F.S. Bang, Frederik Siegfred Bang, 22.12.1810-28.5.1889, kunstsamler. Født i Balslev på Fyn, død i Kbh, begravet på Frbg. B. kom 1815 i huset hos sin mormor i Kbh. hvor han opdroges. 1826 blev han volontør i Østersøisk Kompagni og var 1830–43 ansat hos C. J. Hambro og Søn i Kbh, idet han dog 1839–40 var på en rejse til Napoli og London. 1843 forflyttedes han til samme firma i London hvor han havde en betroet stilling, og hvor fx indkøbet af kunstsager til den yngre baron Hambros privatsamling blev overdraget ham. 1857 vendte han tilbage til Kbh, udnævnt til overbogholder ved Privatbanken som fra sin start stod Hambros bank nær; han avancerede 1859 til hovedkasserer og beklædte denne post til sin død. Han var en dygtig og veluddannet bankmand, elskværdig og repræsentativ, og en hjælpsom natur som gjorde sig store anstrengelser for at yde ikke mindst videnskabsmænd støtte hvor han kunne; i en årrække var han kasserer i Det kgl. nordiske oldskriftselskab. B. har fået særlig betydning som en af de store samlere her hjemme. Det var mest bøger og kobberstik der interesserede ham, men i tidens løb havde han også erhvervet sig udstrakte samlinger af malerier og kunstgenstande. Han efterlod sig alene en dansk portrætsamling på over 6500 blade; i alt løb antallet af stik på auktionen efter ham op til over 20.000. Med enestående rundhåndethed skænkede han de offentlige samlinger og institutioner af sine fund; Det kgl. bibliotek og universitetsbiblioteket nød godt af hans gavmildhed, ligeledes Sorø akademi, malerisamlingen og kobberstiksamlingen, St.mus. for Kunst, Fr.borg, Skt. Paulskirken osv. -Justitsråd 1861. Etatsråd 1887. –

Familie

Forældre: sognepræst i Balslev, siden i Grevinge, konsistorialråd Laurits B. (1776–1866) og Elisabeth Vogt (1774–1854). Gift 5.5.1842 i Grevinge med Caroline Amalie Ibsen, født 16.5.1815 i Odense, død 26.5.1893 på Frbg, d. af overtoldbetjent, løjtnant, senere toldkontrollør og krigs-kancellisekretær Johannes I. (1788–1846) og Louise Sophie Hedvig Fencker (1794–1843).

Udnævnelser

R. 1856. DM. 1869. F.M.1. 1876.

Ikonografi

Mal. af B. A. Bendixen 1836, tegn. af J. V. Gertner 1862 (begge Fr.borg). Litografi af I. W. Tegner, 1888. Tegn. af Chr. Blache. Foto.

Bibliografi

F. E. Hundrup: Stamtvl. over Oluf Bangs efterkommere, 1875 70 N. L. Faaborg i Fund og forskning XXI, 1974 94f 102. – Selvbiogr. og breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig