Fr. Schrøder, Christian Ditlev Frederik Schrøder, 18.10.1888-6.7.1973, præst. Født i Askov, død i Holbæk, begravet sst. S. blev student (Herlufsholm) 1906 og cand.teol. 1912. 1914 fik han guldmedalje for en afhandling om hallenserpietismens udbredelse og indflydelse i Danmark; s.å. blev han lærer ved Fr.borg højskole, 1918–30 ved Askov udvidede højskole. 1930 blev han sognepræst i Åle-Linnerup, 1936 i Fjelstrup og 1944–58 i Holbæk. S. var en flittig forfatter; 1921 udgav han et mindeskrift om sin farbror Johs. E. Schrøder. 1924 kom et mindre arbejde om Askov valgmenighed, og 1929–31 udgav han sammen med Ernst J. Borup den meget benyttede Haandbog i N. S. F. Grundtvigs Skrifter I-III. 1935–36 udsendte han det på primære kildestudier hvilende, meget omhyggelige arbejder om sin far Ludvig Schrøders Liv og Gerning I-II. Fra 1927 var han medredaktør af Dansk Udsyn, skrev her og i Højskolebladet en mængde artikler (desuden kronikker i Sorø Amtstidende og Vestkysten) som især beskæftigede sig med skole og kirke, dansk folkeliv hjemme og blandt udlandsdanskere – altsammen ud fra et konservativt grundtvigsk stade. Også i Kirkeligt samfund af 1898 gjorde han som medlem af hovedbestyrelsen (fra 1930) er betydeligt arbejde, bl.a. med bogspredning. – S. gjorde også en betydelig indsats som personalhistoriker og er udgiver af Meddelelser om Schrøder-Slægten I-X, 1919–36; 2. serie I-II, 1939–41; 3. serie I-VI, 1959–69 samt Schrøder-Slægten. Paa Grundlag af Johs. E. Schrøders Slægtebog I-II, 1918–71.

Familie

Forældre: højskoleforstander Ludvig S. (1836–1908) og Charlotte C. E. J. Wagner (1842–1904). Gift 1. gang 24.9.1918 på Frbg. (Godth.) med Ingeborg Johanne Bindslev, født 20.7.1891 på Frbg., død 7.1.1942, d. af lærer, senere skoleinspektør Carl Alfred Severin B. (1859–1923) og Elisabeth Louise Margrethe Hansine Tauber (1860–1940). Gift 2. gang 5.5.1943 med Inger Sofie Kirstine Astrid, rigsgrevinde Sponneck, født 25.4.1902 i Slagelse, død 16.1.1973 i Kbh., d. af Adolf Julius William Johannes rigsgreve S (1865–1955) og Petraline Kirstine Jensen (1867–1957). – Bror til Ingeborg Appel.

Udnævnelser

R. 1958.

Ikonografi

Mal. af Karl Schrøder, 1933. Foto.

Bibliografi

Studenterne MCMVI, 1931 160f. Hejmdal 13.10. og 17.10.1938. Vestkysten 15.10. s.å. Sorø amtstid. 18.10. s.å. Horsens folkebl. s.d. J. Th. Arnfred: Askov højskole i mands minde, 1965 44f. – Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig