Even Marstrand

Artikelstart

Even Marstrand, Even Nikolaj Marstrand, 22.2.1879-13.12.1949, præst; socialøkonom, forfatter. Født i Kbh. (Vartov), død sst. M. blev student fra Østersøgades latinskole 1897, var en vinter på Askov højskole, blev cand. teol. 1903 og cand. polit. 1906. Efter en studierejse i Amerika var han lærer på Askov 1907-12 og skrev med inspiration herfra Poul la Cour, 1912, og Omkring Askov, 1924. Han ansattes 1912 som kaldskapellan i Højby i Odsherred, blev 1915 sognepræst i Egense på Fyn og 1918 i Venge ved Skanderborg. 1926 tog han sin afsked. Sognekirken blev han for snærende. Han havde forgæves protesteret i artikler mod at man ikke ville åbne sognekirkerne for pastor Th. Skat Rørdam, Ryslinge, hvis teologiske synspunkter han iøvrigt ikke delte. 1927-49 var M. præst for valgmenigheden i Osted ved Lejre. Hans stærke sociale interesse ytrede sig navnlig i hans virksomhed i det af Fernando Linderberg stiftede sociale sekretariat, senere Foreningen for social oplysning. Han var 1926-29 institutionens formand, tog initiativet til dens sociale årsmøder på Hindsgavl og var medudgiver og medforfatter af Det danske Samfund, 1924, og Den danske Stal, 1929, begge i flere udgaver, der blev indledningen til Nyt socialt Bibliotek hvis udgivelseskomité M. i en årrække var formand for. Fra denne periode stammer også Industriens Betydning for vort Land, 1927, prisbelønnet af industrirådet, Pontus Wikner. 1928, og den på indgående studier hvilende undersøgelse Arbejderorganisation og Arbejderkaar i Danmark fra 1848 til Nutiden, 1934. Desuden var han medarbejder ved Nationaløkonomisk Tidsskrift, Samfundets Krav, Højskolebladet og Dansk Udsyn og vikarierede for prof. Th. Geiger ved Århus universitet 1941-43 som lærer i sociologi og økonomisk historie. Efter anden verdenskrig kom hans England i det 20. Aarhundrede. Politisk, økonomisk, socialt, 1948, men hans litterære virksomhed samledes i hans senere år mere om biografier og grundtvigianismen. Han var udgiver og medforfatter af faderen Jacob Marstrands Herman Trier, 1936, og ved hans død forelå i alt væsentligt færdigudarbejdet Johan Borup og hans kreds, udgivet 1953. Både som præst og som forfatter var M afdæmpet i form og havde ikke udpræget skarpe anskuelser, men viste ved flere lejligheder sine meningers mod, når han fandt at autoriteterne over for andre krænkede de ubetingede åndelige frihedskrav der var ham i kødet båret.

Familie

Forældre: bagermester, senere borgmester Jacob M. (1848-1935) og Marie E. Neergaard (1846-1914). Gift 1. gang 5.2.1913 på Frbg. (Solbjerg) med Dagmar Hansen, født 29.8.1877 i Thorsager, død 27.10.1923 i Venge, d. af provst Carl Christian H. (1847-1909) og Catharine Susanne Nissen (1853-1930). Gift 2. gang 3.1.1929 i Kbh. (Vartov) med Ane Sofie Rasmussen, født 26.3.1885 i Præstø, død 15.9.1979 i Vejen (gift 1. gang med sognepræst i Dallerup og Låsby Jacob Christian Gotfred Holdt, 1874-1921), d. af købmand Peter R. (1839-90) og Bodil Christine Knudsen (1863-96).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 14.12.1949. Politiken s.d. Roskilde tid. s.d. Roskilde dagbl. s.d. Fr. Schrøder i Højskolebl., 1950 38-40.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig