Eli Bøgh

Eli Bøgh, 7.1.1893-14.3.1981, ingeniør, missionær. Født i Tranekær på Langeland. B. blev student 1910 og polyteknisk kandidat 1916. Han var opvokset i et hjem præget af kristen overbevisning, og i ungdomsårene meldte ønsket sig hos ham om at blive missionær. Han fuldførte dog først sit studium og efter endt soldatertid blev han antaget af Dansk santalmission som leder af dennes thehave i Mornai, Assam. Udrejsen fandt sted 1920. Mens han læste sprog, boede han hos broderen læge Boe Bojesen Bøgh (1884-1954) som var leder af missions-hospitalet i Benagaria. Her mødte han store skarer af spedalske og følte snart at hans kald som missionær lå i bekæmpelsen af denne sygdom. Missionens ledelse som havde ønsket at begynde arbejde blandt spedalske løste Bøgh fra forpligtelsen i thehaven og i 1923 kunne han modtage de første patienter i en ny spedalskhedskoloni i Saldoha. Mens man hidtil havde arbejdet efter asylprincippet, ofte med fængselspsykose til følge, ønskede B. at patienterne skulle leve som i en normal landsby med arbejdsmuligheder for de raskeste, med lokalråd eta, og kolonien i Saldoha blev en foregangsinstitution hvor havebrug og landbrug indgik som led i terapien, samtidig med at det bidrog til koloniens økonomi. Sammen med broderen opbyggede han det hospital som var centrum i kolonien.

I længden var klimaet og det hårde arbejdspres sammen med det stærke personlige engagement så stor en belastning for hans helbred at han 1926 blev nødt til at rejse hjem. Først 1931 kunne han igen rejse ud, og allerede 1933 svigtede helbredet atter. 1926-31 og 1933-39 var han ansat i Kirkens korshær i Danmark. Da helbredet igen tillod ægteparret at tænke på udrejse søgte de ind som missionærer i Den danske Israels-mission hvor de dog ikke blev antaget. Dette førte til at de kort før anden verdenskrigs udbrud for egen regning og uden tilknytning til noget missionsselskab rejste til Haifa som missionærer. Det blev indledningen til 33 års missionærgerning i Israel hvor de koncentrerede deres indsats om at uddele Det nye testamente til jøder og føre de samtaler dette naturligt gav anledning til. Således blev B. for anden gang i sit liv pioner for en ny missionsform. Først det britiske, senere det israelske styre gav dem frihed til ophold og arbejde, og gennem en menneskealder hvor Det nye testamente var eneste missionsmiddel, og missionærernes eksistens på intet tidspunkt var økonomisk sikret vandt Bøghs sig stadig flere venner og blev accepteret overalt. - B.s særkende som missionær var hans næsten apostoliske afkald på al sikkerhed og al organisation og hans koncentration om selve budskabet. Han hvilede ubekymret i sin kaldsbevidsthed og tillid til at de nødvendige midler til hans og hans kones underhold ville komme efterhånden som der var brug for dem. Hans livsform var til det yderste enkel og han skyede offentlighed. "Det store sker altid tyst", plejede han at sige. 1973 vendte de af helbredsgrunde tilbage til Danmark.