Erhard Bremerstent

Artikelstart

Erhard Bremerstent, Erhard Emil Bremer Bremerstent, 16.4.1894-19.5.1983, overbibliotekar. Født i Eskebjerg, Sjælland, død i Ålsgårde, begravet i Hellebæk. B. blev student (Odense) 1915 og tog efter uddannelse i Kbh.s kommunebiblioteker afgangsprøve fra statens biblioteksskole 1921. Efter at have ledet Bornholms amtsbibliotek 1921–24 var han 1924–66 overbibliotekar ved Nordsjællands centralbibliotek. Fra de unge år var læsning og oplysningsarbejde hans centrale interesse, især arbejderoplysningen og han var 1924–49 formand for Arbejdernes oplysningsudvalg i Helsingør. Hans omfattende bogkundskab gjorde ham til en god vejleder for bibliotekets benyttere, men også for bibliotekerne i centralbibliotekets opland. I radioen var han en engagerende taler i sine "radiotips". Med sin store viden blev han en aktiv medarbejder ved udarbejdelsen af folkebibliotekernes fælleskataloger (mønsterkataloger for større og mindre biblioteker) og de årlige boglister. For hele bibliotekarstanden var hans indsats dog størst som folkebibliotekernes første lønforhandler 1937–49. Som formand for Bibliotekarsammenslutningen for folkebibliotekerne og for Bibliotekarsammenslutningen for provinsens folkebiblioteker førte han en gennemtænkt og tålmodig forhandlingspolitik der fra en kritisk periode førte bibliotekarstanden frem til en klar sidestilling med folkeskolens lærere i lønmæssig henseende. Hans ønske om at få en bibliotekarlønningslov opfyldtes ikke, men han tog tørnen, overbevist om at bibliotekarerne selv skulle kæmpe deres lønkamp uden tilslutning til andre organisationer. På lange rejser, også under besættelsens vanskelige kår varetog han dette vigtige job og vandt gode resultater fordi han kendte sagens detaljer og forstod de menneskelige problemer i de enkelte situationer. Han sad i biblioteksrådet 1938–49 og blev 1950 æresmedlem af Danmarks biblioteksforening.

Familie

Forældre: gartner Jørgen Rasmussen (1868–1936) og Olivia Hansen (1865–1948). Navneforandring 1919. Gift 26.12.1919 i Kbh. med Eleonora Hedvig Hauptmann, født 14.3.1899 i Kbh., 130.4.1977 i Ålsgårde, d. af repræsentant August H. (1862–1938) og Mette Marie Nielsen (1869–1948).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bogens verden, 1954 173. Preben Kirkegaard sst. 1964 234–36.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig