Ferdinand Oxelberg

Ferdinand Oxelberg, Daniel Ferdinand Gottlieb Oxelberg, 12.1.1833-15.7.1890, snedkermester. Født i Kbh. (Frue), død i Hellerup, begravet i Kbh. (Ass.). O. kom i lære på de ansete, 1810 grundlagte Thielemannske værksteder som hans far bestyrede. 1853 blev han mester og rejste derefter på stipendier halvandet år i udlandet hvor han navnlig opholdt sig i Berlin og Wien og satte sig ind i maskinsnedkeriet på de større værksteder. Efter et besøg på verdensudstillingen i Paris 1867 havde han sin plan om oprettelse af et maskinsnedkeri færdig 1871 og etablerede sig i Khh. hvor værkstedet snart voksede til byens største og mest ansete. O. virkede ikke blot for sit fags mekaniske, men også for dets æstetiske udvikling. På verdensudstillingen i Paris 1878 opnåede han guldmedalje for bygningssnedkerarbejde. Han virkede sammen med de bedste arkitekter og fulgte til de mindste enkeltheder deres tegninger. Et par repræsentative arbejder fra hans værksteder er maghognidørene til Det tekniske selskabs skoles festsal i Ahlefeldtsgade, en gave til skolen fra ham, og kongeværelset på den store nordiske udstilling 1888, tegnet af Martin Borch og senere af O. skænket til Kunstindustrimuseet. Fra 1876 var O. medbestyrer i Kbh.s snedkerlav, 1877 næstformand og 1886 formand for Snedkernes tegneforening af 1837. O. havde arbejdet sig frem ved egen hjælp, og hans arbejder opnåede tidens højeste anerkendelse; hans selvfølelse var derfor forståelig. I politisk og social henseende var han en meget konservativ mand, en åben modstander af den fremtrængende socialisme og fagforeningsbevægelse, men hans menneskelige egenskaber, hjælpsomhed og retsind, var lige så kendte.

Familie

Forældre: snedkermester Peter Mathias O. (ca. 1800-66) og Kirstine Magdalene Malvig (1801-82). Gift 8.6.1861 på Frbg. med Anna Hansen, født 29.7.1839 i Stenmagle, død 7.9.1906 i Hellerup, d. af aftægtsmand Hans Jensen (1775-1853, gift 1. gang 1800 med Kirsten Nielsdatter, 1771-1833, gift 1. gang med gårdejer Jørgen Andersen, ca. 1749-99) og Johanne Christens-datter (ca. 1797-1842, gift 1. gang med husmand Christopher Nicolaisen, ca. 1792-1831), plejedatter af værtshusholder i Kbh. Jørgen H. (1800-67) og Mette Rasmussen (1804-79).

Udnævnelser

R. 1881.

Ikonografi

Mal. af B. Middelboe, 1881. Træsnit af H. P. Hansen, 1887. Foto.

Bibliografi

Ad. Bauer: 1837-87. Snedkernes tegneforen., 1887. Erik Schiødte i III. tid. 27.7.1890. Rasmus Berg: Snedkerlavet 1554-1904, 1904.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig