Francesco Giuseppe Borri

Francesco Giuseppe Borri, Francesco Giuseppe Burrus, 4.5.1627-13.8.1695, alkymist, læge. Født i Milano, død på Engelsborg i Rom. B. var opdraget i jesuiterseminariet i Rom og kom i det romerske hofs tjeneste. Han var åbenbart allerede tidligt meget fantasifuld, ville stifte en ny sekt hvorfor han 1655 af frygt for inkvisitionen måtte flygte til Milano hvor han arbejdede på at oprette en ny kirke og en ny stat under sin egen ledelse. Han måtte atter flygte 1659 men blev stævnet til Rom. Da han udeblev blev han sat i band, dømt som kætter og brændt in effigie i begyndelsen af 1661. Han drog så til Tyskland og Holland hvor han levede i Amsterdam som alkymist og læge. Her traf han sammen med en række fremragende danske, navnlig Ole Borch. I begyndelsen var Borch meget skeptisk over for B. og betegnede ham som en charlatan, men efterhånden bedårede B. åbenbart Borch der skrev til Thomas Bartholin om sine iagttagelser. Bartholin stillede sig i begyndelsen afvisende, men da B. smigrede ham slog han om. Ganske særlig lod Borch og Bartholin sig imponere af en operation som B. gjorde. Han lod gøre et snit gennem hornhinden på en gås og pressede øjets væsker ud gennem såret hvorved også linsen udtømtes. Han inddryppede derpå en chelidoni-umekstrakt og forbandt øjet. Nogen tid efter fjernedes forbindingen, og det viste sig at såret var lægt, og at gåsen kunne se. Borch så denne operation et par gange i Amsterdam, og da Bartholin hørte derom blev han så begejstret at han betegnede det som verdens ottende underværk. Til grund for denne begejstring lå den tids tro på at linsen i øjet var det egentlige synsapparat og at synet var umuligt uden linse. Nu viste det sig altså at B.s udmærkede dråber var i stand til at restituere linsen og dermed synet. – B. var imidlertid også alkymist, og for guldmageri interesserede Frederik III sig meget. B. forlod 1666 Amsterdam, kom til Hamburg hvor han traf den svenske dronning Christina som han vejledte i bestræbelserne for at finde de vises sten, og derpå kom han 1667 til Kbh. hvor kongen tog ham i sin tjeneste. Han arbejdede vistnok først i laboratoriet i Rosenborg have, men snart byggede han en særlig ovn bag Børsen. 1669 flyttedes denne ovn ubrudt med stort besvær til pladsen ved Skt. Annæ rotunda, en kirke som var påbegyndt af Christian IV mellem Østervold og Rigensgade. Over ovnen byggedes en ejendommelig bygning som senere i over 100 år var officerslazaret. Bygningen benævnes stadig Guldhuset, men laboratoriet skal have været i en bygning ved siden af. Her arbejdede B. på at fremstille guld af sølv fra Kongsberg, og det skal også være lykkedes ham i ringe mængde. – Her i Kbh. gjorde han sin operation på gæs nogle gange, men kongens livkirurg Henrik Skriver som overværede en af operationerne var en mand af en ganske anden støbning end den tids læger i almindelighed. Han gav sig til selv at eksperimentere og påviste ved en række forsøg at chelidoniumekstrakten ikke spillede nogen rolle. Forklaringen ligger i at der i fugles senehinde findes en benskal som gør det umuligt at udtrykke mere end en del af øjets væsker og i at linsen ikke er nødvendig for synet. Eksperimentet er i den nyeste tid gjort efter af K. K. K. Lundsgaard. – B. havde også pralet af at han kunne helbrede store sår i et menneskes øje, men han unddrog sig et forsøg.

B. som var en smuk og forførende mand, førte stort hus men fik også mange fjender. Så snart kongen var død forlod han landet med et i nådige udtryk udfærdiget pas, men da han kom til Mahren blev han arresteret, ført til Wien og derfra udleveret til Rom hvor han sattes i livsvarigt fængsel på Engelsborg. Dronning Christina fik fængslet noget formildet, og kronprins Frederik (IV) besøgte ham 1692.