E. Tybjerg, Erland Tybjerg, 27.7.1863-3.7.1925, jurist. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Jac), urne på Tibirke kgd. T. blev student 1881 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og juridisk kandidat 1886. Som ung kandidat virkede han som sagførerfuldmægtig, manuduktør og rigsdagsstenograf, og 1889 erhvervede han universitetets guldmedalje for en afhandling om presseforbrydelser. Afhandlingen skaffede ham det Hurtigkarlske rejsestipendium på hvilket han 1890-92 foretog en studierejse til England og Østrig. Ved sin hjemkomst blev han sekretær ved proceskommissionen (indtil 1899) samtidig med at han var assistent i justitsministeriet. 1897 blev han fuldmægtig sst., og 1898 udnævntes han til assessor i Kbh.s kriminal- og politiret. 1904 erhvervede han den juridiske doktorgrad. 1910 blev han assessor i landsover- samt hof- og stadsretten og 1915 i højesteret. Fra den faste voldgiftsrets oprettelse 1910 var han rettens næstformand, fra 1920 dens formand. Fra 1918 var han formand for akkordretten. T. nød almindelig anseelse som en af sit slægtleds mest fremragende dommere og opfyldte også i sjælden grad forudsætningerne for at beklæde et dommerembede. En skarp juridisk begavelse og betydelig menneskekundskab var hos ham forenet med en udpræget social indstilling over for de retlige problemer. Under sit studieophold i Wien var han blevet påvirket af Anton Mengers tanker og i Tilskueren (VIII, 1891) gav han en udførlig redegørelse for indholdet af dennes Das bürgerliche Recht und die besitzlosen Volksklassen bl.a. med henblik på retstilstanden her i landet. Også hans sidste arbejde (Tilskueren XLI, 1924), en fremstilling af reglerne om tvungen voldgift i arbejdsstridigheder i Australien, bar præg af hans sociale forståelse. T.s juridiske forfatterskab er ikke særlig omfattende. Førstepladsen indtages af disputatsen Om Bevisbyrden der hovedsagelig er bygget på danske og tyske retsafgørelser, og som derigennem karakteriserer sin forfatter. Det var de konkrete enkeltafgørelser som havde T.s interesse. Historiske og mere teoretiske undersøgelser lå ham fjernere, og han stillede sig skarpt afvisende over for ældre forsøg på at forklare bevisbyrdereglerne ud fra rent logiske synspunkter ligesom han efter hele sin metodiske indstilling så med en vis skepsis på de såkaldte almindelige retsgrundsætninger. For den senere bevisbyrdelære har T.s arbejde haft banebrydende betydning. Meget påskønnede var også hans noter til retsafgørelserne i Ugeskrift for Retsvæsen af hvis redaktion han var medlem fra 1906 til sin død.

Familie

Forældre: arkitekt Hans Christian T. (1815-79, gift 1. gang 1868 med Caroline Elise Oltmann, 1837-1900) og Juliane Marie Poulsen (1835-67). Gift 18.5.1893 på Frbg. med Clara Sophie Sarauw, født 3.5.1864 på Petersværft, Kalvehave sg., død 14.1.1941 i Kbh., d. af skovrider, forstråd Conrad August Nicolaus S. (1816-86, gift 1. gang 1851 med Julia Olivia Camilla Bach, 1822-54, gift 2. gang 1858 med Frederikke Graae, 1835-59) og Betzy Wilhelmine Hansen (1834-1909).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1904 117f. – Politiken 4.7.1925. C. B. Henriques i Ugeskr. for retsvæsen, 1925 B 189-91. Eyvind Olrik i Nord. t. for strafferet XIII, s.å. 339-42. Fr. Dahl i Tidsskr. for retsvidenskap XXXIX, Oslo 1926 256-61. Højesteret 1661-1961 I–II, 1961.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig