Eigil Petersen, Eigil Thorsten Osvald Petersen, 14.7.1875-14.1.1917, tegner. Født i Klaksvik på Færøerne, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). P. voksede op i Thy og kom som sekstenårig i skole i Kolding hos Sigurd Müller (1844-1918) der opfordrede ham til at blive maler. Dette viste sig umuligt da han var farveblind. Et enkelt semester gik han dog på akademiet 1893, fik også adgang til Zahrtmanns skole uden at benytte sig deraf, men begyndte for øvrigt at tegne. I de første år måtte han ernære sig på anden måde. Det blev især hårdt arbejde som almindelig arbejdsmand på flydedokken, hvor han lærte de forsorne fyre at kende som han fortrinsvis skildrede, og som havde hans sympati. Hans tegninger kom først rigtigt frem i "Verdensspejlet", senere blev han navnlig knyttet til "Klods Hans", "Middagsposten" og "Ekstrabladet". Der findes adskillige karikaturer imellem dem (Thorvald Bindesbøll, J. P. Müller under udøvelse af "Mit System"), men P. havde sit eget selvskabte domæne, det brede folkelige lag i Kbh., og her var det i grunden en pointeret karakterkunst, en udpræget menneskeskildring han ydede, selv om den knyttedes til humoristiske tekster. Frejlif Olsen udgav en samling af hans tegninger under den rigtige titel Mennesker. P. tilhører kredsen af udmærkede tegnere fra århundredets første decennium og føjer sig ind i rækken med sit eget fysiognomi og sin egen streg. Han har kun udstillet en eneste gang på Kunstnernes efterårsudstilling 1905, desuden på De trettens udstilling 1910 og fraset et par korte rejser til Skotland og Sverige ikke været uden for landets grænser. Kort efter hans død foranstaltedes en særudstilling af hans tegninger.

Familie

Forældre: distriktslæge på Norðoyar, senere i Hvidbjerg og Kolding, Osvald Emil Reingaard P. (1846-1920) og Ane Grethe Thomasine Jensen (1847-1937). Gift 3.6. 1908 i Kbh. (Matth.) med Rigmor Lønsmann Iversen, født 5.11.1876 i Hjørring, død 29.6.1917 i Løkken (gift 1. gang 1895 med politibetjent, senere købmand i Nykøbing F. Mads Thalund (Christensen), 1871-1934, gift 2. gang 1909 med Astrid Louise Caroline Madsen, født 1883), d. af skræddermester Niels Christian Iversen (Lønsmann) (1830-94) og Sophie Christine Jochimsen (1842-1907).

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt, 1906. Karikerede selvportr. bl.a. 1908 og 1917. Mal. af Chr. Bonnesen, 1908. Karikatur af Axel Nygaard, 1908, og af Sven Brasch 1908 og to 1909. Mal. af Kr. Bjerre ca. 1910. Afbildet på tegn. af Carl Jensen, 1911. Tegn. af Anton Hansen.

Bibliografi

E. P. Tegninger, m. forord af Walter Schwartz, 1947. -Selvbiogr. i Journalisten 1.3.1912. – Sig. Müller i Gads da. mag. XI, 1916-17 508-12. C. E. Jensen: Karikaturalbum II, 1912 491f. Frejlif Olsen i Ekstrabl. 15.1.1917. H[elge] W[amberg] i Politiken 16.1.s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig