Edouard Du Puy, Jean Baptiste Edouard Louis Camille Du Puy, 1770-3.4.1822, komponist, violinist, kapelmester, sanger. Antagelig. Født i Baigorry i Basse Navarre i Frankrig, død i Stockholm, begravet sst. (Johannes kgd.). D. P. blev opdraget i Geneve hos en slægtning, fik her violinundervisning der fortsattes hos Chabran i Paris hvor han tillige fik Dussek til lærer i klaver. 1786 nævnes D. P. som ansat her i Rheinsberg, 1789 er han koncertmester, men allerede 1792 på vej videre ud i verden som rejsende virtuos. D. P. der i Rheinsberg efterlod en lille datter Camilla (Camille Cécile Victoire) som han 1790 havde fået med den franske skuespiller Henriette Montroze (død 1833 i Sverige), rejste nu rundt i Polen og Tyskland og kom 1793 til Stockholm. Hans elegance, livlighed og charme vandt ham hurtigt venner selv i de højeste kredse, og med sine mange musikalske talenter blev han snart en af forgrundsfigurerne i Stockholms musikliv. Få måneder efter sin ankomst blev han ansat ved den kgl. opera som 3. koncertmester, to år efter medlem af Musikaliska Akademien, 1796 2. koncertmester, og endelig 15.1.1799 debuterede han som sanger på scenen og gjorde enorm lykke som Pierrot i A. E. M. Grétrys énakts opera comique Det talende Maleri. D. P. var med ét slag blevet den populæreste sanger i Stockholm. Nov. så. sang han i et selskab på værtshuset Monbijou en "revolutionær" vise, og fik udvisningsordre. Han tog til Kbh. hvor han 29.3.1800 gav koncert på teatret sammen med Claus Schall. Marts 1802 blev han ansat som 2. koncertmester og sanger ved Det kgl. teater, debuterede 16.3. som St. Firmin i Domherren i Milano og blev snart ligesom i Stockholm publikums erklærede yndling, lige uimodståelig som skuespiller, sanger og selskabsmand, lige beundret og søgt som violinist og komponist. Han havde ikke nogen særlig stor stemme, men hans baryton havde en indsmigrende klang, og var så smidig at han magtede endog temmelig højtliggende tenorpartier. Efter sit ægteskab 1803 synes han i de første år at være faldet noget til ro og skrev det eneste større samlede arbejde der foreligger fra hans hånd, syngespillet Ungdom og Galskab. Det var det franske lystspil Une folie, hvortil Méhul havde skrevet musikken; denne kasserede D. P., komponerede sine egne lette, sprudlende melodier. Selv optrådte han som ritmester Rose og vandt 19.5.1806, da stykket havde premiere på teatret, en strålende dobbeltsejr som sanger og komponist. Æren for en blivende indsats i dansk teater og musik tilkommer D. P. idet han 5.5.1807 fik gennemført den første opførelse af Mozarts Don Juan med sig selv i titelrollen. Hans udførelse fremhæves af samtiden som enestående, en sanglig og dramatisk lige pragtfuld præstation der helt faldt sammen med hans egen elegante, besnærende, uimodståelige personlighed.

Også i livet flagrede D. P. fra den ene løse forbindelse til den anden og voldte teatrets direktion mange kvaler. Allerede fra 1801 havde han været medlem af det nyoprettede livjægerkorps for hvilket han komponerede flere marcher, og ved udfaldet i Classens have under belejringen 1807 viste han et sådant personligt mod, at han udnævntes til løjtnant. Dette medførte, at han som officer ikke kunne vise sig på scenen – og til teatrets fortrydelse valgte han at tage sin afsked som sanger. Han beholdt stillingen som koncertmester men måtte snart efter forlade Danmark. Som sanglærer for prins Christian Frederiks (den senere Christian VIIIs) gemalinde, prinsesse Charlotte Frederikke, knyttede han en intim forbindelse med sin elev. Forholdet der allerede var kendt i hofkredse opdagedes af prinsen, hvorpå Frederik VI landsforviste D. P. og bortsendte prinsessen, først til Altona, senere til Horsens. 8.11.1809 drog D. P. af landet, efterladende sin hustru (der til sin død fik pension af kongen), en fireårig søn og et par småpiger. Desuden efterlod han her datteren Camilla der allerede nogle år tidligere fra Rheinsberg var kommet til Kbh., hvor hun var blevet gift med livjægerløjtnanten, købmand Andreas Buntzen. D. P. tog til Paris, men vendte allerede n.å. tilbage til Sverige hvor forholdene nu efter Gustav IVs forvisning under Karl XII Is regentskab og den franske Bernadottes udnævnelse til kronprins var ham særlig gunstige. Stockholm modtog D.P. med åbne arme, og han genvandt snart sin gamle position, blev på ny ansat ved operaen som violinist og sanger, fra 1812 som kapelmester, i hvilken egenskab han blev operaens energiske fornyer og leder. Også her indførte han Mozarts Don Juan og vandt samme sejr i titelrollen. D.P. komponerede her flere lejlighedsarbejder, syngestykker, balletter, sørgemusik og hofkantater, også en ufuldendt opera Bjorn Jårnsida. Flere gange forsøgte han forgæves at få landsforvisningen fra Danmark hævet men Frederik VI var ubøjelig, og han måtte mødes med datteren Camilla og svigersønnen Buntzen i sommerferierne i Helsingborg eller på Ven. Sønnen Edouard fik han nogle år før sin død op til sig i Sverige; denne sidste bærer af navnet D.P. døde barnløs 1852 som toldkontrollør i Kalmar. D.P. var virksom lige til sin død, optrådte på scenen indtil nogle få måneder før han ramtes af et slagtilfælde der brat gjorde ende på hans rastløse, eventyrlige liv. Han bisattes under pompøst ceremoniel fra Jacobskirken, og senere rejstes et mindesmærke på hans grav. – D.P.s lette, melodiøse kompositioner vidner mere om en smidig hånd og en livlig ånd end om oprindelig skaberevne, men adskillige af hans instrumentkoncerter – for violin, fløjte, klarinet, fagot og horn -hans mange lystige selskabssange og ikke mindst de yndefulde, spirituelle melodier fra Ungdom og Galskab har levet længe, ud over hans egen tid. D.P.s betydning var mest en rent personlig, som sanger og som instrumentalist, hvorom samtiden bringer bud i talrige og begejstrede beretninger.

Familie

Formodentlig illegitim s. af kobbermineejer Pierre Henri de Meuron (1738-1801) som i sin tjeneste havde en "domestique cuisiniére" der kaldte sig Dupuis, måske D.s mor. – 31.5.1803 i Brønshøj med Anna Louise (Lise) Frederikke Müller, født ca. 1778, død 5.9.1831 i Kbh. (Frue), d. af kobberstikker Christian Frederik M. (1744-1814) og Louise Sophie Krebs (1747-1821).

Ikonografi

Min. af Gillberg, 1799. Tegnet i livjægeruniform. Tegn. betegnet Hamborg 1809 (Teatermus.). Tegn. af L. H. Roos, 1816 (Nationalmus., Sth.). Min. af S. Wilander. Flere fremstillinger i roller: træsnit som ritmester Rose, silhouet som St. Firmin, litografi af Fehr & Müller og træsnit som Don Juan. Litografi af C. Müller efter tegn. af F. Westin, gengivet i flere litografier, bl.a. af L. Fehr, og træsnit. Litografi af C. T. Lowstadt. Dødsmaske (Musikhist. mus. i Sth. og Kbh., Teatermus.). Relief af J. P. Molin (gravstenen). Relief (Teatermus.). Tegn. af F. E. Chiewitz, 1826. Buste af Edv. Brambeck ca. 1890 (operaen, Sth.).

Bibliografi

Kilder. Medd. fra krigsarkiverne IV-V, 1890-92. Breve i Pers. hist. t. 10.r.l), 1935 265-71.

Lit. Allgemeine musikalische Zeitschr. XXIV, Lpz. 1822 448-50. Literatur-, kunst- og theater-blad, s.å. 68 129f. Tidsskr. for musik I, 1857, nr. 18 18 og Th. Overskou sst. 1859, nr. 9 3. Th. Overskou: Den danske skueplads IV, 1862. C. Palmstedt: E.d.P., Sth. 1866. F. A. Dahlgren: Forteckn. öfver svenska skådespel 1737-1863, Sth. 1866. Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag I, 1886. Ur dagens krönika VIII, Sth. 1888 390-412. Andr. Buntzen i Ord och bild XI, Sth. 1902 178-88. Carl Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908 239. Nils Personne: Svenska teatern II, Sth. 1914. G. Nordensvan: Svensk teater I, Sth. 1917. Rob. Neiiendam: Ungdom og galskab, 1923. Fr. Eibe i Dansk musiktidsskr., 1936 135-40. Pauline Long des Claviéres i Rivista musicale italiana, Milano 1942 165-72. Arne Lindenbaum i Musikvårlden, Sth. 1946 194-98. Niels Friis: Det kgl. kapel, 1948. [Fr. Lauterbach:] E.d.P. 1772-1822, 1949. A. Kjerulf: Nordens Don Juan, 1952. Papirer. Breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig