Ernst Carlsen

Ernst Carlsen, Ernst Søren Terman Detlef Carlsen, 23.5.1875-5.8.1961, viceformand i Landsforeningen til kræftens bekæmpelse. Født i Haderslev, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). C. der var uddannet som bogbinder var boghandler i Vejen 1898-1906. Her kom han også ind på bladvirksomhed og var redaktør af Folkebladet 1903-08 da han bosatte sig i Lyngby hvor han redigerede Nordre Birks Tidende og Københavns Amtstidende indtil 1915. 1914 blev han direktør i Aktieselskabet Sporvognsreklamen, i de følgende år tillige for Jernbanereklamen (1923), Kbh.s Plakatsøjler (1925), Kbh.s Telefon-Kiosker (1925) og Danske Erhvervs Annoncebureau (1927); i 1949 forlod han disse stillinger. 1926-38 var han generalkonsul for Estland. - Den mest betydende del af hans gerning gælder kampen mod kræften og ledelsen af store nationale indsamlinger. 1912 var han med til at stifte Radiumfondet. Han sad i dets forretningsudvalg og var dets meget initiativrige og energiske sekretær lige indtil fondets sammenslutning 1929 med Den danske kræftkomité. Han ledede den store landsindsamling der 1921 indbragte fondet millioner. "Der er" hed det i røntgenologen, prof. J. F. Fischers beretning herom, "endnu ikke foretaget nogen indsamling, som er foregået så stilfuldt og stilfærdigt og med så godt et resultat." C. var medlem af Den danske kræftkomité, viceformand for hovedbestyrelsen for Landsforeningen til kræftens bekæmpelse og medlem af landsforeningens direktion 1929-1946- og beklædte talrige andre hverv inden for kræftbekæmpelsens institutioner. - Selv nordslesviger gjorde C. et stort arbejde for Nordslesvig og dets befolkning. På hans initiativ dannedes i nov. 1918 Nationalfondet for tilvejebringelse af kirkeklokker til Sønderjylland - som erstatning for de gamle klokker der under verdenskrigen var blevet omstøbt til kanoner. C. der var medlem af Sønderjysk fonds bestyrelse 1918-1937, var medstifter af H. P. Hanssens mindefond og i en årrække dets næstformand. 1940 organiserede han den store nationalindsamling til Christian Xs 70-års dag der førte til oprettelsen af Kong Christian Xs fond. I årenes løb stiftede C. en række store legater: 1935 til kræftens bekæmpelse, 1944 til unge håndværkeres uddannelse, 1945 til støtte for sygeplejersker og i 1952 til støtte for forskning.

Familie

Forældre: cigarfabrikant Wolfgang C. (1844-1905) og Christiane Sørensen (1843-1918). Gift 5.5.1898 i Kolding med Adolphine Bronée, født 28.5.1879 i Kolding, død 22.7.1940 på Diakonissest., Frbg., d. af bagermester Theodosius B. (1841-1908) og Nielsine Nielsen (1847-1912).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1924. F. M.l 1931. K2. 1937. K1. 1940.

Ikonografi

Mal. af H. Vedel, 1933, buste af Utzon Frank, 1937 (begge Koldinghus). Relief af Gottfred Eickhoff, opsat 1947 (Finseninst.s radiumst.). Foto.

Bibliografi

E. C: Lykkelige arbejdsår, 1955. - Radiumfondet 1912-1929, ved C. A. Clemmensen, 1931. Einar Rud: Radiumfondet og landsforeningen til kræftens bekæmpelse 1912-1937, 1937. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig