Ferdinand, Frederik Ferdinand, 22.11.1792-29.6.1863, arveprins. Ferdinand var yngste barn og blev tidligt forældreløs. Hans opdragelse overvågedes af kronprins Frederik, men selv om en række udmærkede lærere hidkaldtes kunne ingen af dem bibringe deres elev større kundskaber. Han var ret flygtig og havde mere sans for lette fornøjelser end for strengt åndeligt arbejde. Som for de fleste andre prinser var den militære vej den naturligste der frembød sig, og Ferdinand, der allerede 1803 havde fået titel af oberst, udnævntes til chef for det samme år oprettede regiment prins Frederik Ferdinands lette dragoner. 1814 blev han generalløjtnant og 1829 general. 1833 blev Gotthold Müller hans adjudant, og gennem hans efterladte papirer er man i stand til at følge prinseparrets færden næsten fra dag til dag. 1839 udnævntes han til kommanderende general over Nørrejylland og kort efter tronskiftet til kommanderende general over Sjælland og til medlem af gehejmestatsrådet med stemme. Selv om broderen Christian VIII således drog ham frem til de betydeligste poster inden for regeringen blev hans indflydelse yderst ringe. Han havde ingen evner til at gøre sig gældende og heller ingen lyst dertil. Hans økonomiske forhold var tidligt fortvivlede på grund af den store gæld som letsindigt spil kastede ham ud i, og det kom i denne anledning til skarpe rivninger mellem ham og C.L. Stemann. Heller ikke under Frederik VII formåede han at gøre sig mere gældende, og det var en offentlig hemmelighed at kongen atter og atter måtte komme sin onkel til hjælp under hans svære finansielle vanskeligheder.
Ferdinand var ingen varm beundrer af junigrundloven, og det var almindelig kendt at han ivrigt støttede A.S. Ørsted i hans opposition mod de nationalliberale. Prinsen havde derfor en meget dårlig presse, ja denne behandlede ham næsten uærbødigt. Dette blev ikke bedre da han 1855 nægtede at underskrive fællesforfatningen med den motivering at den ikke var monarkisk nok da den ikke gav tronfølgeren fri adgang til ministerkonferencerne og gjorde tronfølgerens overtagelse af regeringen afhængig af hans edsaflæggelse på forfatningslovene. Af de nationalliberale blade stempledes prinsen som et redskab i helstatsmændenes hænder og hans demonstration som et sidste forsøg fra denne side på at spænde ben for fællesforfatningen. Kongen selv blev rasende og fratog prinsen kommandoen, samtidig med at han foreløbig udelukkede ham fra hoffets fester. Hele affæren gav anledning til en vældig ståhej i den politiske presse, men ret længe varede krigen ikke. Prinsen havde ingen aspirationer i retning af at optræde som politisk frondør og brød sig heller ikke om alt for længe at være ganske afskåret fra forbindelsen med kongen. Et kompromis kom derfor i stand, og prinsen blev taget til nåde igen.
I prinseparrets popularitet blandt Københavns brede befolkning havde denne episode ikke formået at gøre noget skår. Lige fra det øjeblik de 1853 under koleraepidemien havde erklæret at de ville blive boende på deres palæ midt i den pestbefængte by kunne intet rokke dette gode forhold, og det fæstnedes med årene ved deres jævne færden omkring i byen. De holdt meget af at gå i Tivoli, og de spadserede ligesom andre brave borgerfolk tur på Volden på Store bededags aften. Om prinsens letsindighed i spil og hans mange små erotiske ekstrature gik der mange historier i byen, men hans godmodighed fik al uvilje til at forsvinde, og det vakte en virkelig bevægelse i mange hjem da det en sommerdag 1863 rygtedes i byen at prinsen var styrtet om under parolbefalingen, ramt af et apoplektisk tilfælde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.