F. v.Krogh, Ferdinand Christian Herman v.Krogh, 19.7.1815-19.6.1891, genealog. Født på Favrvrå i Tyrstrup, død i Minden, Hannover, begravet sst. v. K. blev student fra Husum, immatrikuleredes 1833 i Kiel, senere i München og tog 1841 slesvigsk juridisk eksamen i Kiel. 1846 blev han toldforvalter i Nordborg, 1851 landfoged og digegreve i Stapelholm samt præsident i Frederiksstad, men fordreves og fik afsked 1864 og fik ikke senere noget embede. Allerede 1857 ønskede v. K. at komme ind i politik, faldt dog 1863 ved valg til rigsrådet og afslog D. G. Monrads tilbud om ministerporteføljen for Slesvig. Han hørte til dem der indså "Nødvendigheden af Holstens Separation". Han begyndte sin omfattende forfattervirksomhed med de genealogiske håndbøger Den høiere danske Adel, 1866 og De danske Majoraler, 1868 hvortil 1878 sluttede sig Dansk Adelskalender. Den sidste blev genstand for en skarp kritik af C. F. Bricka i Historisk Tidsskrift 5.r.I 669–92, men man må ikke overse at det var det første forsøg på på tryk at holde mandtal over adelen, og at disse håndbøger danner grundlaget for den få år senere udkomne første årgang af Danmarks Adels Aarbog. 1870 skrev v. K. en pjece om Den konstige Østersavl, 1874 Erinnerungen aus Griechenland, minder fra en rejse han havde gjort sammen med udsendinge fra Gedalia & Co. 1878 udgav han Kai Lykke og 1882 en samling afhandlinger Historiske Minder. Han var hertug Carl af Glücksborg behjælpelig med hans mellemværende med den preussiske regering og udgav i den anledning 1874 Der ploensche Successions-Vertrag og 1877 Beiträge zur älteren Geschichte des Hauses Holstein-Sonderburg. Han efterlod materiale til et større værk om huset Holsten-Gottorp som hans arvinger solgte til storhertugen af Oldenburg. – Kammerherre 1864.

Familie

Forældre: ritmester, senere amtmand og overstaller, kammerherre Godske Hans Ernst v. K. (1778–1852) og Agnes Cecilie Wilhelmine v. Warnstedt (1788–1829). Ugift.

Udnævnelser

R. 1860. K.2 1882.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig