Elisabeth Hude

Elisabeth Hude, Elisabeth Fredrika (von der) Hude, 8.1.1894-1.11.1976, forfatter, viceefor. Født i Kbh, urne på Søndermark kgd. H. blev 1911 nysproglig student fra Frederiksborg statsskole og 1918 cand.mag. med engelsk som hovedfag, tysk og fransk som bifag. 1915–53 var H. medarbejder ved Ordbog over det danske Sprog der udkom 1919–54. H. udskrev og verificerede citater til brug for ordbogens redaktorer, et arbejde der krævede sporsans, tålmodighed og akkuratesse. H. deltog som medudgiver af Johanne Luise Heiberg: Et Liv gjenoplevet i Erindringen, 4. reviderede udgave 1944, der bringer varianter og noter. Hun har udarbejdet noteapparatet til Julie Sødring: Erindringer, 1951 (2. udgave 1965). Det var den samme tidsalder som H. behandlede i selvstændige skrifter hvis emner og metoder giver forfatterskabet en homogen karakter. H. samler sig om fremtrædende kvinders indsats i litteratur, kunst og dagligliv. Hun analyserer deres memoirer, breve og forfatterskaber; hendes formål er at skildre hvordan disse mennesker tænker og lever. Debutbogen var en bred, velfortalt levnedstegning af Caroline Schlegel, 1944, den åndrige kvinde som blev begavede tyske romantikeres inspiration. Dernæst hovedværket, Thomasine Gyllembourg og Hverdagshistorierne, 1951. Med træk fra biografi og forfatterskab fremstilles fru Gyllembourgs personlighed, samt hverdagshistoriernes idealer og milieu, deres karakterer, komposition og stil. Fuldstændige analyser af enkeltværker forekommer ikke. Herefter var H.s hovedmateriale bevarede breve hvis tankeindhold ordnes med finhed og sans for gode citater. I Henriette Hanck og H. C. Andersen, 1958 kombineres beretningen om den trofaste venindes livsafsnit med hendes og Andersens yndlingstanker. Johanne Luise Heiberg 1860–1890 I–II, 1961 og Johanne Luise Heiberg som brevskriver, 1964 bygger på et fælles rigt brevmateriale. I det første værk søger H. at vise at fru Heiberg efter Heibergs død fandt nye og positive værdier i sin tilværelse; det andet er et originalt forsøg på ikke blot at lytte sig frem til fru Heibergs personlighed, men at levere en ny art stilstudie, nemlig af en genial brevskriver. Nye bidrag til fru Heibergs senere år fremgår af hendes brevvekslinger med en god norsk ven: Johanne Luise Heiberg og Peter Simonsen, 1959 og med den store danske mæcen: Johanne Luise Heiberg og J. C. Jacobsen. 1964. Knap så meget perspektiv er der i nogle H. C. Andersenstudier, i Anderseniana 1967, 1969, 1972 og 1974. Til sine litterære arbejder fandt H. mangeårig og påskønnet støtte fra Carlsbergfondet. I H.s værker træffer man den samme veludrustede, åbne, muntre og varmhjertede kvinde som 1932–76 var Kvinderegensens populære viceefor, og 1940–58 den initiativrige formand for Kvindelige akademikere. Hun var en selvstændig kvinde der ikke skjulte sin beundring for samtidens begavede mænd, og som tillige fandt feltet hvor hun var suveræn. H. havde nær samfølelse med guldalderens kloge damer og med en ny tidsalders unge kvindelige akademikere.