Egmont Lind

Egmont Lind, Egmont Otto Lind, 6.4.1896-14.1.1978, konservator. Født i Kbh. (Matt.), død i Odense, begravet i Odder. L. kom i malerlære 1912 og erhvervede sølvmedalje under sin teoretiske grunduddannelse på det tekniske selskabs skole. Der var endnu over 50 år til etableringen af konservatorskolen, og vejen frem mod konservatorgerningen gik dels via deltagelse 1920 i Teknologisk instituts malerkursus hvor han undervistes i farvelære, kemi, kunsthistorie m.m. I nogle år var L. selvstændig dekorationsmaler, men 1926 blev han assistent hos Eigil Rothe, Nationalmuseets kalkmalerikonservering. Efter Rothes død blev L. 1930 leder af kalkmalerikonserveringen, en stilling han indtil afskeden på grund af alder 1966 bestred med så stor faglig indsigt og æstetisk indlevelsesevne at der hermed indtraf et markant skel i kalkmalerikonserveringens historie. For selv om L. i henseende til den minutiøse afdækning, konservering, genrestaurering og aftrækning af malerier fulgte i Rothes spor betjente han sig i sin videnskabeligt funderede restaureringsteknik af moderne tekniske hjælpemidler. Han forlod det hævdvundne Carlsbergpræparat, hvis virkninger ikke lod sig eliminere, til fordel for først kalkkasein og siden kalkbundne farver alene. Navnlig stillede han store krav til retoucheringen, og som årene gik skulle der for L. yderst vægtige grunde til at foretage de tidligere så udbredte kompletteringer. Det skete i så fald med dæmpet farveføring hvormed han søgte at samle de bevarede malerier til en smuk, harmonisk enhed. Hans douce farvetoner skabte ligefrem skole om end flere siden er gået over til den opfattelse at Rothes kraftigere farveudbedringer nok har ligget den middelalderlige farveglæde nærmere end L.s blide malerier. Denne på én gang krævende og inspirerende, mangeårige leder af kalkmalerikonserveringen var tillige en fremragende fotograf der selv fremkaldte og bl.a. indførte en metode til dechifrering af latinske inskriptioner på malerierne ved hjælp af ultraviolet lys. L. restaurerede og konserverede i over 100 danske kirker hvoraf arbejderne i Ballum (1931-36), Fanefjord (1932-35), Søndersø (1933), Kjeldby (1933-34), Råsted (1939-42), Højby (1950) og senest Skanderup (Silkeborg) (1962-63) samt Viskinge (1965) kirker i særlig grad fremstår som monumenter over hans restaureringskunst. Han medvirkede endvidere ved en krævende konserveringsopgave i St. Alban's Abbey i London. L.s skriftlige beretninger præges af nøgternhed og klarhed hvilket også gælder hans øvrige skriftlige arbejder, fx i Nationalmuseets Arbejdsmark, især artiklen Moderne metoder til fremdragning og konservering af kalkmalerier, 1957. Han bidrog desuden til historiske årbøger og skabte sammen med Poul Nørlund standardværket Danmarks romanske Kalkmalerier, 1944.

Familie

Forældre: instrumentmager Otto Henrik Herman L. (1857-1905) og Josefine Rasmussen (1858-1939). Gift 2. gang 7.9.1929 i Odense med Signe Withen, født 13.5.1900 i Asferg, død 4.8.1981 i Odense, d. af bagermester Johan Christian W. (1871-1938) og Rasmine Kirstine Charlotte Hansen (1875-1928).

Udnævnelser

R. 1957.

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Niels M. Saxtorph: Jeg ser på kalkmalerier, 1967 (3. udg. 1979). Rob. Smalley i Medd. om konservering 3.r.I, 1979 36. Det skabende menneske, tilegnet P. V. Glob 1, 1981 204-06. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig