Erik Tuxen

Erik Tuxen, Erik Oluf Tuxen, 4.7.1902-28.8.1957, kapelmester. Født i Mannheim, Baden, Tyskland, død i Kbh., begravet Rødovre kgd. Efter en studentereksamen i Odense 1920 kom T. på kunstakademiets bygningtekniske skole hvorfra han fik afgang 1923. Men han kom aldrig til at virke som arkitekt fordi musikken efterhånden betød langt mere for ham. Han kastede sig straks ud i studierne – herhjemme hos Rudolph Berg (musikteori) og N. O. Raasted (klaver og orgel). I Mannheim fortsatte han hos Ernst Toch, og 1925 blev han repetitør ved den stedlige opera. Så drog han videre til Wien hvor han fik danskeren Victor Schiøler som lærer i klaverspil. 1926–27 fortsatte han sine studier i Berlin. I sommeren 1927 deltog han i Lübeck-operaens gæstespil i Dyrehaven, og det bevirkede at han blev ansat ved operaen i Lübeck som repetitør og hjælpekapelmester. Under sit ophold her (1927-29) komponerede og arrangerede han musik til en lang række forestillinger som han selv fik lejlighed til at dirigere – og han lærte derigennem dirigenthåndværket i praksis. I 1929 kom han tilbage til Dyrehaven for at dirigere musikken til Vølund Smed, og det forårsagede at han blev knyttet til Det ny teater i Kbh. hvor han ledede den første danske opførelse af Bert Brechts og Kurt Weills Dreigroschenoper som på dansk kom til at hedde Laser og pjalter. Det blev hans gennembrud som dirigent. Den følgende sommer fortsatte han ved friluftsteatret i Dyrehaven hvor han dirigerede J. Offenbachs Røverne. Derefter blev han knyttet til Det kgl. teater i Adam Poulsens korte direktørtid hvor hans gamle lærer Victor Schiøler var musikchef. Her dirigerede T. Ernst Kreneks opera Johnny spielt auf som var stærkt inspireret af jazzen - samt en række balletter. 1932-33 kom han til Nørrebros teater hvor han fik lejlighed til at sammensætte sit eget orkester der kom til at bestå af fornemme musikere udvalgt efter hans yderst kræsne smag. "Erik Tuxen og hans orkester" bestod af bl.a. Leo Mathisen (klaver), Peter Rasmussen (basun), Kaj Møller, Kai Ewans, Winstrup Olesen og Otto Banner-Jansen (sax), Bertel Skjoldborg (guitar) og Erik "Spjæt" Kragh (trommer) – i alt ti af vores allerbedste jazzmusikere på den tid. Orkestret spillede om sommeren i Tivolis "Arena" og om vinteren i Paladshotellets "Marmorhave". Ind imellem turnerede man i provinsen, gæstespillede i 1934 på Berns saloner i Stockholm og indspillede et væld af grammofonplader. De tre store filmselskaber Asa, Palladium og Nordisk Film benyttede også flittigt det fortræffelige orkester som fik en stor kunstnerisk og ikke mindst økonomisk succes.

Dette eventyr stod på 1933-36, og dets afslutning blev et stort vendepunkt i T.s liv. I begyndelsen af 1936 blev hans første ægteskab opløst fordi han havde truffet Ettie Michaelsen, datter af et meget formuende musikmæcenpar. Man udskrev en konkurrence om en stilling som kapelmester for Statsradiofoniens symfoniorkester som T. vandt i foråret 1936. Han blev fast ansat i radioen 15.9.1936 – samme dag som han blev gift med Ettie Michaelsen. Samtidig faldt hans indtægter til en fjerdedel. Men det betød dog en ny stor fremgang for T. Under den senere tids store succes følte han alligevel en vis usikkerhed og var begyndt et medicinsk studium som nu blev afbrudt af hans ansættelse ved Statsradiofonien hvor hans virke som dirigent blev af den allerstørste betydning – navnlig inden for den nyere franske musik. Men også Bela Bartók, Igor Stravinskij og ikke mindst den nutidige danske musik nød godt af hans interesse: Herman D. Koppel, Svend S. Schultz og Svend Erik Tarp. En opførelse af Beethovens 9. symfoni mislykkedes dog totalt for ham – men den var med til at vise hans begrænsning og understrege hvor han havde sin virkelige styrke. Under den sidste del af besættelsen måtte han flygte til Sverige hvor han kom til at arbejde som musikleder ved Svensk Filmindustri. Han var senere utrættelig i sine bestræbelser for at skaffe store dirigenter til radioens torsdagskoncerter, og han blev selv efterhånden et stort dirigentnavn i det fremmede gennem sine turneer i Europa, USA og Sydamerika. Hans største sejr var måske opførelsen af Carl Nielsens 5. symfoni i Edinburgh 1950 med det danske radioorkester. Hans sidste år var præget af svær sygdom, men alligevel havde han store planer for fremtiden – og hans kærlighed til jazzen var usvækket til det sidste. Der findes en lang række grammofonoptagelser og bånd i radioens arkiver som stadig kan minde os om en af de store personligheder blandt vore bedste dirigenter.