Esbjørn Hiort, 2.4.1912-21.1.1992, arkitekt. Efter sin realeksamen fra Østre borgerdydskole suppleret med et år på et fransk gymnasium fik Esbjørn Hiort ansættelse bl.a. i Berlingske Tidendes reklameafdeling og skaffede sig grundig viden om moderne typografi. Han kom ind på akademiets arkitektskole 1932 og fik afgang 1945, men i årene ind imellem virkede han samtidig som reklamechef for Dansk Eternit A/S og gjorde her en indsats som ikke har været uden betydning for den kunstneriske kvalitet i byggeindustriens reklamer. 1945 blev han sekretær i Akademisk arkitektforening og fortsatte efter dannelsen af Danske arkitekters landsforbund 1952 som generalsekretær i denne organisation hvis vellykkede start bl. a. skyldtes hans energi og klare fremstillingsevne. Han arbejdede i disse år med en række udstillinger om dansk arkitektur og kunstindustri både herhjemme og i udlandet og viste sine evner til at organisere og sætte form på et mangfoldigt materiale.

1959–68 var Esbjørn Hiort direktør for Den Permanente (dansk kunsthåndværk og kunstindustri), derefter leder af sekretariatet for typehusdeklaration 1969–71, og 1972-82 virkede han som kommitteret i Byggecentrum med det redaktionelle ansvar for publikationen Byggedata. Egentligt byggeri gav Esbjørn Hiort sig kun i ringe grad af med, men hans sans for formgivning prægede bl.a. en række af hans bøger der navnlig behandler dansk kunstindustri i en klar, pædagogisk fremstilling. S.m. Helge Finsen skrev han bogen Gamle stenhuse i Island fra 1700-tallet, 1977. I 1990 udgav han biografien om sin nære ven Arkitekten Finn Juhl : møbelkunst, arkitektur, brugskunst, 1990 (engelsk udg. 2000).

Inden for arkitekternes organisationsarbejde beklædte Esbjørn Hiort betydende poster, bl.a. i Akademisk arkitektforenings understøttelsesfond og i Arkitekternes pensionskasse 1960-84. Han var desuden formand i bestyrelsen for Arkitektens forlag (1966–78) og var formand i bestyrelse og skoleråd for Skolen for brugskunst 1973-83 og formand for Selskabet for arkitekturhistorie 1977-89. I 1972 fik han tildelt Akademisk arkitektforenings æresmedalje.

Familie

Esbjørn Hiort blev født i København (Helligånds) og døde i Hørsholm; begravet på Hørsholm kirkegård.

Forældre: redaktør, senere direktør Ivar H. (1871–1942) og Emma Amalie Kristine Wellemberg Lorentzen (1882–1963). Gift 1. gang 5.11.1938 i Kbh. (Kastelsk.) med Anne-Lise Neckelmann, født 26.2.1921 på Frbg. (gift 2. gang 1954 med professor Elias Bredsdorff, født 1912), d. af fabrikant Hother N. (1882–1962) og Karen Gudrun Behrend (1896–1975). Ægteskabet opløst 1943. Gift 2. gang 6.8.1943 i Gentofte (b. v.) med tandlæge Inge Bente Andresen, født 1.5.1920 i Ringkøbing, d. af orgelfabrikant Johan Peter A. (1891–1920) og Ingrid Møller Clausen (1894–1939).

Udnævnelser

R. 1954. R1. 1976.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig