Ellen Rindom

Ellen Rindom, Ellen Mathilde Rindom, 25.12.1877-9.5.1922, skuespiller. Født i Kbh. (Petri), død sst., begravet i Tibirke. Kun sytten år gammel begyndte R. 1894 sin bane på Folketeatret; siden udviklede hun sig under August Rasmussens teaterledelse i provinserne og kom 1900 atter til Folketeatret, i hvis Dorph-Petersenske periode hun indtog en fremtrædende plads i repertoiret, og hvor navnlig udførelsen af Frøken Nitouche skaffede hende popularitet. Den lille gavtyv med den kunstlede naturlighed var ikke meget fransk, men blev til en munter charmerende udgave af Erik Bøghs enfoldige pigebørn. 1903–05 var hun en af Århus teaters bærende kræfter, og fra 1905 til sin død tilhørte hun de kbh.ske privatscener som en i teknisk henseende meget dygtig skuespiller der ikke søgte at omskabe rollerne efter sin personlighed, men tværtimod stræbte redeligt at danne sin person efter rollens krav. Hendes opgaver strakte sig fra Adam Oehlenschlägers Gulnare til den livstrætte prins i Flagermusen, hun var moderen i En Mo'rs Øjne, Steinun i Ønsket og den udslidte arbejderkone i Lige for Loven. Mest ægte virkede hun, når hun, skulle gengive den stilfærdige borgerlighed eller den neddæmpede varme hos en kvinde der er blevet skuffet af livet. I årene under første verdenskrig rykkede hun op til at blive en af hovedstadens meget yndede skuespillere i en figur som gadetøsen Eliza, der bliver professorfrue i Pygmalion og i hovedrollerne i de sentimentale folkekomedier Romantik og Jette Gebert. Hendes spil var sympatisk, støttet af energi og intelligens; der var både et muntert og et lidende drag i hendes sind. Hun passede til det folkelige miljø og var generelt sagt en fremstiller på linje med Agnes Nyrop og Louise Holst før i tiden, men hendes område var mere omfattende, hvilket hun viste ved kort før sin død på én aften at spille det sekstenårige pigebarn i Debatten i Politivennen og den 80-årige dame i I Stiftelsen. Hendes pludselige død var derfor et betydeligt tab for de kbh.ske privatscener. Aftenen før optrådte hun sidste gang på Folketeatret som fru Holznagel i Den berømte Frue.

Familie

Forældre: fotograf Carl Heinrich Ludolph Diedrich (1834–1905) og Helga Wilhelmine Valentin (1850–97). Gift 28.4.1911 i Slagelse med forfatter, skuespiller Svend R., født 30.6.1884 i Kbh. (Johs.), død 10.12.1960 sst., s. af sognepræst Axel Frederik Laurits R. (1836–1919) og Johanne Vibeke Birch (1857–1929).

Ikonografi

Tegn. af E. Utzon-Frank, 1910, og relief af Regnar Bjelke, 1917 (begge Teatermus.). Tegn. af Carl Jensen (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Haagen Falkenfleth i Teatret XIV, 1915 138–44. Hans Ahlmann sst. XXI, 1922 133–36. Samme i Berl.tid. 14.5.1922 (også som særtryk, s.å.). Alb. Bayer: Århus theater, 1925. Rob. Neiiendam: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845–1945, 1945.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig