Frants Rantzau (kongelig embedsmand)

Frants Rantzau, 1604-5.11.1632, rigshofmester. Død i Kbh. R. var som dreng i flere år page hos den udvalgte prins Christian og studerede derefter bl.a. ved universiteterne i Jena (1618), Leipzig (1620), Strasbourg, Basel og Genève (1621), hvorfra han drog til Frankrig. Her blev han, uvist hvorfor, 1623 fængslet, men løslodes kort efter og vendte s.å. hjem. 1624 findes han indskrevet ved universitetet i Padova, 1625 ved det i Siena; fra denne anden udenlandsfærd vendte han hjem 1626. Efter faderen havde han, til dels i sameje med halvbroderen Kaj Rantzau (død 1623) arvet flere store godser, bl.a. Rantzausholm, Rødkilde og Lindenborg. Han var en smuk ung mand, indtagende også ved sin elskværdighed og sin fine dannelse. Fra de unge år var han nært knyttet til kongefamilien, som hans far havde været det. Intet under, at Christian IV ønskede at optage ham i regeringskredsen og derved vinde en pålidelig støtte for sin kongemagt. Trods sin ungdom blev han 28.1.1627 medlem af rigsrådet og fik samtidig den siden hans fars død ledige stilling som statholder i Kbh. og Dronningborg i forlening. 1628 ombyttede han dette len med Dalum kloster, 1629 dette med Møn. Allerede 1627 blev han desuden trolovet med kongens og Kirsten Munks ældste datter, den kun niårige Anna Cathrine, og indledte derved rækken af Christian IVs adelige svigersønner. At kansler Christen Friis, som det fortælles, har haft svært ved at se sin egen myndighed begrænset af den unge statholders, er sandsynligvis rigtigt; men R.s tilknytning til kongen gav ham tillige en særstilling inden for rigsrådet, hvad der trådte frem da han alene 1631 ikke afgav et særvotum mod det kongelige forslag om en ændring af rådets afstemningsmåde. At han havde kongens tillid fik det stærkeste udtryk, da Christian IV 5.4.1632 udnævnte ham til rigshofmester, altså til det højeste rigsembede som havde stået ubesat siden 1601. R. fik herved mulighed for at gribe afgørende ind i dansk politisk udvikling. Men han overlevede kun få måneder sin udnævnelse. Efter et gilde hos kongen på Rosenborg druknede han om aftenen 5.11. i slottets voldgrav. Rygter talte både om trolddom, mord og selvmord; som motiver til det sidste angaves ifølge den svenske resident Fegræus dels strid mellem kongen og R. om Kirsten Munks stilling, dels mangler i den afdødes regnskaber. Herom vides dog intet, og der er intet virkeligt holdepunkt for en forkastelse af de samtidige beretninger der fremstiller det skete som et ulykkestilfælde. Kongen skal selv med fare for sit liv have deltaget i redningsforsøgene og tog sig begivenheden meget nær.