Artikelstart
F.C.B. Treschow, Frederik Conrad Bugge Treschow, 31.12.1822-22.8.1893, udgiver af postadressebog. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst., begravet sst. (Holmens). T. var først landmand, blev 1854 kopist på Holmens kontor, 1861 fuldmægtig og 1869 kontorchef ved orlogsværftet og overkrigskommissær; 1891 avancerede han til chef for orlogsværftets regnskabsvæsen, en stilling som ellers både før og senere har været besat med en søofficer. Igennem sin svoger, justitsråd Erichsen der redigerede hof- og statskalenderen kom han ind på statistiske arbejder. Den til statskalenderen 1854 udarbejdede stedfortegnelse førte ham til 1869 at udgive Postadressebog for Kongeriget Danmark, et nyttigt og omhyggeligt udarbejdet værk der med offentlig understøttelse udkom i forøgede udgaver 1877, 1883 og 1890 foruden adskillige tillæg. – Overkrigskommissær 1869. – R. 1877.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.