Eivind Larsen

Eivind Larsen, Eivind Frederik Hans Larsen, 26.5.1898-18.6.1971, politidirektør. Født på Frbg. (Lukas), død i Gentofte, urne på Mariebjerg kgd. Efter studentereksamen fra Ordrup gymnasium 1916 og juridisk embedseksamen 1922 kom L. ind i en regelret, men hurtig embedskarriere. Efter en kort ansættelse i handelsministeriet kom fra 1923 en række ansættelser i justitsministerium og politi, først som sekretær i justitsministeriet og tillige sekretær for rigsadvokaten. 1932 blev L. ansat som politiadvokat og 1936 som politimester i Helsingør for 1937 at blive chef for Kbh.s opdagelsespoliti. Da den tyske besættelse af Danmark kom 1940, og der efter dansk-tyske forhandlinger i april 1940 oprettedes et ekstraordinært embede, statsadvokaten for særlige anliggender der skulle tjene som kontaktorgan til sikring af det nødvendige samarbejde mellem den tyske værnemagt og det danske politi, blev L. i juli 1940 udnævnt til denne udsatte post, indtil han den 21.7.1941 avancerede til departementschef i justitsministeriet. – Ved de nævnte dansktyske forhandlinger om jurisdiktionen i Danmark efter besættelsen havde de danske forhandlere krævet dansk jurisdiktion også i sager der vedrørte værnemagtens interesser som sabotage, spionage og "undergravende virksomhed", og det ad hoc oprettede embede som statsadvokat fik tillagt såvel politimæssige som anklagemæssige beføjelser. Når regeringen havde forhandlet dette krav igennem for at fastholde en ren dansk jurisdiktion i håb om derved at sikre danske statsborgere retslig beskyttelse over for besættelsesmagten måtte dette, efterhånden som der opstod en uforudset stærkt ekspanderende illegal virksomhed, føre til at håndhævelsen af den danske jurisdiktion blev stærkt belastende for regeringens eksekutivorganer, i første række justitsministerium og politi. Det blev følgelig vanskelige og udsatte poster L. kom til at beklæde i besættelsesårene. Allerede som statsadvokat for særlige anliggender i den forholdsvis fredelige periode fra juli 1940-juni 1941 kom L. til at tage stilling til og handle i ømtålelige sager, således i den såkaldte Ørum-sag hvor L. på linje med andre virkede for at få denne alvorlige spionagesag pådømt ved dansk domstol, omend dette krævede en dansk særlovgivning. Men langt mere belastende blev L.s stilling efter juni 1941 hvor de tyske krav – begyndende med kravet om arrestation og internering af de danske kommunister – hobede sig op i takt med den illegale udvikling. I sin stilling som departementschef med politiet som sin ressort kom L. i tiden op til 29. august 1943 konstant ud for situationer hvor der blev åbenbar konflikt mellem tjenstlig pligt og privat holdning og hvor antallet af penible sager dels voksede i tal, dels i alvor, ikke mindst da man fra tysk side – foruroliget af den illegale udvikling med britisk infiltration i landet – kom ind på at gribe ind i den danske jurisdiktion og kræve danske statsborgere udleveret til tysk undersøgelse og fængsel, hvorved grundlaget smuldrede under aftalerne fra april 1940.

Arbejdet med de mange og stadig alvorligere sager krævede i disse år stor arbejdskraft, stædig forhandlingsevne og robusthed, egenskaber L. besad i rigt mål. Som embedsmand var han i sit virke ubetinget loyal over for regeringens politik og beslutninger som han anså for rigtige i den givne situation, men i en ekstrem situation hvor man fra tysk side krævede dødsstraf over tre faldskærmsfolk der i efteråret 1942 blev pågrebet af dansk politi satte han sin stilling ind for at hindre straffens udførelse. Over for denne trussel bojede man fra tysk side af. Under de store folkestrejker i august 1943 hvor politiets stilling mellem aktionerende borgere og værnemagtens styrker blev håbløst belastet, blev L. en af hovedforhandlerne i forsøg på at bilægge den dansktyske konfrontation. Denne situation ændredes radikalt ved regeringens demission 29. august 1943. Tidligt om morgenen denne dag blev L. kaldt til forhandling med den tyske kommitterede, Paul Kanstein, der ville sondere politiets holdning i den ændrede situation. L. kunne da uden omsvøb meddele ham, at det danske politi fra nu af ikke længere ville befatte sig med sager vedrørende danske statsborgeres handlinger mod besættelsesmagten, og L. blev en af støtterne i det departementsstyre der nu dannedes. Da man fra tysk side pressede stærkt på for i det mindste at få politiet til at gå ind i visse bevogtningsopgaver, blev det L.s opgave at afparere de tyske krav i månedlange filibusterforhandlinger, til stadighed bombarderet med tyske bebrejdelser mod politiet for dets negative holdning. Støttet af sine kolleger og en politisk inderkreds, der som L. selv ønskede politiet opretholdt længst muligt for befolkningens skyld og som en ordensstyrke i tilfælde af tysk sammenbrud, førte L. disse forhandlinger med fasthed, hårdnakket tålmod og smidighed, indtil man fra tysk side brød alle forhandlinger ved politiets arrestation og opløsning den 19. september 1944. Under de uendelige forhandlinger med march på stedet kom L. i et kraftigt modsætningsforhold til den tyske politigeneral, Günther Pancke, og truede ved flere lejligheder med at gå af. Under folkestrejken i Kbh. 1944 blev det et tysk krav der blev kategorisk afvist, at L. fjernedes fra sit embede. Den 19.9.1944 blev han arresteret og sad fængslet til befrielsen. – Efter krigen blev L. udnævnt til politidirektør i Kbh. og beklædte denne stilling til 1968.

Familie

Forældre: overdyrlæge Svend Oluf Edvard L. (1864–1949) og Sophie-Margrethe Hansen (1875–1957). Gift 28.2.1928 i Kbh. (Matth.) med Vera Friedrichsen, født 14.5.1900 i Karlebo sg., død 8.4.1980 i Gentofte, d. af teglværksejer Heinrich Nicolaj F. (1870–1929) og Gudrun Nielsen (1876–1975).

Udnævnelser

R. 1940. DM. 1943. K.2 1949. K.1 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, 1954. Samme: Hemmelig alliance I-II, 1959. Samme: ... til landets bedste – I-II, 1966–71.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig