Frederik 4., Friedrich, 18.10.1671-19.7.1702, hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp. Født på Gottorp, død ved Klissow, begravet i Slesvig domk. F. voksede op under indtrykket af konflikten med Danmark. Han havde som barn og halvvoksen delt faderens landflygtighed mens danske tropper besatte hans arvelande. Efter at Altonaforliget (1689) havde genindsat Christian Albrecht i hans rettigheder deltog F. med iver i det hofliv der nu udfoldede sig på slægtens gamle stamslot som han senere (1698-1703) udvidede med den i barokstil byggede mægtige sydfløj. Hans stræben samlede sig naturligt om det der måtte være grundlinjen i dynastiet Gottorps politik: at hævde dennes fulde selvstændighed ikke mindst i militær henseende (jus armorum) over for kongehuset, støttet på Sverige, den givne forbundsfælle i kraft af slægtsbånd og det fælles modsætningsforhold til Danmark, og på de nordtyske stater, især Braunschweig-Lüneburg, med hvis fyrster han var beslægtet og hvem en dansk ekspansion sydpå måtte være imod.
Straks efter at F. som 23-årig ved faderens død var kommet til regeringen afskedigede han de rådgivere som ud fra stænderske synspunkter talte for eftergivenhed mod Danmark og erstattede dem med andre som delte hans anskuelser, især den dygtige husumer Magnus v. Wedderkop og Johan Ludwig Pincier (1698 adlet i Sverige som friherre af Konigstein) som blev hans kabinetssekretær og vistnok vigtigste ydrepolitiske rådgiver. Den ulmende konflikt med Danmark blussede atter op da den danske regering rejste tvivl om den gottorpske primogeniturordning, søgte at få stændernes hyldning af F. udsat, fremdrog de gamle unioner mellem kongeriget og hertugdømmerne og fællesskabet mellem de sidstes ridderskab, prælater og stæder, modarbejdede F.s bror Christian Augusts valg til koadjutor i Lübeck-Eutin og protesterede mod de skanseanlæg F. lod foretage. F. søgte heroverfor nøjere tilslutning dels til det nye kurfyrstendømme Hannover (alliance 1696), dels til Sverige som stillede tropper til hans tjeneste. De mod Frankrig i den "augsburgske liga" allierede magter og Altonaforligets garanter (kejseren, Brandenburg og Sachsen) stræbte efter at hindre et nyt udbrud af den nordiske konflikt, og ingen af de aldrende nordiske konger ønskede i øjeblikket et sådant. De forhandlinger som fandt sted, bl.a. i Pinneberg, førte dog ikke ud over vanskelighederne, og i foråret 1696 begyndte F. atter sine skanseanlæg og vægrede sig ved at opfylde det danske krav om deres sløjfning.
Karl XI's død (april 1697) skabte en ny situation. Straks efter rykkede danske tropper ind i hertugens lande og sløjfede de nye skanser. F.s mål blev nu, skønt modarbejdet af Danmark (Jens Juels sendelse til Stockholm 1697), at vinde sin femtenårige fætter Karl XII for sig. April 1698 kom han til Stockholm, og i juni s.å. stod her hans bryllup med kongens ældste søster; samtidig udnævntes han til generalissimus over de svenske hære i Tyskland. Både fremmede (dog ikke uvildige) diplomater som Juel og d'Avaux og svenske hofkredse korsede sig over de voldsomme idrætter og forlystelser hvortil han forledte den unge konge, men under de to fætres samvær i sommeren 1698 og 1699 grundlagdes deres livsvarige venskab. Juli 1699 sendtes svenske tropper hemmeligt til Gottorp for at støtte hertugens befæstningsanlæg. Som modtræk sluttede Christian V et forsvarsforbund med zar Peter af Rusland. I aug. døde han og efterfulgtes af Frederik IV som i sept. sluttede et mod Sverige og Gottorp rettet forsvars- og angrebsforbund med August II af Sachsen-Polen som zaren kort efter tiltrådte. Mod årets slutning samledes en dansk hær i hertugdømmerne, og i foråret 1700 stormede den de hertugelige skanser, besatte Gottorp og belejrede Tønning. F. reddedes ved Karl XII's resolutte landgang på Sjælland og England-Nederlandenes flådeintervention, og ved freden i Traventhal (aug. 1700) måtte den danske konge anerkende hans suverænitet og jus armorum – dog med visse for begge parter fælles begrænsninger – og betale ham 260000 rdl. i skadeserstatning.
F. sluttede kort efter Traventhalfreden en mod Danmark og Brandenburg rettet subsidietraktat med Frankrig, men faldt ved Klissow da han fulgte Karl XII på felttoget mod Sachsen-Polen. Gottorps udsatte stilling medførte at det blev en militærstat en miniature. Landenes indre udvikling led herunder, men F. savnede dog ikke sans for denne side af sit regentkald hvad der bl.a. fik udtryk i organisationen af et gottorpsk postvæsen under Wedderkops ledelse. Under sit ophold ved den svenske hær i Polen foretog han, vistnok især inspireret af den gottorpske embedsfamilie v.Clausenheim og den i denne indgiftede, fra Lausitz stammende oberstløjtnant Tilemann Andreas v.Bergholz, en mærkelig og indgribende omdannelse af hele den gottorpske forvaltning, idet han (ved kontrakt, dat. Varszawa 10.6.1702) udnævnte Bergholz til generalforpagter og guvernør over hele sit landområde mod en kaution på 200.000 rdl. og pligt til at øge de hertugelige kammerintrader. Bergholz udkastede planer om at omdanne Gottorp til et mønsterland i erhvervsmæssig henseende ved nyanlæg af byer, indkaldelse af hollændere og franske emigranter, oprettelse af oliemøller, af fårefarme på hederne og af tekstil- og silkefabrikker, og ved at gøre Ejderen, Trene og Slien til hovedfarveje for handelen mellem Øst- og Vesteuropa. Det bergholzske eksperiment, for hvilket F.s død satte en stopper, var fremgået af nødvendigheden af at skaffe midler til krigen og af en tid som lokkedes af det fantastiske (sml. senere Gortz' foranstaltninger i Sverige og John Laws i Frankrig), men havde samtidig til dels forbilleder i bestræbelser hos F.s evnerigeste forgængere (Adolf I, Frederik III).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.