Finn Lassen, 29.4.1904-10.1.1967, skuespiller. Født i Varde, død i Odense (Th. Kingos sg.), begravet sst. Assistens kgd. Efter sin debut (Tvillingerne) på Odense teater 24.8.1924 blev L. elev på teatrets elevskole. Herefter var han beskæftiget gennem en udstrakt turnévirksomhed hvor han især varetog det komiske rollefag. 1941 ansattes han ved Odense teater og blev teatrets mandlige hovedkraft. Han udførte her ca. 154 roller i sin ansættelsesperiode (1924–25 og 1941–67). 1964 fejrede han sit 40-års jubilæum som Løjtnant von Buddinge i Genboerne. – L. var en udpræget naturalistisk skuespiller der på Odense teater udviklede sig til en fortrinlig karakterskuespiller. Inden for komedietyperne kan nævnes Kaspar Røghat i Der var engang, 1945, Alfred Doolittle i Pygmalion. 1948, Tobias Hikke i Hellig Trekongers Aften, 1953 hvor hans udmærkede egenskaber som humoristisk karakterskuespiller trådte tydeligt frem. Men lige så gedigne var hans rollefortolkninger inden for det seriøse repertoire. Kardinal Wolsey i Cant. 1951, Jacob Levin i Indenfor Murene, titelrollen i Jeppe paa Bjerget, 1952 og den tragisk opfattede Shylock i Købmanden i Venedig. 1954. Betydelig var ligeledes gamle Mikkel Borgen i Ordet. 1951. L. spændte vidt, og hans store scenemyndighed og varme menneskelighed gjorde altid fremstillingen værd at lytte til. Han varetog både små og store roller og indordnede sig inden for det naturalistiske ensemblespil. Stemmen kunne virke noget pompøs og den udpenslede diktion lidt ensformig, ligesom han ikke magtede det lidenskabelige spil. Men et personligt statuarisk spil, en ærlig djærvhed og gennemtænkte detaljer i rolleopbygningen bevirkede at han fyldestgørende kunne forløse selv betydelige roller. L. har desuden optrådt i adskillige film, TV-spil og radiodramatik og havde 1953 stor succes på Frederiksberg teater i Sommer i Tyrol. L. modtog Ahlefeldt-Laurvigs legat 1952 og 1963, Rundskuedagens teaterlegat 1954, Otto Lagonis mindelegat 1957, Odense teaterpris 1962 og Helge Rungwalds mindelegat 1964.

Familie

Forældre: lærer, senere skoledirektør Valdemar Sigfred Charles L. (1868–1939) og Harriet Valborg Rasmine Schmidt (1875–1936). Gift 1.10.1943 i Odense (b.v.) med tandlæge Aase Ellen Sophia Ragnhild Bang, født 31.3.1901 i Kbh. (Jons.), d. af fuldmægtig, mag.scient. Aage Hjalmar B. (1874–1939) og Ellen Johanne Margrethe Gjentrup (1872–1954). Ægteskabet opløst 1954.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i B.T. 18.8.1964. – Odense teater 1796–1946, red. Poul Dreyer, 1946. Odense teater 175 år, red. samme, 1971.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig