Erik Husted, 3.1.1900-10.7.1988, læge. Født i Helsingør (Skt. Olai). H. blev student 1918 fra Helsingør og medicinsk kandidat fra Kbh.s univ. 1925. Efter uddannelse på kbh.ske hospitaler og Statens seruminstitut blev H. overkirurg ved centralsygehuset i Hjørring 1939 som han 1943 forlod for at blive professor i kirurgi ved Danmarks (1958: Kbh.s) tandlægehøjskole (til 1970). Med H.s udnævnelse til rektor for højskolen 1945 (-55) vendte man tilbage til tidligere tiders princip at have en læge som leder af institutionen. Ved forhandling med undervisningsministeriet lykkedes det tandlægehøjskolen 1945 at etablere en kæbekirurgisk afdeling på Rigshospitalet som H. var chef for til 1970. H.s lange ansættelse på tandlægehøjskolen sikrede, i modsætning til tidligere kortvarige professoransættelser, en værdifuld kontinuitet i uddannelsen af tandlægestuderende. H. foretog studierejser til flere lande især efter anden verdenskrig og tog som rektor initiativet til dannelsen af de nordiske tandlægehøjskolers rektorkonvent, og han var 1965–66 præsident for skandinavisk forening for oralkirurger. H.s disputats Om Tüberkelbacilpaavisning med Henblik paa dennes Anvendelse i den kliniske Diagnostik, 1930 efterfulgtes af en række arbejder om kæbekirurgiske emner, specielt kæbeleddet. H. var grundlægger af Medicinsk Årbog som han redigerede 1957–71. Han var æresmedlem af en række skandinaviske tandlægeorganisaioner. På det sportslige område har H. været på landsholdet i hockey og formand for Dansk skiløberforening.

Familie

Forældre: tjenestemand ved DSB, senere stationsforstander Anders H. (1869–1936) og Elisabeth Gabriele Nielsen (1870–1958). Gift 1. gang 16.4.1926 i Kbh. (b.v.) med Karen Margrethe (Kritte) Nielsen, født 24.5.1906 i Varde, død 4.7.1963, d. af boghandler Sophus Vilhelm N. (1861–1940) og Jensine Clausen (1870–1956). Gift 2. gang 22.2.1964 i Kbh. (Kastelsk.) med lægesekretær Jette Elisabeth Bech, født 11.3.1936 i Kbh., d. af læge Vagn Aage B. (1899–1975) og Sigrid Elisabeth Idon-Larsenffødt 1902).

Udnævnelser

R. 1947. DM. 1952. K. 1966.

Ikonografi

Mal. af Christian Daugaard, 1970. Foto.

Bibliografi

Kai O. Mehlsen i Tandlægebl. XLI, 1945 386–88. E. Faber, P. O. Pedersen og I. Dragheim sst., 1959 729–32. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig