Enevold Ewald

Enevold Ewald, Enewald Ewald, 29.8.1696-11.11.1754, præst. Født i Højst, død i Kbh. (Helligg.), begravet i Helligg. k.s kapel. E. blev student 1714 fra Tønder og studerede i Kiel, Jena og Halle. Hans fromhed var tidligt vakt; allerede i fjortenårsalderen havde han læst Bibelen igennem fire gange. Selvsagt måtte han blive grebet af den pietistiske bevægelse både hos den lærde og fromme J. F. Buddeus i Jena hvor han oplevede en åndelig krise med anfægtelser og en derpå følgende hvile i troen på bibelordet som Guds ord, og under opholdet i Halle, arnestedet for den nye vækkelse. I Vestslesvig var den pietistiske bevægelse mærkbar. De fra Halle påvirkede præster forkyndte omvendelse og begyndte et frivilligt arbejde med husbesøg, katekisation og bibellæsninger. Da E. omkring 1718 vendte tilbage fra Halle optog han på sin hjemegn som uordineret medhjælper hos sin far en lignende virksomhed som satte skel; mange blev vakt, men gejstligheden stillede sig gennemgående fjendtligt til det livlige røre. E.s ry gik langt ud over hans hjemegn. Da vajsenhuset blev oprettet 1727 fik han ansættelse der, først som lærer og fra begyndelsen af 1728 som præst efter at have taget dansk embedseksamen. I Kbh. var den pietistiske vækkelse i kendelig fremgang, og E. blev snart den prædikant de vakte samlede sig om. Som forkynder var han en type for sig. Ud fra bibelordet prædikede han med kraft og overbevisning omvendelse, men han betonede at omvendelsen måtte følges af et nyt liv i helliggørelse. Han forstod at der var forskel på menneskers sjælelige konstitution, og at man ikke kunne kræve at alle skulle have de samme åndelige oplevelser. Man kan efter tidens forhold kalde E. en økumenisk prædikant, en forløber for Evangelisk Alliance, thi mennesker af vidt forskellig religiøs betoning fandt sammen under hans prædikestol. Måske var han nærmest frikirkemand, men ved at stå i statskirken kom han til at virke som bølgebryder over for den antistatskirkelige vækkelses angreb på kirken som Babel. Med Ph. J. Speners program og forholdene i Halle som forbillede holdt E. gudelige forsamlinger inden for statskirken, ikke i modsætning til den. Formålet med disse møder var at styrke troens indre liv i en sigtet kreds af ligesindede; blandt disse var E.s svigermor et at de mest aktive medlemmer, og den aktivitet, disse udfoldede - bl.a. ved angreb på de ortodokse præster - blev indgående undersøgt i Kommissionen af 28.11.1733, og E. fik en bøde for udgivelse af et sværmerisk skrift.

Foruden gennem sin prædikegerning blev E. også navnkundig ved sine katekisationer der var den kirkelige pietismes andet hovedmiddel til at virke vækkende. 1720 udgav han anonymt Den sande Christendoms rette Grundvold. "En større Prædikant og Katekisator har Danmark næppe haft", lyder et samtidigt udsagn der bevidner hvor skattet E. var. Endnu før konfirmationen blev officielt påbudt 1736 havde E. begyndt en konfirmandundervisning som han drev med suggerende kraft, og som åbenbarer pietismens svigtende sans for børns psykologi. Det personlige ansvar de pietistisk vakte præster følte over for deres gerning gav sig udtryk i kravet om en revision af skriftemålet. Ifølge ritualet skulle præsten meddele en ubetinget absolution i skriftestolen; flere af de af pietismen grebne præster følte en samvittighedstynge ved at skulle tilsige en ubetinget absolution uden garanti for pågældende skriftebørns anger og bod. 1733 ansøgte E. om at opnå visse lettelser der delvis blev bevilget, og 1734 fik han lov at holde kapellan til skriftestolen mod selv at udrede hans løn. Da Christian VIs direkte statspietistiske kirkepolitik efter 1735 lagde faste rammer om den spiritualistiske vækkelse, tabte E. sin indflydelse som fører, om end han bevarede sit ry. J. B. Bluhme valgte ham til skriftefader, Erik Pontoppidan tog ham med på råd da han udarbejdede sin katekismusforklaring "Sandhed til Gudfrygtighed", og i bibelrevisionskommissionen af 1739 var han notar; 1748 blev han medlem af missionskollegiet og Vajsenhusets direktion. Hans senere år var trange; han led under økonomiske vanskeligheder og legemlig svaghed. Sine bibelstudier og prædikener udgav han i omfattende værker, sikkert også for at forøge sine indkomster, Tiidsregister over det gamle og nye Testamentes Kirkehistorie I-11, 1741-42, Det gamle og det nye Testamentes herlige Harmonie I-V, 1744-50, Den bibelske Concordantz, 1748-49. -Tit. professor 1747.