F. Treschow

F. Treschow, Willum Frederik Treschow, 15.9.1786-2.4.1869, jurist, politiker. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). T. dimitteredes fra Roskilde katedralskole 1803 efter tidligere at have gået på Metropolitanskolen. Han studerede jura, modtog stærkt indtryk af A. S. Ørsteds manuduktion og blev cand.jur. 1806. En planlagt udenlandsrejse måtte opgives, men T. delte i de kommende år sin tid mellem Roskilde, hvor han på forskellig vis bistod sin far, og Kbh. hvor han fortsatte sine studier i bredere retning og stiftede bekendtskab med folk som Georg Sverdrup og N. F. S. Grundtvig. T. forberedte sig på en karriere som sagfører, blev 1808 prøveprokurator ved den kgl. landsoversamt hof- og stadsret og fik n.å. bevilling som overretsprokurator. Som sagfører gjorde han sig hurtigt bemærket, og 1811 udnævntes han til højesteretsadvokat i en alder af 25 år hvad der dog ikke var noget særsyn i datiden. T. fik snart en fremtrædende plads i den lille kreds af højesteretsadvokater, og han fik hurtigt et betydeligt klientel, ikke mindst i forretningsverdenen hvor han førte en række sager for Asiatisk Kompagni, om vestindiske forhold m.v. T.s uomtvistelige dygtighed i forbindelse med indsigt i forretningsforhold betød at han ikke mindst blev engageret i betydende boopgørelser. Han forsvarede 1820-21 J. J. Dampe og 1825-26 ungdomsvennen Grundtvig i injuriesagen. I begge tilfælde viste han sig som den dygtige defensor der udnyttede samtlige muligheder i sagen. Forholdet til Grundtvig synes i øvrigt efterhånden at være blevet køligere. 1828 udnævntes T. til generalfiskal, og som offentlig anklager kom han i de kommende år til at føre en række store sager for regeringen, herunder 1835 sagen mod C. N. David og 1842 og igen 1845 mod Orla Lehmann. Da regeringen mod hans råd ville appellere afgørelsen i den sidste sag mod Lehmann, søgte og fik han 1846 sin afsked som generalfiskal. Overhovedet stod T. som sin tids ledende praktiserende jurist, og han havde stor del i ordningen af den såkaldte 12-millionsag der vedrørte et mellemværende mellem staten og Nationalbanken.

T. var allerede sidst i 1820erne særdeles velhavende, og 1828 erhvervede han det betydelige fynske gods Brahesborg for 228 000 rdl. T. viste sig også som godsejer som den dygtige forretningsmand der moderniserede gårdens drift, øgede indfæstningerne eller frasolgte fæstegårdene. T. indsatte senere sin søn, Wilhelm Treschow som bestyrer af godset, men kom der selv hyppigt og tog levende del i dets styrelse. 1846– 47 omlagdes hovedgårdsdriften ved oprettelsen af en avlsgård, Vilhelmsborg, jorder blev frasolgt, og 1854 overdrog han den i udmærket stand værende ejendom til sønnen. 1835 havde T. engageret sig i et endnu mere omfattende godskøb, Fritzøe jernværk med tilhørende udstrakte ejendomme der tilhørte det tidligere grevskab Laurvigen i det sydlige Norge. T. var tidligere kommet ind i de meget indviklede forretningsmæssige forhold omkring ejendommen, og han overtog besiddelsen for et beløb svarende til 480 000 rdl. Ejendommen og jernværket var blevet misrøgtet af de tidligere besiddere, og T. brugte betydelige midler og stor energi på at bringe jernværket på fode og sikre dets produkter afsætning i Norge og Danmark. En søn, Michael Treschow, indsattes som bestyrer, og i takt med den almindelige økonomiske vækst bedredes mulighederne for værket efterhånden. T. blev, ikke overraskende, inddraget i det begyndende politiske liv. 1832 fik han sæde i de oplyste mænds forsamling, og han mødte i Roskilde stænderforsamling i de første tre perioder som kongevalgt medlem, hvorefter han dels af private, dels af politiske årsager frabad sig genvalg. T. var en ivrig deltager i forsamlingernes virksomhed, med størst styrke og gennemslagskraft i de egentlige juridiske spørgsmål, men også i drøftelserne omkring landboforholdene hvor han gav udtryk for udprægede godsejersynspunkter. Gennemgående kan man betegne hans synspunkter som moderat konservative. Han var ikke uden kritik, fx af finansstyrelsen, og han anbefalede en vis forsigtighed i trykkefriheds-spørgsmål. Han fandt stænderinstitutionen fornuftig og gavnlig, krævede blot en grundlæggende respekt for styreformen og overholdelse af de undersåtlige former. En reminiscens af venskabet med Grundtvig var formentlig udtrykt i hans støtte til kravet om sognebåndsløsning 1838.

I den skærpede modsætning mellem regering og opposition i 1840erne befandt T. sig tydeligvis ikke vel. Trods nære forbindelser med nationalliberale kredse som han delte almene og kulturelle synspunkter med var han frastødt af den begyndende nationale strømning, af kravene om forfatning og ikke mindst af den begyndende bondebevægelse. Sagerne mod Orla Lehmann bragte ham i oppositionens søgelys, og det var T. belejligt at han kunne finde påskud til at fratræde som generalfiskal. Efterhånden nedtrappede han også sin virksomhed i skranken og førte 1847 sin sidste sag for højesteret. T. fulgte den politiske udvikling nøje, men med stigende og stadig misbilligelse. 1848 mødte han på ny i Roskilde stænderforsamling og s.å. som kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. Her fik han ikke større betydning da han af regeringen sendtes til London og Berlin i diplomatiske øjemed. I London ordnede han for den danske stat et stort statslån med huset Hambro til finansiering af krigen. T. spillede i de diplomatiske forhandlinger omkring krigene 1848-49 en vis rolle, og han sikrede ved sin tilstedeværelse i statsrådet 13.7.1849 Berlin-aftalernes accept i Danmark. 1849 indvalgtes T. i landstinget hvor han gjorde sig stærkt gældende, særlig i udvalgsarbejdet. Finanspolitik og landbospørgsmål var som tidligere hans hovedinteresser, og han markerede sig som en af de ledende på konservativt hold i de første års parlamentariske liv. T. var ikke fremtrædende i forhandlingerne i salen, men han lagde sin indsats i de personlige kontakter og som omtalt i udvalgene. Han støttede ministeriet Bluhme og faldt ved valget til landstinget 1853, men blev på ny kongevalgt medlem af rigsrådet 1854-63 hvor han helt trak sig ud af det politiske liv. T. kunne beklage sig over den politiske udvikling og det arbejde den parlamentariske gerning krævede, men det forhindrede ham ikke i at yde en betragtelig indflydelse til dels i kulisserne som rådgiver, mægler mellem modstående synspunkter og personer og som tidligere den smidige og i formen imødekommende varetager af de grundlæggende konservative interesser. – T. kom i kraft af sin store arbejdsevne, autoritet som jurist og dygtighed som forretningsmand til at beklæde en lang række tillidshverv. Han var i mange år medlem af Nationalbankens repræsentantskab, blev 1853 kurator for Vemmetofte hvis økonomi han fremmede, livsvarig direktør i den Hjelmstierne-Rosencroneske stiftelse, havde sæde i administrationskommissioner og en række humanitære stiftelser og oprettede selv i Kbh. tre friboliger for trængende kvinder og 1859 det T.ske fideikommis hvoraf der afholdtes en række legater til videnskabelige og kunstneriske formål. I sin bolig i Kbh., det T.ske palæ (hjørnet af Frederiksholms Kanal og Ny Kongensgade) førtes en omfattende selskabelighed, og både her og på Brahesborg anlagdes betydende samlinger af kunst. T. hørte til kredsen om Johanne Luise Heiberg, men undgik ikke at krænke denne ved lejlighedsvis ikke at rette sig efter hende i et og alt.

T. var i besiddelse af overordentlige evner. Han var en af de første store praktiserende advokater i moderne forstand med utalte kontakter og forbindelser i ind- og udland. Han havde forretningsmandens evner i henseende til på én gang at vove og overveje, og som politiker var han i besiddelse af stor forhandlingsevne, klogskab i sine bedømmelser af forhold og personer og her også viljestyrke og myndighed hvor han fandt det belejligt at vise disse egenskaber. Over for sin tids afgørende strømninger i idémæssig henseende var han tilsyneladende forbeholden. Han var vel den af det gamle systems mænd der mest oprigtigt og loyalt gik ind i vilkårene efter 1848-49, men det var snarere ud fra en praktisk-nøgtern bestræbelse for at sikre og bevare hvad der kunne opnås. Han havde forretningsmandens nøgterne og pragmatiske indstilling når blot grundlæggende konservative elementer som ejendom og autoritet kunne opretholdes. -Ekstraordinær assessor i højesteret 1848. – Justitsråd 1824. Etatsråd 1829. Konferensråd 1846. Gehejmekonferensråd 1854.