Dorothea, 10.11.1520-31.5.1580, kurfyrstinde af Pfalz. Død i Neumarkt, begravet i Heidelberg (Helligg. k.). Efter forældrenes flugt fra Danmark blev D. ligesom søsteren Christine opdraget ved de nederlandske regentinders hof. Også D.s ægteskab var bestemt af onklens, kejser Karl Vs politiske planer; det var en belønning til den da 51-årige pfalzgrev Frederik der var en tro ven af huset Habsburg og en dygtig kriger, men hvis mange forsøg på at blive gift hidtil alle var slået fejl. D. var et godt parti, ikke alene i kraft af sin fornemme fødsel, men også på grund af sine formentlige arverettigheder til Danmark og Norge, krav, hvis gennemførelse kejseren kunne ventes at støtte. Under grevefejden og i årene derefter forsøgte D. og hendes mand da også gentagne gange at nå dette mål. Efterhånden trættedes de, vel også fordi de ikke fik børn; 1554 sluttede kejseren fred med Christian III, og Frederik arvede kurfyrsteværdigheden efter sin bror; n.å. gik han og D. over til protestantismen, hvorved forholdet til Karl V yderligere afkøledes. Til noget formelt afkald lod hun sig dog aldrig bevæge, og kort efter kurfyrstens død gik der truende rygter om en ægteskabsforbindelse med den krigeriske markgrev Albrecht Alcibiades af Brandenburg som imidlertid døde allerede jan. 1557. – Personlig var D. ligesom sin ægtefælle meget ødsel; som enke lånte hun ustandselig penge af sin habsburgske slægt og døde derfor stærkt forgældet. Hendes breve vidner om hendes interesse for slægtninges og undergivnes vel og om hendes iver for at beskytte sine egne undersåtter mod den strenge calvinisme som den regerende kurfyrste i hendes sidste leveår med magt ville indføre i sine lande.

Familie

Forældre: Christian II (1481-1559) og Elisabeth af Østrig (1501-26). Gift 26.9.1535 i Heidelberg med pfalzgreve, senere kurfyrste i Pfalz Frederik II, født 9.12.1482 på slottet Winzingen ved Neustadt, død 26.2.1556 i Alzei, s. af kurfyrst Philip af Pfalz (1448-1508) og Margrete af Bayern-Landshut (død 1501). – Søster til Christine (1521-90) og Hans (1518-32).

Ikonografi

Mal. af Jan Gossaert van Mabuse af Chr. IIs børn (Hampton Court, Fr.borg). – Sigrid Flamand Christensen: Portrætter af den da. prinsesse Dorothea, Pfalzgrafin bei Rhein, i Kunstmus. årsskr. 1937 130-44.

Bibliografi

L. Daae i Hist. t. II, Kria. 1872 49-56. A. Hasenclever i Zeitschr. für die Gesch. des Oberrheins, N. F. XXXVI, Heidelberg 1921 259-94; XLIV, 1930 425-58.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig