Emil Reesen

Emil Reesen, Emil Edvard Johannes Reesen, 30.5.1887-27.3.1964, dirigent, komponist. Født i Kbh. (Cit.), død i Gentofte, begravet i Søllerød. R. begyndte endnu som barn at dyrke flere instrumenter, men klaveret blev det vigtigste, og efter studier hos Siegfried Langgaard debuterede han 1911 som pianist. Sin teoretiske uddannelse fik han hos Vilh. Rosenberg. Gennem restaurationsensembler og teaterorkestre hvor han udfoldede en livlig aktivitet som komponist, arrangør og instrumentator nåede han 1919 ind på dirigentpladsen i Tivolis sommerteater; derfra kom han 1920 til Dagmarteatret og 1921 til Scalateatret. R.s betydelige musikeregenskaber der blev båret frem af et sikkert håndelag skaffede ham i disse år en anseelse ud over hvad der i almindelighed bliver en kapelmester ved mindre teatre til del. Hans perfektibilitet tillod ham med lige stor prægnans at skrive musik til lette operettetekster som til Dagmarteatrets i den periode så lødige repertoire. R.s vej gik da også mod de større vidder. 1920 debuterede han som dirigent ved en symfonikoncert i Odd-Fellowpalæet, 1922 studerede han i Italien, og da han 1925 forlod Scala, bosatte han sig i Paris hvor han kom den franske impressionistiske musik, der i så høj grad stemmer med hans eget musikalske naturel, på nært hold. 1927 blev han dirigent ved den danske statsradiofoni og fik i denne stilling i udstrakt grad anvendelse for alle sit talents afskygninger. 1931–36 dirigerede han tillige en del balletter – i første række sine egne – ved Det kgl. teater. 1936 forlod R. efter forskellige uoverensstemmelser Statsradiofonien.

Som dirigent vandt R. i koncertsalen især ære ved sin fremførelse af nyere musik. Moderne fransk musik havde i ham en foregangsmand; dens raffinerede klange, dens uhåndgribelige stemninger vidste han at lokke frem med en musikalsk finsahs, i hvilken han ikke blev overgået af nogen anden dansk dirigent. Også i hans egne kompositioner mærker man den af impressionismen påvirkede ånd. Mindst måske i de to betydelige orkesterværker, rapsodien Himmerland, 1926 og variationer over et tema af Franz Schubert (1928) med deres næsten'germansk gedigne, tematisk gennemarbejdede sats, mest i den megen scenemusik og i balletterne. Her er det den elegant orkestrerede, let strømmende musik der dominerer, ikke altid lige udsøgt i sine virkemidler, men bestandig meget oplagt musicerende og fortræffeligt passet sammen med den sceniske handling. Hans hovedværker er balletterne Viola d'amore, 1926, Gaucho, 1931 (Freiburg 1938), Gudindernes Strid, 1933 (Stockholm 1935, Helsingfors 1936), Zaporogerne, 1934; blandt de skuespil han har skrevet ledsagende musik til er de vigtigste Adam Oehlenschlägers St. Hans-Aften Spil, R. Tagores Posthuset, Selma Lagerlöfs Hr. Arnes Penge, Bjørnstjerne Bjørnsons Maria Stuart, Sven Clausens Vore egne Mandariner, Shakespeares Trold kan tæmmes, Nordahl Griegs Vor Ære og vor Magt og John Priestleys Johnson over Jordan. Blandt hans operetter gjorde Farinelli, 1942 og Gadeprinsessen, 1948 megen lykke. Også som komponist af filmmusik var R. meget produktiv. R.s position i dansk musikliv blev understreget ved at han 1954 modtog Dansk komponistforenings jubilæumslegat og 1957 den kulturelle fonds hæderspris.