Daniel Jacob Wilster, 9.12.1669-21.7.1732, søofficer. Født i Kbh, død i St. Petersborg. W. blev lærling i marinen 1685, løjtnant 1693, kaptajnløjtnant 1697, kaptajn 1700, kommandørkaptajn 1705, kommandør 1710 og schoutby-nacht 1711. Som dreng gjorde han rejser både i Vestindien og Ostindien samt sejlads med danske orlogsskibe. 1690-92 var han i hollandsk søkrigstjeneste og ansøgte sidstnævnte år fra Amsterdam om at få kaptajnsgrad da han ikke kunne leve af sin lærlingegage; 1693 kom han tilbage til Danmark. 1694-95 var han udkommanderet med fregatten Lindormen på konvojering til Frankrig, hvorefter han sidst på året fik rejsetilladelse til udlandet. For et familieanliggende kom W. under tiltale 1698, dømtes til straf på charge og formue, men benådedes.

1:699 var W. på togt med orlogsskibet Gyldenløve. 1700 var han chef for fregatten Heyren og gik med denne og to andre fregatter, Lossen og Maagen, til Pillau for at underlægge sig den polske general Flemming. W. var en stejl natur, han var vanskelig at omgås og ikke nem at handle med; i Riga havde han en affære med prinsen af Kurland, og den hollandske resident Goes beklagede sig over en behandling han havde givet fire hollandske skippere. 1704 var han chef for fregatten Ørnen på kong Frederik IVs Norgesrejse. 1705 kom han til indrulleringsvæsenet i Vestjylland og Slesvig som chef og 1707 i samme embede i Stavanger og Bragernes distrikt. Her kom han i klammeri med mønsterskriver Arent Mogensen hvem han fratog embedspapirer og beskyldte for ikke at passe sit embede. 1710 og 1711 var han chef for orlogsskibet Beskiermeren i Østersøen, han deltog i slaget i Køge bugt 4.10.1710 og sekunderede på modig måde Ivar Huitfeldt, inden Dannebrog sprang. 1711-12 var han chef i orlogsskibet Prins Carl og eskadren ved Norge, han klagede over eskadrens slette tilstand og anmodede om at blive afløst. En underlegen svensk eskadre med konvoj som W. var udsendt for at opbringe lod han slippe ind til Göteborg, en handling man i betragtning af W.s utvivlsomme mod må tilregne hans egenrådige væsen. Skibscheferne der havde tilrådet ham at angribe følte sig både beskæmmede og berørt på pungen, idet de gik glip af muligheden for at få prisepenge; de klagede til den kommanderende general i Norge, general C. Hausmann, over W.s forsømmelse, og generaladmiral Ulrik Christian Gyldenløve (1678-1719) klagede til kongen over hans malkonduite. W. afløstes, sendtes til Kbh., indsattes i Gammelholms arrest, kom for overkrigsretten og dømtes til kassation og til at have sin gage forbrudt. Hustruen var en niece af Peder Schumacher Griffenfeld, og hendes far kom i forvisning til Århus da denne fængsledes, men trods den modstand hun altså kunne vente i indflydelsesrige kredse, søgte hun dog om begunstigelser for sin mand, om han måtte holde arresten i hjemmet, og om der måtte beskikkes ham en defensor, og admiralitetet foreslog virkelig hans arrest mildnet, ligesom dommen forandredes til afsked i nåde.

W. rejste nu til Lübeck og blev antaget i svensk tjeneste som schoutbynacht. Som chef for det svenske orlogsskib Stockholm i kampen ved Rügen 8.8.1715 kæmpede han mod det danske orlogsskib Justitia hvis chef, viceadmiral Just Juel, faldt mens W. selv fik et ben skudt af; svenskerne belønnede ham efter slaget med viceadmirals grad. 1718 fordrev han schoutbynacht Ulrik Kaas med en underlegen dansk eskadre fra Østersøen, men s.å. fradømtes han sin svenske tjeneste på grund af en duel med den svenske viceadmiral Axel v. Löwen, men benådedes. 1721 rømte han fra Karlskrona med begge sine sønner, der var løjtnanter i den svenske flåde, og gik med dem i russisk tjeneste hvor han med det samme blev viceadmiral og medlem af admiralitetskollegiet. I Sverige siger man, at han "ej har något vackert minne över sig". 1722 var han chef for en mindre eskadre i Nordsøen. 1723 var han udset til at være chef for en påtænkt ekspedition til Madagaskar, men denne blev ikke gennemført. Ved Peter den Stores død var W. ridder af Skt. Andreasordenen, men han var ikke personlig anset. 1727 blev han chef for det russiske marineakademi, 1729 chef for flådestationen Kronstadt, og 1730 fik han afsked. Han flyttede til St. Petersborg, tiltaltes for underslæb, men døde før undersøgelsen afsluttedes. Enken flyttede til Danmark.

Familie

Forældre: tøjmester Johan Jacobsen W. (1630-93) og Catharine Hornbuch (1633-1719). Gift 1. gang 1696 med Ida Jellis (Cornelis), født i Holland, død febr. 1705 i Kbh. Gift 1. gang 26.5.1706 i Kbh. (Helligg.) med Catharine Fogh, født ca. 1677, død 29.6.1757 på Ryomgård (gift 1. gang med amtsforvalter i Århus Enevold Randulff, 1666-1704), d. af borgmester, stadsoberst, højesteretsassessor Jørgen F. (ca. 1631-85) og Karen Schumacher (ca. 1644-1700).

Bibliografi

Danm.s adels årbog XLV, 1928 II 156. Ludv. Daae i Hist. t. 2.r.IV, Kria. 1884 438-40. Ernst Holmberg i Tidskr. i sjöväsendet LXXXII, Karlskrona 1919 239. Olav Bergersen: Viceadmiral Tordenskiold I–II, Trondhjem 1925. Samme: Fra Henrik Bielke til Iver Huitfeldt IV, Trondheim 1956. Bendix Thostrup i Tidsskr. forsøvæsen CXIII, 1942 15.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig