Ebenezer Henderson

Ebenezer Henderson, 17.11.1784-16.5.1858, missionær. Født i Saline, Skotland, død i Mortlake ved London, begravet sst. H. voksede op under fattige kår. Sit kald til kristeligt arbejde fik han imødekommet da han 1803 kom ind på den for en kristelig vækkelse glødende Robert Haldanes seminarium i Edinburgh til uddannelse af vakte unge mænd til missionstjenesten. 1805 var han færdig med sine studier og blev ordineret for tillige med John Paterson, hans ven for livet, at optage en missionsvirksomhed i Ostindien. Men da Det ostindiske handelskompagni nægtede missionærer adgang, rejste Paterson og H. til Danmark for herfra at nå til den danske besiddelse Serampore. De blev imidlertid opholdt her, og H. blev præst for den engelske menighed i Helsingør og lærte hurtigt dansk. Han delte traktater ud, arbejdede for en evangelisk vækkelse, var i forbindelse med det 1800 stiftede fynske selskab til udgivelse af opbyggelsesskrifter "for at befordre sand evangelisk og praktisk Christendom" og begyndte at organisere et bibelselskab i tilknytning til det britiske af 1804. Da krigen brød ud 1807 rejste H. til Göteborg og optog den samme virksomhed som i Helsingør. 1812 fik han kgl. tilladelse til at vende tilbage til Kbh. for at lede udgivelsen af hele Bibelen på islandsk og stifte et bibelselskab med støtte fra det engelske selskab; dette skete 22.5.1814 og selskabet fik overordentlig betydning både ved at udbrede bibeludgaver og ved senere at blive åndelig baggrund for Det danske missionsselskab. 1813 udgav H. en afhandling om Hans Mikkelsen og de sproglige forbilleder for hans oversættelse af Det ny testamente fra 1524. 1814–15 opholdt H. sig på Island og beskrev senere sin rejse der. 1815–16 var han på ny i Danmark for at oprette filialer af bibelselskabet i provinsen, og senere foretog han lange rejser i Rusland i bibelsagens tjeneste. Fra 1825 virkede han i England som lærer i teologi og orientalia og 1852–53 som præst for en frimenighed i nærheden af London. Den anseelse H. nød både som orientalist og banebryder i det kristelige arbejde, fik udtryk i to æresdoktorgrader, 1817 fra universitetet i Kiel og 1840 fra Kbh.s universitet. H.s virksomhed er et betydningsfuldt bidrag til den genrejsning af dansk kirkeliv der fandt sted i 1800-tallets begyndelse; den skyldes i første række indflydelse fra Skotland, men er tillige et vidnesbyrd om den åndelige genfødelse som det engelske menighedsliv i årene umiddelbart forud frembyder mange udtryk for gennem oprettelsen af missions- og bibelselskaber.

Familie

Forældre: landarbejder, senere forvalter George H. (død 1813) og Jean Buchannan (ca. 1740–1817). -19.5.1818 i London med Susannah Kennion (der overlevede ham), d. af John K. og hustru f. Birch.

Ikonografi

Mal. af Room.

Bibliografi

Jens Møller i Theol. bibl. XVI, 1819 146–222. J. P. Mynster: Medd. om mit levnet, 1854 (2.opl. 1884) 195. Thulia S. Henderson: Memoir of the rev. E. H., London 1859. Fr. Hammerich: Et levnedsløb I, 1882 88f 95f 327f. J. Oskar Andersen: Festskr. i anledn. af Det da. missionsselsk.s 100 års jubilæum I, 1921 23–28. J. W. G. Norrie i Pers.hist.t. ll.r.I, 1940 88–92 99 104. P. G. Lindhardt: Bibelen og det da. folk, 1942 55–61.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig