Ernst Kaper

Ernst Kaper, Ernst Christian Kaper, 14.6.1874-10.7.1940, rektor, borgmester. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet i Gentofte. K. blev student 1892 og cand. mag. i tysk, græsk og latin 1898 efter studier ved Kbh.s og flere tyske universiteter. Allerede som student var han begyndt at undervise og efter embedseksamen var han lærer ved forskellige skoler i hovedstaden, men 1903 afbrød han sin lærervirksomhed for at studere skoleforhold i de nordiske lande, Tyskland og Schweiz. Et resultat af denne studierejse var bogen Den daglige Undervisnings Form, 1903 der gik ind for klasseundervisning, dvs. en undervisning hvor læreren timen igennem sørgede for at hele klassen var med. Denne undervisningsform blev efterhånden praktiseret overalt herhjemme. 1905–08 var han lærer ved Metropolitanskolen, 1908–17 rektor ved Ordrup gymnasium. Ved siden af sin skolegerning arbejdede han med forskning og erhvervede 1908 doktorgraden for bogen Heinrich v. Kleist: Robert Guiskard.

Allerede 1899 gik han ind i fagpolitisk aktivitet, idet han da var medstifter af Privatskolernes fag-ordnede lærerforening, og senere hen gjorde han sig i forskellige forbindelser til talsmand for en forbedring af lærerstandens kår. 1901 var han som lærernes tillidsmand med til at oprette De forenede latinskoler. Da denne institution havde økonomiske vanskeligheder, fik han 1910 Gentofte kommune til at give den det første offentlige faste tilskud til en privat højere almenskole, et eksempel som i de følgende år fulgtes af Frbg., Kbh. og staten.

Skønt K. ikke boede i Kbh. hentede borgerrepræsentationens konservative ham 1917 til posten som borgmester for magistratens l. afdeling. Under denne magistratsafdeling sorterede dels det kommunale skolevæsen, dels forskellige juridiske områder. Den havde hidtil altid været ledet af en jurist, og det at lederen nu blev en skolemand fremkaldte af og til, især i begyndelsen, kritik fra juridisk hold. Snart måtte alle dog erkende at byen havde fået en særdeles dynamisk borgmester der nok i særlig grad interesserede sig for skolespørgsmål, men som også med betydelig indsigt og fast hånd styrede afdelingens øvrige fagområder: politiet, fængselsvæsenet, næringsvæsenet, statistik, huslejeforhold, begravelsesvæsenet og kulturlivet. Under hans ledelse opførtes 1920–24 den nye politigård, han var med til at forberede indførelsen af et enheds-politi, og han fik i samarbejde med staten omorganiseret Kbh.s fængselsforhold. 1923 fik han skaffet Kbh. et folkeregister der dannede forbillede for landets øvrige kommuner. Han udvidede det kommunale biblioteksvæsen, fik gennemført den såkaldte "normalbegravelse" for mindrebemidlede og foranledigede at der blev udført restaurerings- og udsmykningsarbejder ved flere af de kirker som kommunen dengang var patron for. 1934 fik han Vartovs funktioner overført til den moderne stiftelse Gammel kloster som han senere fik udvidet betydeligt. Han var en interesseret og aktiv formand for kommunens kunstfond og fik bl.a. gennemført Joakim Skovgaards udsmykning af rådhusets bryllupssal. Han fik kommunen til at gennemføre store folkelige koncerter i Fælledparken. Håndværket og dets forhold beskæftigede ham meget; han fik reformeret undervisningen i byens tekniske skoler og skaffede dem bedre lokaleforhold. Under påskekrisen 1920 kom K. til at spille en landspolitisk rolle idet han, så snart han blev klar over at en generalstrejke truede, formåede overpræsidenten og borgmester Jens Jensen til at gå med sig til kongen for at råde denne til at afvikle konflikten, og bagefter var han meget aktivt med i bestræbelserne for at nå frem til en kompromisløsning. Hans holdning i denne sag stødte imidlertid en række af hans partifæller. I 1920erne og 1930erne indtog han en udpræget konservativ holdning i tidens livlige moraldebat, og han der i sine yngre år synes at have været optaget af brandesianismens livssyn blev mere og mere interesseret i kristendommen, og han gik i gang med at udarbejde en katekismus som kunne bruges til kristendomsundervisningen i skolerne. Det kneb. Kirken havde svært ved at acceptere K.s specielle syn på kristendommen, og først da teologen Michael Neiiendam fik givet ham en hjælpende hånd, nåede man frem til et resultat der kunne autoriseres til skolebrug (Kort Lærebog. Indførelse i Kristendommen, 5. udg. 1932). Vide kredse indenfor kirken tog dog fortsat afstand. I de følgende år blev K. ved med at tumle med religiøse problemer og skrev bøgerne Bibelkritik og Religion, 1933, og Læs igen i det gamle Testamente, 1936. Et andet spørgsmål som han var meget optaget af og skrev om, var forholdet mellem danskere og tyskere i grænselandet, bl.a. skrev han Sechs kleine Abhandlungen über "den Kampf der Geister" zwischen Dänisch und Deutsch südlich der neuen Grenze, 1922. 1940 udsendte han en lille bog om det besatte Danmarks problemer, De Fremmede i Landet. I forbindelse med omtalen af hans skribentvirksomhed må også nævnes hans udgaver af faderens lærebøger og leksika.

Forholdet til kollegerne i magistraten kunne være noget svingende. Den lille emsige mand havde svært ved at lade være med at blande sig i andre afdelingers affærer, og da han fandt at socialdemokraterne ved at gøre Peder Hedebol til finansborgmester havde lagt byens økonomi i alt for ukyndige hænder, kritiserede han denne i en tale i borgerrepræsentationen der gav genlyd og slog dybe sår. Også i forholdet til de bedst begavede og mest selvstændige af kommunens embedsmænd kunne den meget dominerende borgmester have problemer. Forholdet til offentligheden prægedes på den ene side af visse kredses konsekvente hån af ham – han fremstilledes som ordensglad, bigot og latterlig – og af andre kredses beundring for hans gemytlige charme og ubestridelige dygtighed.