Emanuel Vestbo, Julius Emanuel Johannes Lund Jensen Vestbo, 17.8.1896-10.5.1966, husmandsfører. Født i Frederikshavn, død i Tarm, begravet på Egvad kgd. V.s baggrund for en karriere i landbrugets organisationsliv var usædvanlig. Opvokset i Kbh. fik han som feriedreng lyst til landbruget, afbrød en læreplads for som 16-årig at tage plads ved landbruget i Jylland. 1927 kunne han erhverve et husmandsbrug ved Tarm og kom snart ind i offentligt arbejde. Han indvalgtes i sogne- og senere amtsråd, men hans væsentligste indsats lå i husmandsbevægelsen. V. var den første formand for den stedlige husmandsforening, blev 1935 kredsformand og 1947 formand for Ringkøbing amts husmandsforeninger. S.å. indvalgtes han i bestyrelsen for De samvirkende jydske husmandsforeninger, blev næstformand 1950 og formand 1954. 1949 blev han medlem af hovedbestyrelsen for De samvirkende danske husmandsforeninger og tog livlig del i udformningen af husmandsbevægelsens jordpolitiske og faglige kurs i efterkrigsårene. V. indtrådte 1954 i De samvirkende husmandsforeningers formandskab og havde sæde her til sin død 1966. Han markerede sig over for formændene Laurits Nielsen og fra 1957 Peter Jørgensen som talsmand for en mere aktiv, fremadskuende kurs. Han så fremtiden for det lille landbrug som familiebruget der inddrog alle tekniske hjælpemidler, og hans ofte prægnant udformede synspunkter kunne skabe diskussion i husmandskredse. V. var en dygtig og meget anvendt taler, og hertil engageret i samfundsspørgsmål ud over de rent faglige. I de vigtige forhandlinger sidst i 1950erne og i begyndelsen af 1960erne omkring en ordning af landbrugets afsætningsforhold og en reorganisation af Landbrugsrådet var V. tilsyneladende indstillet på at gå videre end Peter Jørgensen i samarbejdet. I kraft af sin placering i husmandsbevægelsen blev V. 1954 medlem af statens jordlovsudvalg, 1958 formand for kartoffeleksportudvalget. 1954 indvalgtes han ligeledes i hedeselskabets bestyrelse.

Familie

Forældre: kaptajn i fyrvæsenet Jens Johan Julius Jensen (1853-1908) og Jensine Severine Petrine Thomsen (død 1928). Gift 5.5.1927 med Agnes Johanne Jensen, født 17.9.1909 i Bording, død 11.9.1981 i Lyne, d. af karetmager Anton J. (1879-1922) og Antoinette Klaudiane Lauritsen (1889-1943).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Fr. Skrubbeltrang: Den danske husmand II, 1954. Jacob A. Buksti: Et enigt landbrug?, 1974. Jørgen Pedersen i De samvirkende jyske husmandsforen. 1902-1977, 1977 17-19.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig