Erik Rasmussen (historiker)

Erik Rasmussen, Erik Carl Armand Rasmussen, 20.4.1917-12.10.1995, historiker. Erik Rasmussen tog studentereksamen fra Efterslægtselskabets skole 1935 og blev cand.mag. med historie, dansk og tysk fra Kbh.s univ. 1942. Efter kort tids arbejde som forlagssekretær blev han gymnasielærer, først ved Statens og hovedstadskommunernes kursus til studentereksamen 1943–55, senere ved Skt. Annæ gymnasium hvor han 1958 udnævntes til lektor. I 1950erne forenede Erik Rasmussen det pædagogiske med et omfattende organisations-politisk og videnskabeligt arbejde. Han blev tidligt knyttet til partiet radikale venstre hvor han gjorde sine første organisatoriske erfaringer i radikal ungdom. 1959–63 var han i øvrigt dette partis stærkt aktive repræsentant i Radiorådet og i dettes programudvalg. Erik Rasmussens organisationspolitiske hovedindsats kom imidlertid til at ligge i Gymnasieskolernes lærerforening hvis styrelse han var medlem af 1956–59. Han talte under debatten om skolelovene af 1958 forgæves det femårige gymnasiums sag i foreningen og senere over for politikerne. Han overtog formandskabet 1958 og var i det følgende nederlagsprægede år aktiv i arbejdet med at udforme konturerne af det nye gymnasium.

Erik Rasmussens videnskabelige gerning i disse år falder på tre områder. Disputatsen fra 1955 om Kurantbankens forhold til staten 1737–73 er et grundlæggende økonomisk-historisk arbejde. Den står lidt for sig selv i et ellers overvejende samtidshistorisk forfatterskab der udover mindre afhandlinger og to bøger om indiske samfundsforhold bl.a. omfatter bidrag til Historikergruppens Danmarks Historie (1950–51) og Det Radikale Venstre 1905–55 (s.m. Roar Skovmand, 1955). Arbejdet med mellemkrigstidens historie er senere blevet fulgt op med et bind i Politikens Danmarkshistorie, Velfærdsstaten på vej 1913–39, 1965. Af særlig betydning er dog nok en lille monografi om Statslånskrisen 1919, 1957. Med dette arbejde indvarsledes Erik Rasmussens studier af dansk parlamentarisme og dennes principielle problemer. Bogen er blevet skoledannende som en dybtborende studie af en parlamentarisk situation. Det var på baggrund af den omfattende samtidshistoriske produktion at Erik Rasmussen 1959 blev udnævnt til et nyoprettet professorat i statskundskab ved Århus universitet. Sammen med Poul Meyer opbyggede han her på få år et på dansk grund helt nyt universitetsstudium og et livskraftigt videnskabeligt miljø. Erik Rasmussen beskrev selv i et bidrag til universitetets jubilæumsskrift 1978 den eksplosive udvikling der gjorde institut for statskundskab til et af Europas største institutter i sin art. Hans egen indsats i opbygningsfasen var mangesidig og skiftende, efterhånden som udviklingen skred frem. Det banebrydende lærebogsarbejde Komparativ politik I-II, 1968–69 (2. udg. 1971–72, også på svensk 1969) har givet de statskundskabsstuderende en grundig og omfattende introduktion til de politologiske teorier og til dansk politik. Arbejdet er forankret i angelsaksisk institutionel tradition mere end i nyere adfærdsorienterede retninger. Især dets behandling af dansk parlamentarisme og dennes udvikling er af blivende værdi. Erik Rasmussen satte med dette af betydelig lærdom prægede hovedværk, såvel som ved sin pædagogiske indsats og ved sit vejlednings- og bedømmelsesarbejde høje videnskabelige standarder der gjorde det let for hans yngre medarbejdere at hævde sig også i en international sammenhæng. Vidnesbyrd om det af Erik Rasmussen grundlagte miljøs videnskabelige frodighed kan bl.a. findes i et festskrift til Erik Rasmussen (1977). Erik Rasmussen lod sig i 1984 pensionere fra professoratet, men fortsatte med at komme på Institut for statskundskab. Han var i perioder også aktiv i internationalt forskningssamarbejde, bl.a. som redaktør af Scandinavian Political Studies 1970–72.

Erik Rasmussen var dekan for det samfundsvidenskabelige hovedområde i de vanskelige år 1971–74. Hans betydelige evner som forhandler og mødeleder gjorde det 1976 naturligt at vælge ham til rektor for Århus universitet i en for institutionen kritisk situation. Han trak sig tilbage fra rektorposten 1977 efter at have løst de foreliggende opgaver. Han lagde siden med en banebrydende bog om Lighedsbegreber, 1981, grunden til en nyorientering af studiet af normativ politisk teori på dansk grund. Blandt hans senere publikationer kan desuden nævnes Complementarity and Political Science, 1987.

Som medlem af undervisningsministeriets læseplansudvalg 1958–60 ydede Erik Rasmussen på en anden front en bemærkelsesværdig indsats. Han fik i nært samarbejde med daværende undervisningsinspektør Sigurd Højby en afgørende indflydelse på udformningen af den nye samfundsfaglige gren i gymnasiet og i forbindelse hermed også på indførelsen af samfundsfaglige studier ved danske universiteter. I dette arbejde som ikke blot bestod i at overvinde modstand og igangsætte noget nyt, men også i at holde igen over for en for hurtig udvikling, spillede han en vigtig rolle. I det lærebogssystem for gymnasiet som han redigerede sammen med Tage Kaarsted skrev Erik Rasmussen selv et bind om Politik, 1968 (og senere udg.).