Edvard Storm, 21.8.1749-29.9.1794, forfatter, pædagog. Født i Vå å i Gudbrandsdalen, død i Kbh. (Nic), begravet sst. (Ass.). S. var elev i Knstiania lærde skole 1761–65. Da han sendtes til Kbh. for at tage studentereksamen fik han skolens mest udmærkede vidnesbyrd for evner, flid og karakter. Hans helbred var ikke stærkt, og han syntes heller ikke rigtig at vide hvad han skulle bruge sine evner til. Allerede året efter, 1766, vendte S. tilbage til Norge og opholdt sig dels i faderens præstegård, dels som huslærer i nabosognet Lesja. Efter at S. i sommeren 1769 havde forladt Norge genså han ikke mere sit fodeland. Han længtes altid efter det og håbede hver vinter på en sommerrejse derop. Hjemstavnens natur, dens historiske minder og dens mennesketyper havde givet ham afgørende indtryk som han trofast bevarede. Hans første digte fra begyndelsen af 70erne er også udtryk for hjemstavnskærlighed. Det er ni almueviser, hvoraf de otte i hans hjemegns dialekt. De kom i særtryk, og de slog hurtigt an, så de har været sungtt lige til vore dage. De giver friske og levende billeder af Gudbrandsdalens natur, af sæterliv og ung forelskelse. De første tre år i Kbh. boede S. på Regensen, men nogen eksamen fik han aldrig. Litterære interesser og teatret optog ham mest. Han ernærede sig ved at undervise og ved at oversætte (fx Voltaires breve), men var i den første tid meget fattig. Med sine yderst beskedne personlige behov var han dog altid i stand til at hjælpe dem, der havde det ringere, navnlig når det var nordmænd.

1774 begyndte S. sin danske digtning med det komiske "heltedigt" Bræger, om en madglad degn. Trods ret mangelfulde heksametre udfylder det ikke uværdigt en plads mellem Ludvig Holbergs Peder Paars og Jens Baggesens Kallundborgs Krønike. Det blev oversat til tysk af L. C. Sander og n.å. kom Adskilligt paa Vers under pseudonymet Erland Siverssen, men først med Indfødsretten i fire Sange, 1778 slog S. sit navn fast. Det danske litteraturselskab havde udsat en prisopgave om dette emne. S. vandt prisen og fik tillige en årlig hædersgave på 100 rdl. af kongens kasse og lige så meget af arveprinsens. Det statelige men yderst retoriske digt fremstiller, hvor fordærvelig fremmed indflydelse lige fra de ældste tider har virket på det nordisk-danske. Lige så tidstypisk som oden er Fabler og Fortællinger i den Gellertske Smag, også fra 1778 (forøget 1782). De gjorde megen lykke. Fablerne selv er frisk fortalt, men den ledsagende moral ofte langtrukken og banal. De er ikke uden brod, men på bunden elskværdige. "Min redelige Hensigt er at opvække Agt og Kierlighed for Dyden, at giøre Lasten forhadt og Daar-ligheder latterlige", hedder det i fortalen. S. havde efterhånden vundet en agtet position i hovedstadens litterære kredse, og han var ven med mange af dens bedste mænd. I Det harmoniske selskab, som han en tid var formand for, og navnlig i Drejers klub var han en hyppig gæst om aftenen. Derimod var han trods sin stærke norskhedsfølelse ikke medlem af Norske selskab på grund af dets holdning over for Johannes Ewald som S. beundrede (jfr- hans digt Ewald eller den gode Digter). Minder om klublivet har vi i nogle drikkeviser og selskabssange, hvoraf den bedste er Min Doktor er en ærlig Mand. Et par gange vandt han også klubbens pris for kantater og æredigte. 1785 udsendte han sine Samlede Digte. Fraregnet enkelte senere digte og skuespillet Erast, 1791 der blev modtaget med agtelse, men med grund ikke gjorde lykke, tilhører resten af hans liv skolegerningen. 4.3.1786 blev Selskabet for efterslægten stiftet. S. var en af de sytten oprindelige indbydere og blev snart et af dets virksomste medlemmer. Et af selskabets formål var at skaffe billig og nyttig læsning for almuen. Til dette øjemed oversatte og lokaliserede S. 1791 Salzmanns Sebastian Kluge under titlen: En nye og sandfærdig Historie om Jesper Hansen, hvorledes han ved Tidens gode Anvendelse blev af en Betlerdreng til en agtbar og velholden Bonde. Selskabet ønskede også at skaffe almuen en erstatning for "de dumme og slette, ja ofte forargelige og usædelige Gadeviser". Mellem 1786 og 88 udsendte det i særtryk til salg på gaden, sytten viser, hvoraf de fjorten var af S. Betydelig popularitet – også som skillingsvise – opnåede det nationale digt om Herr Zinklar, om nordmændenes nedhugning af en skotsk militærafdeling under Kalmarkrigen. Større litterær kvalitet har imidlertid den historiske romance om Thorvald Vidførle mens de øvrige viser er stærkt moraliserende.

Foruden denne virksomhed i selskabets tjeneste holdt S. også almenoplysende foredrag for børn og unge – et af de punkter på programmet man ventede sig mest af. S. talte om jordbeskrivelse, nordisk og græsk mytologi og dansk sproglære. Da Efterskegtsselskabets skole åbnedes 3.1.1787 holdt S. talen, og han blev snart, som lærer og inspektør, sjælen i dens betydningsfulde gerning. Det var en realskole, væsentlig for middelklassens bum, der søgte at skabe en opdragelses- og undervisningsform "der kunde mere tillokke Børnene end, som saa ofte, afskrække dem", og med adgang for jødiske børn, noget dengang helt enestående. S. gik helt og fuldt op i sin gerning; han var som en far for eleverne, en elsket lærer med en stille, stærk myndighed. Adam Oehlenschläger, der 1792 blev optaget i skolen og blev S.s sidste yndling, vidner smukt herom i sine erindringer. S. fik ingen løn før 1790, da han blev en slags overinspektør og fik fribolig i gården på Østergade. Blandt de elever S. fik ind i skolen kom den tolvårige, faderløse Poul Rasmussen til at stå ham særlig nær i hans sidste år. Han havde truffet ham i Farum hvor S. ofte tilbragte ferierne. Han læste ham privat op til student, tog ham i huset og gjorde ham til sin enearving. Poul Rasmussen optog senere S.s fornavn. Han er mest kendt for melodien til Danmark, dejligst Vang og Vænge. 1790 blev S. af biskop N. E. Balle gjort til leder af salmebogskommissionen. Han nåede selv kun at se det første prøvehæfte trykt. Ti af hans åndelige sange optoges i Evangelisk christelig Psalmebog (1798), men ingen synges mere. Kort før sin død blev han udnævnt til medlem af teaterdirektionen, men hans svagelige helbred gjorde at han aldrig kom til at fungere. – S. er en ædel repræsentant for oplysningstidens idealisme, en uselvisk og fordringsløs natur. Hans digtning rummer prøver på alle tidens genrer og er helt i dens ånd. Men den er fri for alt kunstlet og sentimentalt, præget af et fromt, taknemmeligt sind og en blid kærlighed til de små ting og de uskyldige glæder.

Familie

Forældre: sognepræst Johan Mikkelsen S. (1712–76, gift 1. gang med Magdalene Stub, 1720–46) og Ingeborg Birgitte Røring (1718–60). Ugift.

Ikonografi

Silhouet af J. C. Weitlandt ca. 1782–85 (Kgl. bibl.). Tegn. (Nasjonalgalleriet, Oslo). Stik af A. Flint, efter dette litografi 1836, af C. Simonsen 1855, 1877, af G. C. C. W. Prahl m.fl. samt træsnit 1856, af H. P. Hansen, 1870, tre 1886 og ca. 1895. Relief af H. V. Bissen, 1836 (Efterslægtselskabets skole). Relief af P. E. Rasmussen (på gravstenen). Afbildet s.m. Oehlenschläger på mal. 1897 og på tegn. 1900 af Carl Thomsen.

Bibliografi

Udg. Digte, udg. A. E. Boye, 1832. Kilder. Breve i Tidsskr. for den no. personalhist., Kria. 1843 261–3:2.

LU. Chr. Molbech i Dansk poetisk antologi II, 1832 I-26. Adam Oehlenschläger: Erindr. I, 1850 68–75. Fr. Bokkenheuser m.fl. i Efterslægtselsk. skoles progr. 1885–86 5–43 og 1894–95 5–23. Vilh. Andersen sst. 1911 5–20. Fr. Nygård: Efterslægtselsk. og E. S., 1886. Fr. Rønning: Rationalismens tidsalder II–III. 1890–99. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé V, 1902 256. Kn. Bokkenheuser: Drejers klub, 1903 83-lln. A. H. Winsnes: Det norske selsk., Kria. 1924 224–37. Jørgen Hatting: Efterslægtselsk. I, 1936. Anders Malling: Dansk salmehist. VII, 1972 266–69.

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig