Eyvind Bartels

Eyvind Bartels, 13.1.1916-30.12.1987, diplomat. Født i Kbh. B. blev student 1934 fra Herlufsholm, cand. polit. 1941 og ansat i udenrigsministeriets økonomiske afdeling 1942. Han var i denne periode tillige en søgt manuduktør i nationaløkonomi. Efter krigen blev han inddraget i de udenrigsøkonomiske forhandlinger, fra 1948 som kontorchef i udenrigsministeriets økon.-pol. afd. VI. 1950 blev B. fast delegeret ved OEEC og tillige økonomisk rådgiver for ambassaden i Paris. Indtil han 1955 udnævntes til generalkonsul i New York var han medlem af den indflydelsesrige embedsmandsgruppe, mest bestående af cand. polit.er som tilrettelagde Danmarks udenrigsøkonomiske politik. I efteråret 1956 blev han administrator for Sammenslutningen af brugere af Suezkanalen (SCUA), men vendte året efter tilbage til dansk udenrigstjeneste som chef for den faste delegation ved OEEC med titel af ambassadør. Fra 1.8.1960 blev han tillige ambassadør i Paris. Han varetog denne post til foråret 1965 da han blev forflyttet til New Delhi. Herfra sendtes han 1967 til Cairo for derpå at afslutte sin diplomatiske karriere som ambassadør i Washington 1971–75. I B.s ambassadørtid i Paris faldt den første runde i forhandlingerne om Danmarks optagelse i det europæiske fællesmarked hvorunder Paris-ambassaden var en nøglepost. I Indien fik B. som hovedopgave at tage sig af dansk bistandspolitik, mens han i Cairo blev optaget af den kroniske mellemøstlige konfliktsituation. Washington-perioden begyndte med et spændt dansk-amerikansk forhold i anledning af Vietnamkrigen, men afsluttedes med en væsentlig forbedring af atmosfæren under statsminister Anker Jørgensens besøg 1975. De usædvanlige træk i B.s løbebane, 25 års uafbrudt udetjeneste og 6 års "forvisning" til sekundære stationer mellem de betydningsfulde poster i Paris og Washington, må ses på baggrund af både hans sjældne evner og hans særprægede personlighed. Han ansås for en af tjenestens mest skarpsindige analytikere, snarrådige taktikere og talentfulde depecheforfattere. Især i Paris gjorde ypperlige forbindelser det muligt for ham at levere informationer og vurderinger af høj værdi. Men han lagde ikke skjul på at han kendte sit eget værd og fremsatte ofte impulsivt kritik af dansk politik og kultur, stundom offentligt. Mens han aldrig lod sit pessimistiske livssyn lamme sin intense arbejdsevne havde han ingen smag for de konventionelle sider af diplomatlivets repræsentative forpligtelser, men søgte helt at hellige sig hvad han selv anså for væsentligt. Han kunne derfor støde folk der lagde mere vægt på hans væsen end på hans evner. Han var beundret for sin åndrighed blandt venner, men viste ringe overbærenhed med alt hvad der forekom ham vulgært i smag og adfærd eller intellektuelt underlødigt. B. var en varm beundrer af general de Gaulle, men tillige overbevist tilhænger af dansk tilslutning til EF. Rom-traktatens franske hovedophavsmand, OEECs tidligere generalsekretær Robert Marjolin stod han personligt nær. Trods sine stærkt francofile holdninger viste han også i Washington sine usædvanlige indlevelsesevner. Han kom til at sætte pris på udenrigsminister Henry Kissinger hvis politik han energisk søgte at forklare hjemover. Mens B. havde et harmonisk forhold til udenrigs- og statsminister J. O. Krag fandt han det vanskeligt at samarbejde med Per Hækkerup, et forhold der førte til hans forflytning til New Delhi. B.s indflydelse på dansk udenrigspolitik i tiden 1945–75 må søges i hans indtrængende analyser, informationsindsamling, bidrag til den diplomatiske forhandlingstaktik, skånselsløse kritik af overordnede og håndfaste vejledning af yngre kolleger. –