Ellen Hørup

Ellen Hørup, Ellen Gunhilde Hørup, 29.12.1871-25.3.1953, journalist, forfatter. Ellen Hørup blev student 1890, privat dimitteret, og uddannedes som tandlæge i København og Paris, men praktiserede aldrig. Stærkt præget af sit hjems frisind og radikalisme blev hun tidligt forkæmper for kvindefrigørelsen og udfordrede borgerskabet ved åbenlyse brud på dets normer for unge pigers anstændighed og blev et ideal for halvfemsernes unge. Hun var "den mest kvindelige unge Kvinde man kunde se for sine Øjne. Med det sødeste, mildeste Smil. Vi vidste ikke andet om hende, end at hun havde kørt på høj Velocipede paa Landevejen, og at hun røg Cigaretter, naar det passede hende. Maaske var det sandt, maaske var det Løgn. Men hvor det frydede os, og hvor det heppede os op!" (Edith Rode). Hun var gennem sin far knyttet til Politiken og sad i bladets bestyrelse 1933–49. Sit medarbejderskab ved bladet indledte hun der var meget sprogkyndig med at oversætte engelske og franske romaner til dets føljeton. 1927 dukkede hendes navn for første gang op i Politikens kronik, og hun blev en af bladets flittigste kronikører med ialt 183 kronikker, den sidste halvanden måned før hendes død. Den handlede om Poslettens forarmede bønder og stemte overens med hendes karakteristik af sig selv: Jeg har aldrig skrevet om andre end dem der ingen ret har! Som i sin ungdom udfordrede hun, nu ikke et bigot borgerskab, men magthavere, undertrykkere og udbyttere.

Hendes inspirerende forbilleder var Albert Schweitzer fordi han på sit hospital i Lambarene behandlede de sorte som sine ligemænd, den skotske pædagog A.S. Neill hvis Summerhill skoles pædagogiske principper om frihed i opdragelsen og respekt for barnets individualitet hun begejstredes for, og Indiens Mahatma Gandhi. Hun besøgte Indien to gange, sad bogstavelig talt ved Gandhis fødder og lærte hans livsvisdom som hun så i det ene ord fred, fred mellem racer, religioner, klasser, kaster og nationer. Hun skildrede sine indtryk i Gandhis Indien, 1931, med et dokumenteret, men alligevel noget ensidigt angreb på engelsk kolonipolitik og demonstrerede sin tilslutning til hans passive modstand og ulydighedskampagne ved 1931 at følge ham og hans kampagnes symboler, spinderokken og geden, til konference i London. 1932–38 var hun honorær sekretær i International Committee for India.

Efter første verdenskrig satte Ellen Hørup sit håb til Folkeforbundet og havde nogle år fast bopæl i Geneve, men forbundets magtesløshed over for nazismens og fascismens aggressioner skuffede hende dybt, og i 1930erne førte hun en ufortrøden kamp mod militarismen og den truende krig i kronikker og taler der udgør væsentlige dele af Magtens Vej, 1936, Politik og Krig, 1937, Hvorfor faar vi Krig?, 1938, og Hvordan Freden reddes, 1939. Ellen Hørups interesse for børns opvækst viste sig på den lidt usædvanlige måde at hun oversatte H.C. Andersens eventyr til italiensk til brug i den italienske folkeskole, vel for at mildne lidt på dens strenge karakter, men langt mere direkte gik hun til værks i Danmark. Hun støttede oprettelsen af og var formand for Forældrebladets feriekoloni for forsømte børn fra København, og under besættelsen der skabte hindringer for en del af hendes aktivitet kastede hun sig ud i en heftig kritik af den danske børneforsorg. En kritik af en forstander på et fredehjem indbragte hende bøde og erstatning for ærerørige angreb, og hendes hjælp til et par drenge der var flygtet fra Bråskovgård, og som stjal fra hende medførte hoverende artikler over hendes blåøjethed og en bøde på 5.000 kr. for at have hjulpet de undvegne. Det slog hende ikke ud. Til Berl. Aftenavis sagde hun 2.1.1945: "Hvordan skulle de (drengene) blive anderledes. Den ældste af dem havde været 9 år under børneværnet. De ser aldrig penge, de ser aldrig det andet køn. På den måde kan man ikke blive egnet til at leve ude blandt andre. Derfor kæmper jeg mod alle børneværnets møganstalter og det elendige system som hjemmene drives efter".

1946 udsendte Ellen Hørup kroniksamlingen Der er kun én Krig der gav et tilbageblik over hendes syn på mellemkrigstidens storpolitik, og 1949 Kapitalisme, kommunisme og krig. Økonomiske og politiske magthavere var krigens anstiftere. Freden kunne kun reddes af folkene, af dem krigen gik ud over. Hun havde den glæde at Indien blev selvstændigt og indtrådte i bestyrelsen for den nystiftede Dansk-indisk forening 1948. Men det tyndede ud i hendes vennekreds. Hun var skånselsløs over for dem der ikke fulgte med i den ensidighed hun fandt nødvendig at betjene sig af i sin agitation. Hendes modstandere kunne forarges over hendes ensidighed som de fandt grænsende til fanatisme, men hendes motivers renhed betvivledes ikke. Bag det ungdommens blide smil hun bevarede til det sidste lå den sindets harmoni som fulgte af hendes kompromisløse holdning over for alt hvad hun fandt var uret.