Esbern

Esbern, levede 1161, biskop i Slesvig. Da biskop Oggi blev fordrevet i begyndelsen af 1140erne valgte kong Erik Lam E. til eftermand på Slesvig bispestol, og ærkebiskop Eskil indviede ham. Under det store kirkelige skisma der udbrød 1159 stod kong Valdemar og ærkebiskop Eskil meget skarpt over for hinanden, og det er muligt at E. har støttet Eskils "gregorianske" kirkepolitik. I hvert fald kom han i en heftig strid med kongens nye ombudsmand i Slesvig, Niels Rassesøn. Denne gjorde 1161 et togt mod en af bispens navnkundigste gårde (sikkert det ældste Gottorp der lå i nærheden af den nuværende avlsgård Falkenberg nordvest for Slesvig), brød et prægtigt, tømmerbygget hus ned og ville netop køre det bort på vogne da E.s mænd dræbte ham. E. flygtede til Sachsen hvor han senere døde; hans forgænger i embedet, Oggi der ligesom kongen var en afgjort tilhænger af den "victorianske" kirkepolitik kunne nu vende tilbage til Slesvig og atter tage bispestolen i besiddelse.

Bibliografi

Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig