Ejnar Andersen

Ejnar Andersen, Peter Ejnar Andersen, 14.7.1908-30.11.1981, kriminalkommissær. Født i Ølsemagle, død i Athen, urne på Vestre kgd., Kbh. S. A. var fra 1942 kriminalbetjent ved sikkerhedspolitiet i Helsingør, efter 1943 chef for denne afdeling. Gennem sit arbejde fik han en del illegale kontakter, og da den tyske aktion mod de danske jøder begyndte i slutningen af sept. 1943 knyttedes han til en af de sikrest arbejdende og strammest ledede illegale transportorganisationer i Danmark "Speditøren". A. fik afgørende indflydelse på ledelsen af den illegale rute mellem den nordøstsjællandske kyst og Helsingborg som efter at jødeflugten var gennemført transporterede personer, efterretninger, våben og andet illegalt materiale mellem det besatte Danmark og Sverige. Gennem modstandsbevægelsens organisation i Stockholm integreredes arbejdet i den samlede modstandskamp og dens forbindelse med de allierede. A. måtte februar 1944 flygte til Sverige. Han blev knyttet til den danske efterretningstjeneste og fra maj 1944 var han den daglige leder i Helsingborg af den illegale rute til og fra Danmark, "Øresundstjenesten". Fra juni deltog han i ompakningen og forsendelsen af engelske og svenske våben til Danmark. Der er ingen tvivl om at A.s baggrund i sikkerhedspolitiet i Helsingør og dermed hans mange kontakter i det svenske politi m.v. sammen med hans personlige egenskaber gjorde ham til en særdeles effektiv modstandsmand. Maj 1944 udnævntes han til sekondløjtnant i Den danske brigade. Efter krigen genoptog A. sit arbejde inden for politiet.

Familie

Forældre: husmand Peder A. (1865–1948) og Anna Johanne Larsen (1880–1952). Gift 28.1.1934 i Roskilde (domk.) med Maja Louise Mogensen, født 8.8.1911 i Rorup sg., d., af bager Niels Anders M. (1872–1965) og Ane Sofie Larsen (1880–1951). Ægteskabet opløst.

Bibliografi

Arne Sejr i Danmark under besættelsen III, udg. Vilh. la Cour, 1946 381–406. Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance I, 1959 267. Besættelsens hvem-hvad-hvor, 1965 249–54 386. – Kilder til modstandsbevægelsens hist., 1972 (heri uddrag af A.s beretning i "Øresundstjenestens" arkiv, Rigsark).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig