Elise Thomsen

Elise Thomsen, Elise Vilhelmine Thomsen, 25.6.1901-20.8.1995, faglærer, ordblindepædagog. Født i Kbh. (Sundby). Efter eksamen 1918 fra S. Milos højere pigeskole og et år i huset i Kbh. opholdt T. sig i afstemningsperioden 1919–20 som privatlærerinde hos familien I. H. Schmidt på Vojensgård i Sønderjylland og blev her stærkt grebet af hvorledes den nationale begejstring farvedes af den politiske kamp om den nye grænse og skabte stærke spændinger i de enkelte familier. Hun fortsatte sin uddannelse med eksamen fra Købmandsskolen 1922, og efter kontoransættelse bl.a. i kirkeministeriet o;; finansministeriet brød hun pludselig af for – fremfor udsigt til en jævn og sikker avancementsstilling – at skabe sig en fremtid inden for noget der havde at gøre med mennesker og mellemfolkelig forståelse. 1925–27 arbejdede hun i Frankrig og studerede sprog, blev elev og derpå lærer 1928–34 på Den internationale højskole ved Helsingør, samtidig med at hun uddannede sig til faglærer i fransk og tysk (eksamen 1934 ved Kbh.s univ.). T. fortsatte som lærer ved Den sociale højskole og Borups højskole hvor hun bl.a. underviste tyske emigranter i dansk. På Den internationale højskole havde hun fået kendskab til og interesse for kvækerne, 1936 var hun på de engelske kvækeres højskole Woodbrooke og n.å. blev hun medlem af kvækersamfundets (Vennernes samfund)s danske afdeling. Et voksende engagement i internationale forhold førte hende ind i en mere aktiv og målbevidst indsats i internationalt hjælpearbejde; 1937–38 således udsendt af de engelske kvækere til Barcelona for under borgerkrigen at forestå bespisning og oprettelsen af et hjem for flygtningebørn. Til støtte for arbejdet oprettedes "Danske kvinders nationalråds komité til støtte af E.T.s hjælpearbejde i Catalonien."

Efter hjemkomsten blev T. sekretær for det skandinaviske kvækercenter i Kbh., oprettet 1939 til hjælp for jødiske og politiske flygtninge i Centraleuropa. Da disse efter den tyske besættelse interneredes i Horserød opnåede hun tilladelse til fortsatte besøg i lejren indtil de endelige deportationer fandt sted. Mod krigens slutning gik T. (1943) ind i det arbejde der på initiativ af militærnægterorganisationen Aldrig mere krig, andre fredsorganisationer og kvækerne førte til dannelsen af Fredsvenners hjælpearbejde (fra 1949 Mellemfolkeligt samvirke). Blandt de ledende personligheder var Finn Friis, Hagbard Jonassen og Johs. Novrup, men som organisationens første sekretær (-1947) blev T. den drivende kraft i arbejdets forberedelse i det sidste besættelsesår hvor arbejdet måtte foregå i det skjulte. Da arbejdet – der dels gik ud på at uddanne og udsende frivillige til ulønnet hjælpe- og genopbygningsarbejde, og dels at indsamle midler til arbejdets gennemførelse – i sommeren 1945 kunne begynde, blev hun det inspirerende midtpunkt for den praktiske iværksættelse hvor hendes erfaringer og internationale kontakter blev af væsentlig værdi. Med en usentimental tro på at det nyttede noget at udsende smågrupper på privat og frivillig basis talte og skrev hun samtidig for at påvirke offentligheden og myndighederne. I pjecen Mellemfolkeligt Hjælpearbejde, 1944, karakteriserede hun opgaven som ikke blot materiel, men som et forsøg på at modvirke "det Had, som Krigen har skabt" og "medvirke til Forsoning mellem Folkene." I løbet af de første to år udsendtes grupper af hjælpere til krigsramte områder i den norske Finnmark, Holland, Finland, Polen, Østrig og Tyskland.

Familie

Forældre: operasanger, senere assurandør Carl Vigand T. (1863–1927) og Clara Frederikke Cecilie Mortensen (1871–1941). Ugift.

Bibliografi

1947 fik T. som den første tildelt Ingrid Jespersens legat for "særlig indsats ... i fredens tjeneste" for hvilket hun studerede og arbejdede hos de amerikanske kvækere i Philadelphia. 1948–53 virkede hun som sekretær for den europæiske afdeling af kvækernes verdenskomité og var med til at genetablere denne sektion efter krigsårene. Med usvækket energi gik hun derefter, 1955, i gang med en ny uddannelse, blev 1956 statsaut. ordblindepædagog og arbejdede som sådan på Ordblindeinstituttet til 1968. T. var indtil 1981 medlem af Mellemfolkeligt samvirkes repræsentantskab og er fortsat virksom inden for kvækersamfundet. 1980 fortalte hun i radioen levende med støtte i breve til forældrene om oplevelserne på Vojensgård 1919–20.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig