Francis Beckett, 26.3.1868-12.7.1943, kunsthistoriker. Francis Beckett blev student 1886 (privat dimitteret) og begyndte straks et kunsthistorisk fagstudium under Jul. Langes ledelse. For en afhandling om en række antikke skulpturer i københavnske samlinger vandt han 1892 universitetets guldmedalje og tog s.å. magisterkonferens i kunsthistorie med antik kunst som speciale. I disse og de følgende år fortsatte Francis Beckett sine studier i oldtidens græskromerske billedkunst (Skulpturer fra Parthenon i Kiøbenhavn i Nord. tidsskr. for filologi 3.r.I, 1892–93, Studier i Ny Carlsberg Glyptotek i Nordisk tidsskr., 1893), men begyndte jævnsides hermed en metodisk undersøgelse af dansk kunst i 1500-tallet. Med det på foranledning af kultusministeriet og Nationalmuseet udgivne værk Altertavler i Danmark fra den senere Middelalder, 1895, optog han et vigtigt, hidtil kun lidet opdyrket område til behandling og gav derigennem betydningsfulde bidrag til udforskningen af overgangen fra sengotik til renæssance i vor billedkunst; i et par mindre afhandlinger, henholdsvis om krucifikset i Herlufsholm kirke (Tidsskr. for Kunstindustri 2.r.IV, 1898) og om et drengeportræt af Hans Knieper (Hist. Tidsskr. 6.r.IV, 1892–94) gjorde han lodskud i det store stof der skulle blive hans hjemlige speciale i den følgende menneskealder. Sit intime kendskab også til den italienske ungrenæsssances kunstneriske kultur lagde han for dagen i Florentinske Kunstnere. Fra Giotto til Fiesole, 1897, et fragment af et større skrift der blev planlagt og delvis udarbejdet under et langt studieophold i Italien.

Således forberedt ved indgående granskning af hjemlige monumenter og omfattende kendskab til udlandets forbilledlige kunstværker kunne Francis Beckett da ligeledes 1897 forelægge sit banebrydende arbejde Renaissancen og Kunstens Historie i Danmark for hvilket han erhvervede den filosofiske doktorgrad. I forordet til denne afhandling erklærede han det som sin hensigt engang at levere en samlet fremstilling af kunstens, ɔ: arkitekturens og billedkunstens historie i Danmark fra de ældste tider til nutiden, en plan der for en væsentlig del blev bestemmende for hans senere forfatterskab. Straks efter sin disputats fik Francis Beckett der allerede tidligere havde vikarieret ved antiksamlingen og været assistent ved Rosenborgsamlingen fast tilknytning til dansk museumsvæsen, idet han 1897 blev inspektør ved Den kgl. afstøbningssamling hvis store og for sin tid fortræffelige katalog der har en håndbogs karakter han udarbejdede 1902–04. Men også den højere undervisning lagde beslag på hans arbejdskraft. Siden efteråret 1896 holdt han i nogle år regelmæssige forelæsninger på kunstakademiet, siden 1897 læste han som privatdocent ved universitetet og holdt samtidig stærkt besøgte øvelser i Af støbningssamlingen, ligesom han gennem en årrække underviste på Statens lærerhøjskole i sit fag. Endelig overtog Francis Beckett 1909 den lærestol i kunsthistorie ved universitetet der havde stået ubesat siden Jul. Langes død 1896. I sammenhæng med denne pædagogiske virksomhed besørgede han 1897–1901 en forøget (3.) udgave af Wilh. Lübkes kunsthistorie der oprindelig var tilrettelagt af Lange, og udsendte 1911 Verdenskunstens Historie i Grundtræk (2.udg. 1919).

Francis Becketts videnskabelige produktion i århundredets første tiår omfattede dels Danmarks senmiddelalderlige kunst, dels samtidens kunst. Tilskyndet af Hans J. Holm foretog han en grundig undersøgelse af dansk herregårdsarkitektur i 1500-tallet hvis resultater han nedlagde i teksten til det store opmålingsværk foretaget af akademiets elever, Danske Herreborge, 1904. N.å. skrev han om Århus domkirke i værket Aarhus. 1880'ernes og 90'ernes danske maleri fortolkede han med levende kunstnerisk forståelse i den af Karl Madsen redigerede Kunstens Historie i Danmark, 1901–07, og i festskriftet Københavns Raadhus 1908 gav han en indgående historisk og æstetisk vurdering af Martin Nyrops hovedværk. Endelig øvede han i disse år jævnlig aktuel kunstkritik i fagtidsskrifter, og hans planmæssige opdyrkning af ældre dansk kunst der forberedte en samlet fremstilling satte frugt i adskillige afhandlinger, således et par studier over romanske stenskulpturer (i Hist. tidskr. for Skåneland II, 1904–08, og Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Hist., 1908).

I perioden efter 1910 samlede Francis Becketts forskning sig først om renæssancekunsten i Danmark som han i sin disputats foreløbig havde kortlagt. Efter årelange studier i ind- og udland kom 1914 Frederiksborg. Slottets Historie, et sjælden helstøbt værk der har rang blandt de ypperste arbejder i dansk historisk litteratur overhovedet. Til dette grundlæggende skrift sluttede sig 1921 den skarpsindige bygningshistoriske monografi Uraniborg og Stjerneborg (sm. m. Charles Christensen). Endelig videreførte Francis Beckett sine undersøgelser over tidlig middelalderlig billedkunst og gav 1919 den første videnskabelige redegørelse for vore romanske metaldrevne alterprydelsers alder og stil (i Tidskr. för konstvetenskap). 1924 kunne han da udsende første bind af sin Danmarks Kunst, omfattende oldtiden og den ældre middelalder der 1927 efterfulgtes af et bind om gotikken, arbejder der er båret af forfatterens grundfæstede lærdom, præget af hans altid åbne kunstneriske medfølelse og belyst af hans dybe fortrolighed med gammel dansk åndskultur. Særlig fortjenstfuld er behandlingen af vore kalkmalerier, idet det store stof her for første gang er gjort til genstand for en samlet, rent kunsthistorisk vurdering. Som forstudier til bindet om Danmarks kunst i renæssancen kom 1930 en afhandling om Hans von Dieskau og Danmark (Aaarbøger for nordisk Oldkyndighed) og 1932 Renæssancens Portrætmaleri.

Francis Beckett der siden Carl Jacobsens død 1915 var direktør for Den kgl. afstøbningssamling indtil 1933, blev 1924 medlem af Videnskabernes selskab, 1930 overordentligt medlem af kunstakademiet. 1919 stiftede han Selskabet til udgivelse af danske mindesmærker og indtrådte 1924 i direktionen for Ny Carlsbergfondet. Sit embede som docent ved universitetet forlod han 1931.

Familie

Francis Beckett blev født i København (Holmens) og døde i Gentofte, urne på Mariebjerg kgd. sst. Forældre: grosserer Hugh Lang Beckett (1843–1902) og Johanne Catherine Petræus (1846–1921). Gift 1. gang 30.8.1900 på Frbg. med Ulrikka Margrethe Lucia Mørck, født 27.5. 1881 i Hobro, død 19.1.1903 på Frbg., datter af by- og herredsfuldmægtig, exam. jur., sidst sagfører Carl Vilhelm Mørck (1854–1903) og Andrea Vilhelmine Augusta Hansen (1859–1924). Gift 2. gang 9.8.1908 i Haslev med Edle Schack, født 13.7.1882 i Nyborg, død 4.1.1947 i Vangede, datter af kaptajn af infanteriet, senere oberst, slotsforvalter på Kronborg Mathias Gustav Schack (1847–1923) og Nielsine Kristine Weber (1858–1911).

Udnævnelser

R. 1924. DM. 1927.

Ikonografi

Buste af L. Brandstrup, 1929. Mal. af Ernst Zeuthen, 1930, og af A. Lofthus, 1931. Tegn. af Otto Christensen (de to sidstnævnte Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ., nov. 1897 88f. – Univ.s årbog 1898–1901, 1902 371–75; 1901–04, 1906 437–40; 1907–10, 1915 480–82. V. Thorlacius-Ussing m.fl. i Tilskueren LV, 1938 153–67. C. Elling i Festskr. udg. af Kbh.s univ., nov. 1944.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig