E.W. Ramsøe, Emilio Wilhelm Ramsøe, 7.2.1837-15.4.1895, dirigent, komponist. Født i Kbh. (Garn.), død på Skt. Hans hospital, begravet i Kbh. (Ass.). R. var uddannet som violinist. Allerede som syttenårig blev han dirigent ved omrejsende teaterselskaber, først ved Millers, derefter ved Lewinis i Norge, så atter hos Miller. Dirigentvirksomheden førte med sig, at R. med stor grundighed lagde sig efter teoretiske studier og instrumentationskunst. Hans færdighed og sikre smag på dette område satte sig spor i fem solokvartetter for kornet, trompet, tenorhorn og tuba der ikke mindst til undervisningsbrug har bevaret stor og fortjent udbredelse. I syv år, 1857-64, ledede R. musikken i Alhambra, og fra denne tid stammer en række arrangementer og originale kompositioner, mest danse og potpourrier. 1864 var R.s position så grundfæstet at han fik opfordring til at dirigere i Folketeatret. Til sin afgang 1875 på grund af en uoverensstemmelse med teaterdirektøren M. W. Brun komponerede og arrangerede han musik til talrige syngespil, folkemelodier og vaudeviller, hvoriblandt hans personlige andel var størst i Gøngehøvdingen, Svantevils Dalter og Kanariefuglen. Fra Kbh. drog R. til Stockholm, derfra til St. Petersborg hvor han 1877 blev ansat i det kejserlige italienske operaorkester, senere i det kejserlige russiske. I sine sommerferier besøgte han Danmark og dirigerede harmoniorkestret ved Rosenborg brøndkuranstalt. Sine sidste år tilbragte han plaget af sygdom i sit hjemland. Foruden de allerede nævnte kompositioner af R. bør nævnes flere hæfter sange med klaver, sange til vaudeviller og en romance for bratsch med klaver. 1871 berejste R. på det Anckerske legat Tyskland, Schweiz, Italien og Østrig.

Familie

Forældre: oboist Emilius Wilhelm R. (1808-58) og Ane Rasmussen (1808-89). Gift 5.9.1863 i Kbh. (Trin.) med Mathilde Marie Strandmann (Petersen), født 26.1.1841 i Kbh. (Frels.), død 12.5.1891 sst. (Helligk.), d. af veterinær Johannes Gjerløv og Marie Charlotte Strandmann (ca. 1819-66, gift 1. gang med værtshusholder Christopher Petersen, 1806-51, gift 2. gang 1852 med styrmand, senere skibskaptajn Julius Nielsen, ca. 1817-senest 66).

Ikonografi

Træsnit 1872. Foto.

Bibliografi

Søndagsposten 25.2.1872. Carl Bayer: Kbh.s folketeater 1857-82, 1882. Frits Bokkenheuser. Det var i året ...!, 1909 20f. Orkesterforen.s medlemsbl. IX, 1909 79f 89-93. Godtfred Skjerne: H. C. Lumbye og hans samtid, 1912 (2. udg. 1946). Rob. Neiiendam: Folketeatrets hist. 1857-1908, 1919. Dansk musiker-tid. XV, 1925 55.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig