Dorrit Willumsen, Dorrit Kirsten Willumsen, 31.8.1940, forfatter. Dorrit Willumsen er vokset op i et københavnsk arbejderkvarter på Nørrebro og Vesterbro. Eftersom forældrene 1944 gik fra hinanden blev det i mange henseender moderen og morforældrene der stod hende nærmest. Det er dem, deres historie og deres miljø der stærkest har præget hende, og gentagne gange i forfatterskabet har Dorrit Willumsen hentet inspiration herfra. Direkte har hun skildret sit barndoms miljø i den intense Da, 1968, erindringer der går helt ned i det psykosomatiske plan, og som også skildrer oldeforældrenes liv således at vi i virkeligheden får beskrevet fire generationer.

1960 blev Dorrit Willumsen klassisk-sproglig student fra Metropolitanskolen og tog i de følgende år forskelligt arbejde, bl.a. på kontor og laboratorium. 1965 debuterede hun med novellesamlingen Knagen der med ét placerede hende fuldt færdig som modernistisk forfatter. Sjældent har modernismens sprog og form så let fundet personen. Det viser sig først og fremmest i brugen af et fysiologisk vokabularium til erstatning for den traditionelle digtnings mere abstrakte billedsprog og i en atomiseret livsanskuelse hvor nøgtern omverdensbeskrivelse har erstattet årsagsforklaringer og tro på sammenhæng. I debutnovellerne er "tingene" blevet genstand for personernes højeste opmærksomhed på bekostning af medmenneskelige relationer.

Beskrivelsen af tingsliggørelsen finder vi overalt i det følgende forfatterskab og altid knyttet sammen med fravær af menneskelige værdier som personlighed og kærlighed. I den næste samling noveller, Modellen Coppetia, 1973 finder vi ikke mindst i titelnovellen et andet af forfatterskabets karakteristiske elementer: mennesket der bliver dukke, robot, voksmannequin. Pigen Coppelia går så vidt i sin modstand mod at blive fastholdt som sex-objekt at hun benægter, "befrier sig for", sit eget køn og tyr til narcissismens indeklemte kontaktløshed. I de senere novellesamlinger En værtindes smil, 1974 og Hvis det virkelig var en film, 1978 går kunstigheden ikke blot på personerne, men på samfundet som helhed: i science fiction-agtige fremtidsvisioner beskrives en tilstand hvor alt reguleres og kontrolleres, og hvor det menneskeligste er blevet maskinelt.

Dorrit Willumsens romaner skildrer ikke, bortset fra Marie, 1983, sammenhængende livsskæbner, men er brudstykker af liv, ofte flere generationers. Den første roman, Stranden, 1967 har som fortæller en ung mand der har forladt hustru og dagligdag for på en selskabsrejse til Syden at komme til klarhed over hvad han vil – men en frigørelse er ikke mulig. 1970 udsendte Dorrit Willumsen sin næste roman, The krydderi acryl salær græshopper hvori hun uddyber denne bundethed. Med Sigmund Freud som medvider skildrer Dorrit Willumsen heri hvorledes manden er domineret af et monstrum af en moderskikkelse der udøver så megen magt over ham at hans forhold til kvinder forkrøbles og han til sidst begår selvmord. Samme tema, men tilspidset til sindssyge og deliristiske rædselsvisioner, behandles i Dorrit Willumsens tredje roman, Neonhaven 1976.

Med romanen Manden som påskud, 1980 kommer forfatterskabet delvis ind på et nyt spor. Det vigtigste er nu ikke længere beskrivelsen men refleksionen, i dette tilfælde over forholdet mellem kønnene. Frustrationerne er åbenbare: kvinderne i romanen bruger manden som påskud for at udøve deres magt, manden selv er i princippet deres autoritet men i praksis både selvmedlidende og afhængig. Romanen lader sig i sin dialektik næppe tage til indtægt for noget entydigt kønspolitisk synspunkt. I Programmeret til kærlighed, roman 1981, tager Dorrit Willumsen et fra forfatterskabet kendt tema op: følelser og lidenskaber transformeres til programmerede robotaktiviteter, men med romanen Marie, 1983 indledes en helt ny fase i forfatterskabet. Romanen er historisk og foregår i Frankrig og England før, under og efter den franske revolution 1789. Hovedpersonen er madame Tussaud der med sine voksfigurer er et nærliggende valg for Dorrit Willumsen. Den stivnede død passer til guillotinens tidsalder. Romanen er som den første i forfatterskabet bredt fortællende og bygger på historiske kendsgerninger. Marie Tussaud er den stille eksistens der på nært hold oplever de mest rædsomme og brutale begivenheder med sit ideal: simpel menneskelighed i behold. Med denne roman synes der at være tale om en væsentlig fornyelse i forfatterskabet. Hvor forfatterskabet ellers har været baseret på blotte beskrivelser af tilstande finder man i Marie tegnet et psykologisk udviklingsmønster.

Senere er fulgt flere historiske romaner: Klædt i purpur, 1990 om den byzantinske kejserinde Theodora, Bang, 1996 om forfatteren Herman Bang og Bruden fra Gent, 2003 om Christian 2.'s dronning Elisabeth.

Blandt hendes øvrige romaner kan nævnes Koras stemme, 2000 og Dage med slave, 2008. Novellesamlingen Den dag jeg blev honey Hotwing, 2005 skildrer kvindeskæbner i det moderne samfund.

Hvilken genre Dorrit Willumsen end har udtrykt sig i – ud over prosa både den dramatiske og den lyriske (samlingen Umage par, 1983) – gør hendes intense sansninger, stringente sprogbrug og indfølende kvindeportrætter hende til en af sin generations største forfattere.

Dorrit Willumsen har udgivet to erindringsbøger: Det søde med det sure, 2009 og Pligten til lykke, 2011.

Dorrit Willumsen har bl.a. modtaget Carl Møllers forfatterlegat 1969, Henri Nathansens fødselsdagslegat s.å., Herman Bang-legatet 1973, Otto Rungs legat 1979, Tagea Brandts legat 1980, Statens kunstfonds livsvarige ydelse fra 1980, Det danske akademis litteraturpris 1981, Kritikerprisen 1983, Boghandlernes gyldne laurbær 1984 LO's kulturpris 1991, Søren Gyldendal-prisen 1995, Nordisk Råds litteraturpris 1997 og Holger Drachmann-legatet 2010.

Familie

Dorrit Willumsen blev født i København (Helligkors). Forældre: viktualie-handler, operasanger Kaj Poul Willumsen (1913-2002) og Lilian Addy Adelaide Johansen (født 1918, 2. gang gift med snedker Karl Bjarnasson, født 1912). Gift 28.3.1963 på Frederiksberg (b.v.) med forfatter Jess Ørnsbo, født 26.8.1932 i København (Kristk.), søn af kartoffelhandler Anders Peter Jørgen Ørnsbo (1885-1971) og Frieda Dorothea Christine Jehs (død 1985).

Ikonografi

Karikaturtegn, af H. Bendix (Kgl.bibl.). Foto.

Bibliografi

Anne Birgitte Richard: På sporet af den tabte hverdag. Om Dorrit Willumsens forfatterskab, 1979. Bodil Wamberg i Danske digtere i det 20. årh. 3. udg. V, 1982 244-58.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig