F.C. Bornemann

F.C. Bornemann, Frederik Christian Bornemann, 18.10.1810-6.10.1861, jurist. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). B. blev student 1827 fra Metropolitanskolen, cand. juris 1833 med udmærkelse, 1834 volontør i kancelliet, foretog sammen med sin klassekammerat og nære ven H. Martensen en studierejse til Tyskland og Frankrig 1834–36 – i Martensens Af mit Levned I, 1882 gives en udførlig skildring heraf- maj 1839 lic. juris med afhandlingen De crimine raptus, aug. s.å. kancellist, okt. s.å. lektor ved det juridiske fakultet, 1840 prof. extraord., 1844 ordinarius og som sådan medlem af konsistorium og referendarius consistorii, en tid inspector quæsturæ. Han var rektor 1848–49, 1859–60 og 1860–61, ekstraordinær assessor i højesteret 1846–49 og 1850–61. Ifølge Kriegers Dagbøger II (1921) 145f. havde D. G. Monrad nogle "uklare tanker" om at gøre B. til justitsminister efter ministeriet Rotwitts fald. – I sin tiltrædelsesforelæsning som lektor 1839 erklærede B. uden forbehold at det skulle være hans opgave at gennemføre en filosofisk behandling af retsvidenskaben. Allerede i barndomshjemmet var hans interesse for filosofi blevet vakt, og fra de tidligste ungdomsår havde han sammen med Martensen studeret Schleiermacher, Fichte og Schelling, ligesom J. L. Heibergs afhandlinger havde sat dem i gang med et studium af Hegel. Inden for sit eget fag var B. ikke blind for de store fremskridt der var vundet ved A. S. Ørsteds indsats som juridisk forfatter. Men han havde ikke høje tanker om Ørsteds evner for filosofisk tænkning og opfattede nærmest hans virksomhed som den glimrende afslutning på en dogmatisk-eksegetisk epoke som nok havde værdi for det praktiske retsliv men som nødvendigvis måtte afløses af et højere udviklingstrin. Størstedelen af B.s retsvidenskabelige arbejder blev først trykt i de efter hans død udgivne Samlede Skrifter (I-V, 1863–68). Heri findes bl.a. B.s Forelæsninger over den nyere Retsphilosophies Historie med en fremstilling af Kant, Fichte, Schelling og Hegel, 1842–43 og Foredrag over den almindelige Rets- og Statslære (overvejende forelæsninger fra årene 1849–59). B.s universitetsprogram Om Retsordenens Natur og Væsen, 1845 er i det væsentlige indgået i den sidstnævnte fremstilling. B. var ingen talsmand for naturretten; han erkendte at ret må være en positiv ret der har statssamfundet til forudsætning. Men retten har ikke blot en ydre, empirisk eksistens af samme art som legemlige ting. Den har tillige en højere eksistens – ikke som en del af den af mennesker frit skabte intellektualverden men som resultat af en uindividuel, objektiv almenbevidsthed. Retsordenen er en anordning af verdslige forhold, men da den regulerer forhold mellem mennesker der er delagtige i det guddommelige og bestemt til at virke i dets tjeneste stilles også kravene til retsordenen af et oversanseligt princip. Retten er "den objektive sædeligheds, samfundssædelighedens rige", og nyttehensyn er kun af sekundær betydning. Ud fra synspunkter som disse behandlede B. de enkelte retsdiscipliner og retsforhold idet han søgte at bestemme de krav som retsideen eller samfundssædeligheden stiller ved reguleringen af mellemmenneskelige forhold. B.s virke som juridisk teoretiker betød i det hele en bevægelse bort fra det grundlag som var lagt af Ørsted, og den fortsatte med C. Goos. Det kan fra et nutidigt synspunkt næppe bestrides at støvet har lagt sig tæt over B.s almindelige retslære. Blandt den positive rets discipliner var strafferetten B.s hovedfag. Hans afhandlinger og forelæsninger fra dette område udgør to bind af Samlede Skrifter (III–IV) men en færdigt udarbejdet systematisk fremstilling efterlod han sig ikke, og hans indsats som strafferetsforfatter står langtfra på højde med Ørsteds og Goos'.

Mindst interesse havde B. for fagets specielle del (de enkelte forbrydelser); hans bidrag til den var overvejende tilføjelser og kommentarer til Tage Algreen-Ussings Haandbog i den danske Kriminalret. Mere gennemarbejdede var hans forelæsninger over den almindelige del hvor adskillige spørgsmål kaldte på hans interesse for retslivets grundproblemer. B.s væsentligste indsats blev dog ikke den filosofisk prægede del af hans strafferet men derimod hans meget aktive og kyndige deltagelse i et kommissionsarbejde som optog ham i hans to sidste leveår, og som førte til udarbejdelsen af den almindelige del i straffeloven af 1866. Af kriminalistiske arbejder havde han foruden licentiatafhandlingen og et universitetsprogram om medvirken til forbrydelser (1860) kun offentliggjort to afhandlinger om trykkefrihed og censur (1834 og 1844 (Samlede Skrifter V)). Af den positive ret behandlede B. også arveretten og folkeretten i forelæsninger der er trykt i Samlede Skrifter II og V. For den juridiske undervisning har navnlig hans gennemgang af arveretten haft betydning; studerende som ikke fortrinsvis fængsledes af B.s forelæsninger om spekulativt prægede emner har formentlig med stort udbytte kunnet følge hans indgående fremstilling af de gældende arveregler. Det ændrer dog ikke den kendsgerning at B. står ret isoleret og ikke som en vejviser i dansk retsvidenskabs historie. Han var en mand af sjældne intellektuelle evner, en tilhænger af det Heibergske dannelsesideal, en dyrker af poesi og kunst. Hans skarpsindighed og fortrinlige mundtlige foredrag, hans vid og lune fremhæves af samtidige, men fagligt repræsenterer han et stadium der måtte overvindes af de følgende slægtled hvor en mere realistisk og praktisk orienteret behandling af dansk ret og – efter Goos - af rettens grundproblemer blev udviklet. – Af brødrene blev Georg Bernhard Bornemann (25.5.1815–24.1.1884) student 1832, cand. jur. 1837 og 1840 ansat i landetatens generalauditoriat. 1848 overauditør, 1854–56 konstitueret generalauditør. 1859–62 konstitueret justitiarius i Kbh.s søret. 1871–83 var han generalauditør for hæren og flåden. Justitsråd 1859. Etatsråd 1867. R. 1851. DM. 1856. K² 1875. K.¹ 1883. - Johan Alfred Bornemann (17.1.1813–4.5.1890) blev cand. teol. 1836, licentiat 1840 (Anselmus et Abaelardus), lektor i Sorø til 1849 og 1854 professor ved universitetet. Trods ringe videnskabelig produktion blev han foretrukket fremfor P. C. Kierkegaard, men han viste sig helt uegnet som lærer og 1870 tog han sin afsked. – Etatsråd 1856.