig udnævntes den egentlige leder af alle disse spekulationer, nemlig M. selv, til hofråd. Meget karakteristisk for stemningen i den kbh.ske handelsstand var følgende ytring af M. ved modtagelsen af den kgl. nådesbevisning: "Det koster mit Liv, den kgl. Naade, vil gøre mine Fjenders og Avindsmænds Tal ti Gange saa stort".

Godt et års tid efter døde M. ved begyndelsen af "den litterære Jødefejde" der utvivlsomt var fremkaldt og påvirket af den misstemning som hans store indflydelse på regeringen havde skabt. Selv om adskilligt i denne misstemning var berettiget er det dog lige så utvivlsomt at M. var et betydeligt finansgeni der havde mange rigtige ideer som samtiden blot ikke formåede at gribe. Han var desuden en loyal og patriotisk kongens tjener, blot uden betingelser for at indtage en ledende stilling i offentlige forhold. Ifølge hans testamente tilfaldt ca. 300 000 rbdl. sølv forskellige offentlige formål, først og fremmest jødiske skoler og fattiganstalter, men ligeledes en række institutioner for videnskab, kunst, skolevæsen og sygepleje. Huset M. & Trier fortsatte endnu syv år, men spekulationer i forbindelse med de faldende konjunkturer fremkaldte dets fallit 1820. På ny forsøgte de tidligere interessenter at oparbejde det, men efter flere års fejlslagne forsøg gik det for anden gang fallit og ophørte derpå for stedse.