Fr. Olsen, Fritz Johannes Jacob Olsen, 20.9.1854-7.7.1934, overpostkontrollør, posthistorisk forfatter. Født i Kbh. (Garn.), død på kommunehosp. sst., begravet sst. (Garn.). O. indtrådte 1869 i postvæsenets tjeneste, fungerede 1872 som assistent ved feltpostkontoret i Hald, blev 1873 postskriver, 1874 assistent i generaldirektoratet, s.å. postekspedient i Kbh., var 1878 assistent ved feltpostkontoret i Jægersborg dyrehave, udnævntes 1886 til fung. postkontrollør, fast ansat 1889, 1902 til postmester i Thisted og 1905 til overpostkontrollør i Kbh. (chef for Købmagergades postkontor). Han afgik 1924 på grund af alder. – O. kom tidligt ind på at beskæftige sig med sin etats historie, og allerede 1889 udgav han Det danske Postvæsen, dets Historie og Personer indtil dets Overtagelse af Staten 1711 der 1903 efterfulgtes af Postvæsenet i Danmark som Statsinstitution indtil Christian VIIs Død (1711-1808), 1908 af Postvæsenet i Danmark under Frederik VI og Christian VIII (1808-1848) og endelig 1924 af Postvæsenet i Danmark 1848-1873. Her ind imellem udgav han i anledning af centralpostbygningens indvielse 1912 skriftet Det kjøbenhavnske Postvæsen 1624-1912 og efter sin afskedigelse Poststyrelsen, Postkontorerne og Postmestrene iDanmark 1624-1924, 1925. Endelig samlede han under titlen Den danske Postetat 1624-1927, 1929 personhistoriske optegnelser om postvæsenets embeds-klassers personale i det nævnte tidsrum, men dette arbejde eksisterer kun i fire maskinskrevne eksemplarer, fordelt til Rigsarkivet, Det kgl. bibl., univ.bibl. og statsbiblioteket i Århus. Som et første forsøg på at give en udtømmende fremstilling af postvæsenets historie gennem tiderne er O.s arbejde al ære værd, men det kan ikke skjules at han ofte har gjort sig skyldig i fejltagelser og fejllæsninger, ligesom han ofte ikke er gået til selve kilderne, men har nøjedes med at benytte indholdsfortegnelserne til de kongelige breve. Alligevel er hans arbejde når det benyttes med fornøden varsomhed og kritik af stor værdi.

Familie

Forældre: hushovmester hos prins Frederik af Hessen Ole Nielsen O. (1811-62) og Caroline Juliane Christiane Hendrichsen (1823-95). Gift 12.2.1890 i Horsens med Emilie Louise Andersen, født 5.4.1858 i Kbh. (Trin.), død 3.5.1941 på Frbg., d. af værtshusholder, senere ølhandler Hans A. (ca. 1812-63, gift 2. gang 1858 med Nicoline Ferdinandine Degenkolw, 1832-96) og Christiane Petersen (ca. 1815-58). – Far til Carsten O.

Udnævnelser

R. 1910. DM. 1918.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig