Frands Brockenhuus (kongelig embedsmand)

Frands Brockenhuus, til Egeskov og Bramstrup, 9.2.1518-14.11.1569, rigsmarsk. Død i Hamlstad, begravet i Kværndrup k. Som toogtyveårig blev B. sammen med broderen Peder anvendt som kongeligt sendebud i Frankrig, og han var allerede da sekretær i det danske kancelli. 1533 var han immatrikuleret i Leuwen. 1542–46 havde han Hindsgavl som pantelen, og 1545 blev han sin faders eftermand som lensmand på Nyborg, hvormed var forenet Sunds herred fra 1550, Tranekær 1553–60 og Kærstrup 1549–61. Dette synes alene at have kunnet tilfredsstille en driftig mands virksomhedstrang, så meget mere som det blev B. overdraget at foretage den store befæstning af Nyborg der strakte sig over en årrække og kostede uhyre pengesummer. Ikke desto mindre bestyrede han ved siden heraf Hagenskov len (med Båg herred) 1551–53, ligesom han 1550–62 havde mindre forleninger på Fyn (Krarup og Rynkeby) og som dronning Dorotheas lensmand bestyrede Holme kloster. Tre fjerdedele af Fyns stift stod under hans befaling, og han anvendtes desuden i talrige hverv som lå uden for hans egentlige embedsvirksomhed. Denne falder i et tidsrum som var særlig betydningsfuldt for landet. Den nye kirkelige organisation skulle føres ud i livet, og der krævedes hertil såvel streng hævden af kronens ret som billig hensyntagen til enkeltmands interesser. Er end B. i sin iver for at varetage kronens interesser undertiden gået for vidt så han på enkelte steder vakte utilfredshed, var dog den almindelige dom over ham at han var en "from" og billigtænkende mand, og det eneste bevarede eksempel på personlige forhandlinger med ham viser ham som en mand med retsindig tænkemåde. Han havde tillige humanistiske interesser, og på hans opfordring og tilegnet ham udgav Niels Hemmingsen sin kommentar til Jacobs brev. I egenskab af slotsherre på Nyborg trådte B. i et nært personligt forhold til Christian III der regelmæssig opholdt sig her tofire måneder om året. Den gunst hvori han stod hos kongen bevarede han også hos hans efterfølger Frederik II. Med dennes tronbestigelse begyndte et nyt afsnit af B.s karriere; han trådte ind i det politiske liv og blev en af de ledende mænd i kongens omgivelser. Den krigerske ånd som prægede den første halvdel af Frederik IIs regering deltes fuldt ud af ham og broderen Jacob, der begge stod i venskabeligt forhold til deres slægtning, kansleren Johan Friis. 3.2.1562 blev B. rigsråd, og s.å. ombyttede han, vistnok under hensyn til en forestående krig, Nyborg med Kbh.s len (med Krogen og Abrahamstrup). Juli 1563 overdroges det ham sammen med tre andre "hjemmeladte råder" og rentemesteren Joachim Beck at føre regeringen i kongens fraværelse. N.å. afgav han sine hovedlen og trådte ind i aktiv krigstjeneste. Han havde tidligere deltaget i Ditmarskerkrigen som oberstvagtmester, blev nu chef for skibet Solen under Herluf Trolle og i dec. 1564 øverste for de danske knægte, hvis uddannelse til brugbare tropper han således kom til at forestå. Da svenskerne 1567 trængte ind i det søndenfjeldske Norge og belejrede Akershus, sendtes B. med en eskadre og en lille hær til undsætning, men først da Erik Munk kom med hjælpetropper fra Bergen lykkedes det at fordrive fjenden fra landet. Ved sin hjemkomst til Danmark blev B. senest 17.8. s.å. udnævnt til marsk, 14.10. til regiments-oberst i stedet for Daniel Rantzau der alene beholdt stillingen som feltoberst, og som Rantzaus næstkommanderende deltog han i det berømte tog ind i Sverige vinteren 1567–68. Ved belejringen af Varberg 1569 blev han ramt i benet af en kugle og døde fjorten dage senere af sit sår. – Det kan næppe afgøres, hvilken indflydelse B. under samarbejdet med Daniel Rantzau har øvet på krigsførelsen i strategisk og taktisk henseende. Hans dobbelte stilling som marsk og krigsoberst har selvsagt krævet et vist hensyn, men kun på et enkelt punkt, ved valget af den såkaldte østre hulvej under tilbagetoget fra Sverige 1568 i stedet for den vestre som Daniel Rantzau oprindelig foretrak spores det, at han har haft en selvstændig opfattelse og formået at sætte den igennem. Derimod synes han på andre områder at have gjort en betydelig indsats, ved uddannelsen af det uøvede danske fodfolk, ved indretningen af lejrene på toget 1567–68 og vistnok også ved tilrettelæggelsen af hærens forsyning. – B. arvede Bramstrup efter faderen og fik med sin hustru Egeskov, hvis nuværende hovedbygning han opførte og hvis tilliggende han forøgede ved meget omfattende godskøb. Han ejede desuden bl.a. Stovgård på Tåsinge (købt 1556).