F.V. Mansa

F.V. Mansa, Frederik Vilhelm Mansa, 19.1.1794-1.10.1879, læge, medicinalhistoriker. Født på Marienlyst ved Helsingør, død på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). M. blev student 1812 fra Herlufsholm og tog kirurgisk eksamen 1818, hvorefter han 1820-23 var kirurgisk kandidat på Frederiks hospital under C. C. Withusen. 1823 nedsatte han sig på Kbh.s Vesterbro hvor han fik en ikke ubetydelig praksis. - Tidligst vaktes hans interesse for medicinens historie særlig under påvirkning af J. D. Herholdt, som han kaldte sin lærer og velynder, og 1831 tog han den medicinske doktorgrad ved universitetet i Halle som også andre kirurgiske kandidater dengang foretrak. Dissertationen var på latin og handlede om de mærkeligste epidemier i Danmark i middelalderen og lægevidenskabens samtidige tilstand. Af indledningen fremgår det, at det var hensigten efterhånden at udarbejde en fuldstændig udsigt over medicinens historie og sygdomsforholdene i Danmark, og spredte bidrag hertil findes allerede i de sammen med Herholdt udgivne Samlinger til den Danske Medicinal-Historie, 1833-35. Imidlertid blev arbejdet på det stort planlagte værk dels sinket, dels afbrudt ved at der blev lagt stærkt beslag på M.s arbejdskraft på anden måde. Fra 1825 fungerede M. som bataljonskirurg med regimentskirurgs rang ved livjægerkorpset, til han 1835 overgik til søetatens lægekorps som divisionskirurg, og 1845 blev han denne etats chef (stabslæge), indtil sø- og landetatens medicinalvæsen 1868 forenedes; de første elleve år ved flåden fungerede han desuden som I. overlæge ved søetatens hospital. 1834-45 var han lægelig leder af den sindrige mekaniker og opfinder J. P. Langgaards nyoprettede ortopædiske anstalt på Store Tuborg og bidrog til styrkelse af det nye speciale ved forskellige beretninger om virksomheden og resultaterne. 1840-68 var han som ivrig skandinav den danske generalsekretær for de skandinaviske naturforskermeder. Allerede 1826 var han blevet medlem af det kgl. medicinske selskab, var dets sekretær 1831-35 og senere viceformand. Medlem af sundhedskollegiet var han 1846-74. 1831-53 blev han efterhånden medudgiver af forskellige medicinske tidsskrifter, hvoraf det vigtigste var Hospitals-Meddelelser, og af Maanedsskrift for Litteratur og Borgervennen, og han skrev ikke lidet i disse, både originale artikler, hvoraf en del historiske, og mange, undertiden ret kritiske anmeldelser, ligesom han udgav forskellige oversættelser, fx af populære lægelige værker. Allerede 1833 var han flyttet til selve Kbh., og hans praksis forøgedes hurtigt. Han skildres som en mild og samvittighedsfuld natur, men en noget veg og blød karakter hvad der kunne gøre ham til en velset huslæge, men næppe til en særlig velskikket øverste administrator. I denne sidste egenskab blev han da også udsat for adskillige angreb, fx i anledning af embedsbesættelser; særlig hårdt gik det til i Fædrelandet i efteråret 1856. Han søgte rekreation i havedyrkning, kunst og skønlitteratur, men især i musikken, spillede både violin og bratsch, og han efterlod sig en ikke ubetydelig maleri- og bogsamling; hans håndskrevne nodesamling tilfaldt musikkonservatoriet.

1869, året efter sin afgang fra militærlægevæsenet, trak M. sig også tilbage fra praksis og flyttede tilbage til Frbg. Han fik atter god tid til arbejdet med medicinens historie som han for øvrigt aldrig helt havde unddraget sig. 1854 udgav han en værdifuld bog om Pesten i Helsingør og Kbh. 1710 og 1711, hvortil forarbejder var fremkommet bl. a. i Historisk Tidsskrift. I sit 79. år (1873) kunne han endelig fuldende sit hovedværk, Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedsplejens Historie i Danmark fra de ældste Tider til Begyndelsen af det attende Aarhundrede der indeholder mere end titlen lover, og som i virkeligheden til dato blev den nyeste oversigt over medicinens historie i Danmark. Bogen lider under at være bygget på notater fra et langt liv, samlede af en ældre forsker, men den indeholder et mægtigt stof som intetsteds er så let tilgængeligt. En del bør dog tages med et vist forbehold, idet han ikke altid har prøvet sine kilder tilstrækkeligt. Det er med rette, at M. i mange år kaldtes for vor lærdeste medicinalhistoriker, og ligeledes kan det siges, at han før Jul. Petersen (1840-1912) og V. Maar var den eneste der - bortset fra den for tidligt afdøde A. F. Bremer - fra ungdommen dyrkede medicinens historie med metode. Uden for ægteskab var han far til F. V. Hegel, hvis mor havde været husjomfru i hans hjem. - Etatsråd 1856.